Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Debatforum

 


Forfatter: Jimmy Bøjgaard -
Skrevet: 6. marts 2006 kl. 23:49
Emne:

Fyens Stiftstidende bedriver i dagens udgave en mærkelig form for journalistisk, hvad angår kollegaer og deres sagesløse kilders fødested. Tillad mig at citere fra avisens dækning af gårsdagens ishockeykamp mellem Herning og Odense:

”Objektivitet er altid et relativt begreb. TV 2’s hold til tv-dækningen af kampen bestod af Jimmy Bøjgaard, der er fra Herning, Frits Nielsen, der er sportsredaktør på Herning Folkeblad, og så havde de undervejs besøg af dommer Søren Helbo, der er fra Herning”.

Fyens Stiftstidende er mig bekendt ikke klubblad for Odense Ishockey Klub, selvom ovenstående linjer hører hjemme sådan et sted, mere end i en avis.

Jeg har heller aldrig følt trang til at påpege, at Stiftens sportsjournalister formentlig bor i Odense eller omegn, samtidig med at de dækker den lokale ishockey på et isstadion, der i øvrigt er blevet omdøbt til StiftenStadium. For nu at understrege skinhelligheden på Fyn.

Det er også totalt irrelevant.

Hvorfor avisen føler trang til at bruge spalteplads på at kommentere vores bemanding til kampen, stiller jeg mig således undrende overfor. Og vi havde i hvert fald sat pris på at man havde beskrevet, hvad det var ved vores kommentator-præstation, der ikke passede skriverkarlen på den objektive avis.

Og hvorfor i alverden dommer Søren Helbo’s geografiske tilhørsforhold er relevant i et aktuelt interview om dommerlinjen, kunne Stiften måske også have forklaret sine læsere. Eller i det mindste tilføjet, at fire Odense-spillere også blev interviewet under kampen – den ene endda to gange.

Det er korrekt, at jeg er født i Herning. I dag bor jeg på Frederiksberg, uden af den grund at have modtaget kritik de gange jeg har kommenteret en håndboldkamp med FIF eller FCK. I øvrigt arbejder jeg på TV 2 i Odense, så jævnfør logikken på byens objektive medie, så var jeg totalt inhabil i går.

Frits Nielsen er ikke sportsredaktør på Herning Folkeblad, men ansat som journalist. Han er tidligere ishockeyspiller og –træner, og det er på den baggrund han er freelanceansat på TV 2 Sporten som ishockeyekspert til vores store tilfredshed. Han er faktisk temmelig objektiv.

Vi kunne selvfølgelig have sat Morten Stig ved min side – han bor dog i Odense. Desværre var han landsholdsspiller i håndbold og ikke ishockey.

I øvrigt har Frits Nielsen også boet 10 år i Aalborg, hvor han har spillet og trænet. Det giver os tilsyneladende et alvorligt problem, hvis Herning og AaB mødes i finalerne igen. Så slår Stiften nok til igen med moralens pegefinger.

Ærlig talt, så anser vi det som ret naturligt – og som en temmelig stor fordel - at vore ishockeymedarbejdere kommer fra byer, hvor man ikke tror en puck er en knallert.

Vi kunne godt rekruttere fra Ærø, Gudme og Falster, så Fyens Stiftstidende kunne udkomme med sindsro. Det ville nok ikke blive så godt tv, men det ville da være objektivt!

Kære kolleger. Vogt jer for Fyens Stiftstidende. Danmarks objektive avis.

Med venlig hilsen

Jimmy Bøjgaard

TV 2 Sporten

[Retur til konferencen]

Du er ikke logget ind og kan derfor ikke skrive indlæg.
[ Log ind nu ]