Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Debatforum

 


Forfatter: Steen Ankerdal -
Skrevet: 14. september 2008 kl. 11:48
Emne:

Fodboldlandsholdets presse-boykot efter 3-2 sejren i Lissabon trak omtale i landets medier, der var en større og vigtigere sag værdig.

Men naturligvis reagerede Danske Sportsjournalister over for DBU - både på stedet, hvor bestyrelsesmedlemmer var til stede - og da man efter en hektisk torsdag, hvor formandsjobbet var en heldags-beskæftigelse.

Jeg har aftalt møde med DBU's kommunikationschef Lars Berendt, fordi vi har en naturlig interesse i at vide, hvordan DBU tackler den enestående situation. En situation, der dog efter alle udsagn at dømme, ikke kommer til at gentage sig.

Nok så vigtigt er Berendts antydning af, at DBU og landsholdschefen har overvejelser om at skære i presse-aktiviteterne før landskampe.

Den primære årsag er ikke sidste uges pressekritik af landsholdets præstationer, holdets presse-boykot plus landstrænerens minimalistiske pressemøde efter kampen i Lissabon.

Overvejelserne bunder i, om presseaktiviteterne er så mange, at de har negativ indflydelse på spillernes præstationer. Sådan at forstå, forklares det, at det ikke hjælper en angriber med scoringsproblemer at skulle redegøre for dem i medierne fem dage i træk op til kampen.

Jeg har naturligvis reageret over for Lars Berendt og DBU. Bl.a. fordi jeg finder argumentet om, at vi har verdens bedste arbejdsvilkår, så der er plads til at skære ned til internationalt niveau, temmelig meningsløst.

Hvis der er noget, vi er bedre til end alle andre, hvorfor så skære ned til laveste fællesnævner i stedet for at holde det høje, gode og åbne niveau, som vi har tradition for i Danmark!

Når det er sagt, har vi et andet problem, som vi skal gøre noget ved:

Stadig oftere hører vi i DS kritik af, at fodboldjournalister - ingen nævnt ingen glemt - er uforberedte og uden den rimelige indsigt i stoffet, der er forudsætningen for at stille relevante og fodbold-fagligt rimelige spørgsmål.

På samme måde som vi kræver professionalisme i presse-omgangen af DBU, træner og spillere, må vi naturligvis have sat os rimeligt ind i aktuelle forhold omkring spillere og landshold og have en rimelig indsigt i fodbold.

Det er faktisk nedslående at høre fodbold-folk sige, at vort faglige niveau er for nedadgående.

Og det har intet at gøre med, at vi skal drive positiv-kritisk journalistik.

DS's holdning er nu som før, at vi er forvaltere af pressens kritiske rolle i forhold til sporten. Men skal vi samtidig have læsernes, seernes og lytternes respekt og skal vi have relevante svar fra aktørerne, skal vi også være ordentligt klædt på og populært sagt "vide, hvad vi taler om".



[Retur til konferencen]

Du er ikke logget ind og kan derfor ikke skrive indlæg.
[ Log ind nu ]