Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Debatforum

 


Forfatter: Werge, Staehelin, Romme og Lun -
Skrevet: 2. maj 2007 kl. 16:11
Emne:

Når en aftale ikke er en aftale

En mindre gruppe kolleger forsøgte tirsdag (1. maj) at indgå en kollektiv aftale. I

forbindelse med, at VM-ruten i cykling 2011 blev offentliggjort i

København, havde Danmarks Cykle-Union besøg af verdenspræsidenten for

sporten, Pat McQuaid, og han ville i første omgang kun tale om VM og

initiativet Bike City.

Men i lyset af de mange dopingsager i sporten indvilligede han i at give et

gruppe-interview efter det egentlige pressemøde. Dog kun på den betingelse,

at journalisterne ventede til tidligst onsdag klokken 10 med at

offentliggøre interviewet.

Den klausul havde DCU fra starten lagt vægt på, og den blev gentaget både

før og efter pressemødet med McQuaid.

Det er en etisk balancegang som nyhedsjournalist at indgå en aftale om at

holde på en historie. Argumentet fra præsidenten var lige så enkelt, som

det var svært at sige imod: "Jeg har stået til fuld rådighed for jer hele

vinteren, når I har ringet med spørgsmål til Operacion Puerto. Nu vil jeg

gerne have, at I viser mig den samme velvilje og i første omgang omtaler VM

i København og Bike City, for ellers drukner det i interviewet om Puerto,"

sagde han. McQuaid sagde til gengæld, at han ikke havde talt med andre

journalister om disse ting i de seneste par dage - og lovede heller ikke at

gøre det i løbet af tirsdag eller onsdag formiddag.

Samtlige tilstedeværende journalister nikkede ved seancens indledning ja

til betingelsen. Alt, hvad der blev talt om, var klausuleret - også snakken

om Jef d'Honts bog. Vi slugte den etiske kamel. Ellers var interviewet ikke

blevet til noget. Så krystalklar var aftalen.

Men onsdag morgen offentliggjorde Berlingske Tidende historien. Man brød

således en kollektiv aftale for en egen-vinkel.

I dette tilfælde var det avisens dygtige medarbejder Casper Dall, der

trykkede 'send' allerede tirsdag aften. Men ansvaret for beslutningen må

vel ligge højere oppe - hos sportsredaktør Caruso eller sågar hos den

jourhavende på avisen.

Det fører i hvert fald for undertegnede til selvransagelse, hvad der skete.

Vi valgte at acceptere betingelsen og kunne på den led ikke lave en

solo-historie. De etiske overvejelser kan anvendes i mange andre

sammenhænge i sportsjournalistikkens verden - når vi taler 'udenfor

referat' med aktørerne, eller når vi deler citater under store begivenheder

og alligevel kun skriver vores egen byline på artiklerne.

Det må konstateres, at en aftale mellem konkurrerende bladhuse i

sportsjournalistikkens verden kun er en aftale, når Berlingske Tidende ikke

er med i den. Forhåbentlig fører forholdet ikke til, at Berlingske-folkenes

kolleger får ringere arbejdsbetingelser i fremtiden, når de igen opsøger

DCU eller Pat McQuaid. Forhåbentlig bærer McQuaid heller ikke nag i forhold

til danske sportsjournalister generelt.

Men det er unægtelig en risiko, som vi mener, Berlingske Tidende burde have

gjort sig klart på forhånd. Og som de bør forholde sig til nu.

Med venlig hilsen

Lars Werge, Ekstra Bladet

Søren Romme, Ritzaus Bureau

Jacob Staehelin, B.T.

Jan M. Olsen, The Associated Press



[Retur til konferencen]

Du er ikke logget ind og kan derfor ikke skrive indlæg.
[ Log ind nu ]