Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Debatforum

 


Forfatter: John Jäger -
Skrevet: 7. april 2004 kl. 23:10
Emne:

Tør øjnene II

Dan Phillipsen fra Jyllands-Posten mener, at blandt andre undertegnede bidrager til en dum dialog om sportsjournalister, fordi min kollega Frederik Lauesen og jeg har skrevet et indlæg i Journalisten.

Altså: To journalister udtaler i forrige nummer af Journalisten, at TV2 SPORTEN og DR Sporten ikke bedriver kritisk journalistik. Det er naturligvis noget bavl, så det svarer Frederik Lauesen og jeg på. Og da angrebet bliver leveret i Journalisten, så vælger vi også at sende vores reaktion til Journalisten. Det anså vi faktisk ikke for at være nogen voldsomt kontroversiel disposition.

Dan Phillipsen laver så et lille lækkert citat-kunstgreb, der får det til at se ud som om, at Frederik Lauesen og jeg mener, at (alle?) skrivende journalister har et mindreværdskompleks overfor tv-mediet. Det mener vi ikke. Og det skriver vi ikke. Vores pointe er, hvis man vælger at postulere, at TV2 SPORTEN og DR Sporten ikke bedriver kritisk journalistik, så må det være et udtryk for, at man lider af mindreværdskomplekser overfor tv-mediet. Der kan naturligvis også være andre grunde. Ens tv-apparat kan have været i stykker i femten år.

Endelig skriver Dan Phillipsen, at der er nogle tv-journalister, han "foragter". Det er godt nok et stort ord. Og at nogle tv-journalister opfører sig som "konger". Endnu et stort ord. Og at nogle tv-journalister har været i Se & Hør og derfor opfatter deres arbejde som 1000 gange mere vigtigt end de skrivende journalisters arbejde. Det er sandelig også store ord. Og det kan der også være masser af grunde til at skrive. Men det kan ikke skyldes, at ens tv-apparat har været i stykker i femten år. Så der må være andre grunde til de store ord.

Jeg er dog helt enig med Dan Phillipsen i, at det ville være fint med en diskussion af de forskellige mediers arbejdsforhold. Og at denne side ville være et fint sted at gennemføre en sådan diskussion.

med venlig hilsen

John Jäger

Nyhedsredaktør, TV2 SPORTEN

PS: Jeg har i øvrigt - så vidt jeg ved - aldrig været i Se & Hør.

PPS: For en god ordens skyld er her hele det indlæg, som Frederik Lauesen og jeg - i forkortet udgave - fik optaget i Journalisten:

Tør øjnene

Uanset hvor mange gange, man gentager nonsens, så bliver det ikke sandhed. Det gælder også for det sludder, som en sportsjournalist og en sportsredaktør skriver i Journalisten.

Jo, det er da uden tvivl flot, at de to herrer har skrevet nogle kritiske historier om det lokale håndboldliv. Men at det skulle gøre dem fortjent til at skrive en bagside ... Tjae ... så løber Journalisten aldrig tør for emner til bagsiden.

De to journalister skriver en del vrøvl, men vi vil nøjes med en ofte gentaget påstand fra skrivende journalister, der lider af mindreværdskomplekser over for det store tv-medie: At TV 2/SPORTEN og DRs ditto aldrig laver kritisk journalistik. Det er så gennemført dumt, at det skriger til himlen.

TV 2/SPORTEN har et kritisk magasin-program, der har sat fokus på en så stor mængde af besværlige emner, at det i en periode var næsten umuligt for LPS-redaktionen at få folk til at stille op, fordi sportsfolkene vidste, at det kunne gøre ondt at komme i hænderne på TV 2/SPORTEN.

Hvis vi skal være mere konkrete, så kan vi tage afsæt i TV 2/SPORTENs sportsnyheder, der – for at tage et emne, der er til at forstå (selv for skrivende sportsjournalister med et næsten behandlingskrævende mindreværd overfor tv-medier) – satte et så kritisk fokus på Morten Olsen og Dansk Boldspil Unions holdning til doping-kontrol, at DBU sendte en hysterisk pressemeddelelse ud, hvor TV 2/SPORTEN blev svinet til. Fred være med det, men denne sag beskæftigede TV 2/SPORTEN sig med, samtidig med at andre dele af TV 2/SPORTEN var ved at forhandle rettigheder omkring de kommende års fodboldlandskampe. Den lader vi stå et øjeblik.

Der kunne nævnes hundredevis af andre eksempler. Det primære er, at TV 2/SPORTEN naturligvis beskæftiger sig kritisk med sport. Og det bliver vi ved med, uanset hvor mange gange skrivende journalister fortæller, at selv om de er sportsjournalister, er de åh-så-dygtige kritiske journalister alligevel.

Ja, selvfølgelig er I det! Det skal I også være. I skal bare også være stolte over at være sportsjournalister. Det er vi. Samtidig med at vi er kritiske.

John Jäger, nyhedsredaktør, og Frederik Lauesen, LPS-redaktør, begge TV 2/SPORTEN



[Retur til konferencen]

Du er ikke logget ind og kan derfor ikke skrive indlæg.
[ Log ind nu ]