Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Debatforum

 


Forfatter: Poul Erik Andersson -
Skrevet: 13. marts 2004 kl. 13:43
Emne:

Jeg forstår godt, at Hanne Højer udtrykker bekymring efter endnu et fyraftensmøde. Kun 5 medlemmer mødte op sammen med fire medlemmer fra uddannelsesudvalget.

Det må være som at få en våd klud i hovedet, at der ikke var større interesse; endda omkring noget så interessant som fodboldtrænere.

På hjemmesiden kan vi ligeledes se, at festudvalget nærmest tigger folk om at melde sig til en fest, hvor prisen er så latterlig billig, at man knapt tror sine egne øjne. For 15-20 år siden betalte vi knap det dobbelte, når DS kaldte til fest.

Vi udsender et medlemsblad, der har høj kvalitet. Men kun sjældent får indholdet medlemmerne til at debattere videre på hjemmesiden, der efterhånden er så død, at den vel bare forsvinder en dag.

Generalforsamlingen viste, at vi nu vender AIPS ryggen ved ikke at gøre det obligatorisk at have et AIPS kort i pungen. Det står enhver frit for at være medlem af verdensforbundet, som vi ikke mener kan gøre noget for os.

Så jeg spørger endnu en gang: Hvad er der tilbage? Vi interesserer os ikke for det faglige, vi interesserer os ikke for fest, hvad vil knap 600 mennesker med DS? Ja tidligere meldte man sig ind for at få det internationale kort. Men uden det krav tror jeg, at vi vil se at færre og færre have interesse for DS.

Vi har en flittigt arbejdende bestyrelse, der har gjort DS til en af de stærkeste underafdelinger i Dansk Journalistforbund ( de vil godt nok ikke kendes ved os, men burde være glade for alt det besvær, vi sparer dem for), men i dag 82 år efter foreningen så dagens lys under navnet Københavnske Sportsjournalister, føles det som om foreningen har overflødiggjort sig selv.

Sat på spidsen er opgaven i dag indskrænket til at sikre gode arbejdsforhold i Superligaen og i håndboldligaen. Og ikke mere.

Tv-stationerne har deres på det tørre med naglefaste kontrakter. DR brugte i 2003 præcis 51 procent af sin sendetid på håndbold, så hvad skal kollegerne i Gyngemosen bruge DS til.

Er der for stort skel mellem de skrivende og de elektroniske medier. Er der forskel på Provinsen og København. Er der forskel på små og store blade. Er generalforsamlingen det sidste sted ”de gamle drenge” mødes og mindes de gode generalforsamlinger, hvor vi efterfølgende spillede kort og billard og havde det sjovt til langt ud på natten.

Ja sådan er det ikke mere. Der er ingen journalister, der kan rive en dag ud af kalenderen. Redaktionerne har skåret ind til benet, og alle må løbe lidt stærkere. De unge har ikke tid til at koble af. Der ligger opgaver og venter på arbejdspladsen.

Klokken 17 på generalforsamlingsdagen var lokalet på Pileallè blæst for de unge og tilbage var alle vi, der har glemt mere om sportsjournalistik, end 20 praktikanter fra Århus nogensinde kommer til at lære…….Klokken halv seks sad jeg i bussen. Næste år når jeg bliver 65 tager jeg endnu tidligere hjem for at kunne bruge mimrekortet, inden myldretiden sætter ind (!)

Men alle I unge; kom nu frem på debatsiden og lad os høre, om DANSKE SPORTSJOURNALISTER har en fremtid som en rigtig god og velfungerende forening. Vi har bestyrelsen, men vi mangler medlemmernes nærvær og entusiasme.

Poul Erik Andersson



[Retur til konferencen]

Du er ikke logget ind og kan derfor ikke skrive indlæg.
[ Log ind nu ]