Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Om DS

Historie
Foreningens historie

Danske Sportsjournalister blev stiftet i 1922
De gæve stiftere havde det på samme måde som hovedparten af nutidens. De skrev, når de skulle - men var ikke til at drive til et stykke papir, hvis det ikke var tvingende nødvendigt.
Det var det åbenbart ikke i 1922.
Man hyggede sig og klarede kontakten med en telefonopringning.
Det er forklaringen på, at foreningens protokoller kun går tilbage til 1944.
Det lykkedes dog i forbindelse med 50 års jubilæet i 1972 at få navnkundige "Julle" til at skrive et indlæg om foreningens start.
Her er et udsnit af "Julles redegørelse".

 

Vi har altid kunnet være os selv bekendt
Det var på hotel "Hafnia", det skete.
SMILE var manden.
Han havde sagt til nogle af os:
Ta´ og kom, for de har skrevet både fra Göteborg og Paris, at vi må have en sportsjournalistklub, hvis vi skal have billetter!
Det var "Sverrigs Idrotsspelen" og De Olympiske Lege, der stod for døren.
Der var ikke mange, der kom.
Bedst i erindringen står, at vi fik morsomt smørrebrød, som var sportshotellets specialitet.
Sådan et stykke ristet franskbrød med russisk kaviar til 50 øre - uhm.
De gamle blev væk.
Aabye fra Politiken mente ikke, han burde cykle ind fra Ålsgårde.
Asmus Diemar fra Berlingske fandt ikke, han burde mobilisere sin privatchauffør til sådan en ligegyldig ting.
Socialens F. K. Madsen og Arne Sundbo var vist slet ikke inviteret, for nok skrev disse to fortræffelige mennesker om sport, men det var da vist uden at vide ret meget om det.
Så var der "Nolle", sagnomspundne Arnold Rich. Nielsen med kludehatten på snur. Han var nok lidt fornærmet. For B. T. havde jo netop strittet ham ud og snuppet "Smile" fra Idrætsbladet.
Smile, som var en kirkeskoledreng, sprogkyndig og idrætsbegejstret, og som ville have fået karriere i verdensfirmaet F. L. Smith, men som løjtnant Arne Højme, storleder i dansk atletik dengang, havde fået overtalt til - sammen med fodbolddommeren Hagbard Vestergaard - et forsøg på at gøre det nystartede Idrætsbladet til en succes.
Det var bittert for Nolle at måtte gå fra den side, der var den første om sport i den danske presse.
Jo´e, der kom dog en enkelt af de gamle, lange Lasson fra Nationalen. Han blev kasserer.
Du skal være sekretær, sagde han til sin elev på Idrætsbladet, der hed Julle.
Københavnske Sportsjournalisters Klub var stiftet.
Men fra min maskine kom aldrig et brev - til Lasson aldrig et kontingent.
Smile ordnede alt. Betalte af sin egen lomme, hvad det kostede at være medlem af det internationale sportsjournalistforbund.

 

Sådan gik årene.
Uden generalforsamlinger, uden større interesse for klubben.
Den var SMILE.
Han var manden i den sportsjournalistik, som det kneb for pressens ledere at forstå værdien af.
Uden nogen på siden af sig. I adskillige år.

 

Indtil langt om længe andre begyndte at pippe med.
En boheme, der hed Wium.
En skolelærer fra Østersøgade, der hed Ralf.
Et bud fra "Vore Damer", der hed Gunnar.
En fodboldspiller fra AB, der hed Bendixen.
En anden fodboldspiller, der kom hjem fra Paris og hed Simon.
Såmænd også en fra det mørke fastland, der dukkede op og kaldte sig for Cim.
Også en, der hed Seier, og som mente, at sport var et bedre stof.
Iøvrigt også den lillebror fra Gormsgade, der hed Evald.
Måske også en anden Nørrebro-dreng, ham Julle.

 

Det var i 30´erne, der for alvor kom gang i dansk sportsjournalistik.
Det var, da Gunnar Nu hæsblæsende og med knækket stemme havde slynget sine nu´er ud fra Hitlers imponerende olympiske skuespil i Berlin i 1936 og også fået tårer til at trille ved begejstrede ord om den lille henrivende Inge, at der rigtigt blev plads for sport i de danske aviser.

 

SMILE blev slemt syg.
Efter et liv i succes. Købt af B.T. Købt af Nationaltidende. Købt af Politiken.
Alt for tidligt døde han. Kun 45 år gammel.
Han havde en dreng, som han var stolt af. Som dengang kaldtes Sonny, og som kunne alle klubberne i den engelske division I, før han kom i skole, og som nu hedder Prip.

 

Derefter kunne andre komme til.
Den første blev Seier Larsen - som en dejlig neutral mand.
For i Pilestræde så man helst ikke én fra Rådhuspladsen - og omvendt.

 

Der blev brug for sportsjournalister, når begivenheder skulle stables på benene.
Carl Th. Jensen, manden, der gennem en menneskealder var Journalistforeningen, kunne bruge os.
Til storstilede arrangementer i Kæmpehallen, som Forum hed dengang.

 

Vi kom med Vald. Christiansen, som gerne hjalp os, fordi vi vel kunne siges at hjælpe ham, når han kaldte til storstævner med Knud Larsen i den firkantede ring eller med Willy Falck Hansen som 6-dages-rytter.
Vi hentede fribrydere fra Paris til drabelige skægkampe.
Vi lavede kunstig isbane til Ester Bornstein.
Vi fik DKG-piger til at vise morgengymnastik, bryggerkuske til at trække tov, Victor Borge til at optræde som gymnast, John Price som bokser, Peter Malberg som forhindringsløber, Ludvig Brandstrup som cykelrytter.
Drabelis succes hver gang.
Men så kom den forbandede krig.

 

Hos Dansk Bicycle Club på Ordrupbanen gik det dog med arrangementer i nogle krigsår.
Med venlig indstilling fra Jørgen Beyerholm. Og lukkede porte hver gang, altså mere end 12.000 tilskuere.
For at se alt muligt halløj.
For eksempel mestre fra andre idrætsgrene køre cykelløb - med hækkeløberen Ole Dorph Jensen som vinder - og for at se os køre forfølgelsesløb på tandem.
Anker Meyer med Gunnar Nu-Hansen, Willy Falck med Julle, Hans Chr. Nielsen med Simon - nævnte i den rækkefølge, der desværre (!) blev matchens resultat.
Men så skete det under halløjet, et veteranløb, ar to tidligere mesterryttere S. P. Sørensen og Karl Pfeifer styrtede og slog sig halvt ihjel, og så turde man ikke mere.
Men dejlige penge havnede i vor kasse.
Mange af dem brugte vi godt.
Vi støtte den store Finlands-indsamling (vinterkrigen mod Sovjet).
Vi sendte gavepakker til norske journalister.
Vi støttede svømmere og roere med store penge til specialtræning.
Vi forærede præmier bort, hvor de kunne gøre gavn.
Vi sørgede for Dick Nelsons grav og også for, at den professionelle bokser Carl Andersen blev begravet.
Og så udbetalte vi arbejdsløshedsunderstøttelse, ikke så lidt endda, til kolleger, som i krigens år ikke fik lov at passe deres job.
Men det blev også til, at vi kunne købe obligationer, skabe os en formue, og til at vi kunne glæde os selv med rejsestipendier - efter lodtrækning.
Mørkeberg fik det første år, næste år var der to, som gik til Wium og Evald - 500 kr. var de på, mange penge dengang.
Som en selvfølgelig ting fik vi den ære at bekoste det relief for idrætsungdommens indsats i Frihedskampen, som billedhuggeren Knud Nellemose udførte, og som er opsat i Idrætshuset i København.
Det var også sådan, at idrætten bad os om assistance, når storstævner skulle afholdes, assistance i forbindelse med udenlandske kollegers besøg.
Det gjorde Dansk Bicycle Club ved verdensmesterskabsløbene i 1937 (85 udenlandske kolleger), og det gjorde Dansk Boldspil-Union ved sit 50 års jubilæumsstævne i 1939.
Det kostede også os skollinger, men de var godt givet ud, sådan som vi selv har været glade for opmærksomheder, når vi i vort job kom til udlandet.

 

Apropos - fodbold.
Selvfølgelig kom den sportsgren til at spille en rolle for os.
Vi ville gerne more os selv, også prøve nogle arrangementer.
Rundskuedagen meldte sig for eksempel med ønske om en kamp.
Men det kneb med kontakten med fornemme DBU.
Man ville ikke lade os komme ind i Idrætsparken.
Så blev det til strejke.
Vi enedes om ikke at skrive forhåndsomtaler af kampe.
Det gik ud over B1903, som ellers var den storklub, vi stod os bedst med.
Men så kom Leo Frederiksen til.
Han havde fornuft.
Det blev til forlig.
Vi spillede skuespillere mod journalister i Idrætsparken.
30.000 kr. i overskud.
Altsammen til os.
Skønt det var skuespillerne, som trak.
Med Ebbe Rode og Mogens Wieth, som sloges om at få lov til at score.
Med Christian Arhoff og Ludvig Brandstrup som driblekonger.
Og med Osvald Helmuth som siddende målmand.

 

Hvad gjorde vi nu med alle de penge?
En kær kollega, senere den røde løber, Sigv. Kristensen ved Aktuelt, tillod sig at insinuere, at vi da vist ikke var kompetente til at administrere sådan en formue.
Vi dræbte misundelsen ved at gå til vor fagforening, til Journalistforbundet, til Gunnar Nielsen og sige:
- Må vi ha´ lov til at forære forbundet et nyt sommerhus. Værsgo´. Her er penge til at købe det for.

 

Det var bare en enkelt kamp. Det blev til mange, især dansk-svenske journalistkampe.
Vi rejste til Stockholm og snød svenskerne ved at tage Carl Skomager og Michael Rohde med på vort hold, men vi snød ikke, da svenskerne kom til København, og vi havde Pauli Jørgensen og Knud Lundberg på holdet, for de var ægte sportsjournalister, Pauli ved "Land og Folk", Lundberg ved "Information".

 

Så var det jo også i årene lige efter krigen, at Lundberg kom med idéen om indendørs fodbold.
Vi begyndte i Idrætshuset med en cup-turnering.
Første vinder var HIK med Helge Hansen og Børge Jensen som stjerner.
Senere flyttede vi til KB-hallen og fik storklubberne med i arrangementet.
Men vi har altså i vort unge liv været med til en hel del.
Vi kan være os selv bekendt.
Vi har spillet en rolle.
Må en gammel dreng håbe, at det, der nu er blevet til Dansk Sportsjournalisters Klub, altid vil være en god og væsentlig ting i dansk idræt.

 

Julle.