Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Debatforum

 


Forfatter: Steen Ankerdal -
Skrevet: 21. juli 2007 kl. 01:02
Emne:

Det er et gammel og velbrugt trick at skifte tema, når man i debat er kommet ud på tynd is.

Det gør Finn T. Jensen i diskussionen om Michael Rasmussen, doping og mine betragtninger om Tour de Frances’ tilstand.

Finn T. Jensen burde erkende, at præmissen for hans kritik er forkert, hvorefter konklusionen om min dårlige timing og generelle kritik af tingenes tilstand i Tour de France og professionel cykling heller ikke holder vand.

Det havde været klædeligt, om Finn T. Jensen havde erkendt det i stedet for at fremture – og tale mod bedre vidende, hvad der efter mit ringe skøn er tale om.

I min optik er det nedsættende over for TV2 News og kanalens seere, når Finn T. Jensen skriver:

”Nu foregik seancen heldigvis på TV2 News, så det er begrænset, hvor stor en del af Danmarks befolkning, der har været tvunget til at forholde til at forholde sig til Ankerdals belæring…..”

Min opfattelse af det nedladende i Finn T. Jensens udsagn sættes i relief af, at han bruger et ”navn” som ”Henriette Pladderballe” om en tænkt formand for ”danske småbørnspædagoger.

Så har han ligesom angivet det niveau, som TV2 News lader sig trække ned på af en DS-formand, som Finn T. Jensen åbenbart mener, har for travlt med at føre sig frem.

Nu er det er jo bare ikke sådan, at formanden for Danske Sportsjournalister ringer til TV2 News og bestiller tid til at sige sin uforgribelige mening om cykling og doping,

Som alle andre bliver jeg spurgt af nyhedskanalen, om jeg vil medvirke i indslag og diskussioner.

Det er heller ikke sådan, at jeg insisterer på, at blive ”titlet” formand for Danske Sportsjournalister. Det er TV2-kanalens valg, og alternativet som kunne have været brugt var: SA, sportsjournalist Kanal 5.

News ligesom andre programmer i TV2-familien valgte altså at bruge formandstitlen. Finn T. Jensen ved som TV2-medarbejder udmærket godt, hvordan det foregår.

I øvrigt i orden med mig, fordi det åbner muligheden for at markere, at der findes en forening, der hedder DS, hvis formand forholder sig til et af tidens vigtigste sportsproblemer og gerne deltager i debatten om dem.

Jeg tror ikke, at nogen seere opfatter det som at alle 600 medlemmer i DS har præcis samme opfattelse som mig. For jeg gør mig ikke til af at have patent på sandheden.

Jeg kan sagtens leve med Finn T. Jensens indvendinger, for når man stikker næsen frem, må man regne med at få nogen over snuden en gang imellem.

Men kritikken bør ikke bygge på citatfusk og noget, der ligner ”tale mod bedre vidende”.

Det er helt fint, at Finn T. Jensen har åbnet en debat, om hvad vi som journalister kan tillade os at skrive og sige om professionelle cykelryttere.

Cykelsportens udøvere har jo ikke selv gjort det let for seere og tilskuere at begejstres uden tanke på, om folket er blevet taget ved næsen af sportsfolk, hvis opfattelse meget generaliserende sagt ligger milevidt fra andre menneskers – og den øvrige idræts opfattelse af, hvad der er doping, og hvad der ikke er det.

Finn T. Jensen har fuldstændig ret i, at jeg mener det samme om problemet, som jeg mente i november sidste år. Der er mulig grund til sund skepsis. Intet har jo ændret sig i år 1 efter Floyd Landis!

Det skulle da lige være, at det har vist sig rigtigt, at det er naivt at tro, at danske ryttere som de eneste i feltet holder deres sti – og deres urinprøve – ren.

I samme ånd fremsatte jeg sidste år den kætterske ide at tillade doping i Touren, fordi løbet ikke er ændret i en retning, hvor det reelt er muligt at gennemføre det uden brug af forbudte substanser som epo.

Man kan vel godt tillade sig at mene, at det seneste døgns afdækning af, at Michael Rasmussen flere gange har overtrådt reglen om at være på et givent sted på et opgivet tidspunkt, så doping-kontrollanterne kunne finde og teste ham, burde nære sunde journalistiske skepsis – og få os sportsjournalister til at undersøge, hvad der er ret, og hvad der er vrang i historien om Rasmussen.



[Retur til konferencen]

Du er ikke logget ind og kan derfor ikke skrive indlæg.
[ Log ind nu ]