Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Debatforum

 


Forfatter: Dan Philipsen -
Skrevet: 10. april 2004 kl. 10:06
Emne:

Man kan kalde det at pege fingre eller man kan kalde det at provokere til debat. Dennis Ritter kalder mit seneste indlæg for det første. Det er fair nok, om end det udelukkende var ment som det sidste. Ritter har mange gode pointer og han holder sit indlæg i en sober tone. Det er fremmende for en nødvendig og konstruktiv debat. Derfor dette svar.

Dennis efterlyser en konkretisering af problemstillingen. God ide.

Ikke så sjældent har jeg oplevet en tv-journalist tage patent på en sportsudøver efter en kamp. Det er ovenikøbet sket, mens en flok skrivende kolleger har stået og interviewet samme person. Heldigvis har træneren/spilleren for det meste bedt tv-journalisten om at udvise respekt og vente til han/hendes skrivende kolleger var færdige med deres spørgsmål. Så står man der og krummer tæer på standens vegne.

Har jeg god tid til deadline (hvilket sker alt for sjældent. Blandt andet p.g.a sene tv-transmissioner) skal og vil jeg i sagens natur altid lade tv-journalisten komme til, hvis denne skal lave et live-interview. Det siger sig selv. Men hvis jeg har få minutter til deadline, så er den pågældende tv-journalists arbejde altså ikke vigtigere end mit.

Nu taler jeg naturligvis ikke på andre end mine egne vegne, men dette er altså alt for ofte et tema mellem skrivende kolleger.

Når man oplever disse ting, så er det at oplevelsen af manglende respekt og arrogance popper op. Selv har jeg oplevet, at en gruppe skrivende journalister måtte klage til en tv-sportschef over en af hans medarbejderes opførsel.

Men lad mig igen understrege, at det langt, langt fra er alle tv-journalister, der udviser denne attitude. De kan vel tælles på én hånd (som Ritter ikke er på), men det skaber altså i vores lille verden det, som Ritter ganske rigtigt kalder et "underligt, utiltalende lille snigende had" mellem de to genrer.

I negativ retning vil jeg ikke være mere konkret end ovenstående. Der er ingen grund til at begynde at navngive problemerne.

Derimod er det på sin plads at nævne et positivt eksempel. Ved VM i kvindehåndbold i Kroatien havde de skrivende og tv-journalisterne ikke verdens bedste vilkår med få pressemøder, sene kampe og halv-dårlige fysiske forhold i Cakovec. Men det var min oplevelse, at samarbejdet mellem tv-journalisterne Maja Rosager (DR)/Sisse Fisker (TV2) og de skrivende kolleger var totalt blottet for gnidninger. Og hvad gjorde vi så nede i Kroatien, når avisdeadline og tv-interviews nærmede sig klimaks: Jo, vi talte kort sammen, accepterede hinandens momentane situation og udviste gensidig respekt. Jeg mener at kunne huske, at alle fik deres stof hjem på en tilfredsstillende facon.

Og det var faktisk ikke svært. Det burde vi kunne gøre hver gang. Vi lever dog af at kommunikere.

Dan Philipsen

ps. Kort til John Jäger: Naturligvis skulle Lauesen og dig give svar på tiltale i Journalisten, når det var der, at I følte jer angrebet. Det var ikke Jer, men angrebet, jeg kritiserede i mit forrige indlæg.



[Retur til konferencen]

Du er ikke logget ind og kan derfor ikke skrive indlæg.
[ Log ind nu ]