Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Debatforum

 


Forfatter: Peter Elsnab -
Skrevet: 30. december 2009 kl. 11:52
Emne:

I går erfarede jeg noget fra flere kilder, som jeg derfor ikke vil tøve med at afsløre her i dette eksplosive forum:

Joachim Boldsen bliver om lidt præsenteret som ny spiller i AG Håndbold!

Wow!!

Nu er det min helt personlige afsløring, fordi jeg har erfaret det fra andre kilder (ironi kan være anvendt) ...

Anledningen til dette indlæg er, at såvel sporten.dk som tv2sporten.dk/TV 2's tekst-tv i går 'erfarede', at den spiller, AG Håndbold i dag præsenterer på et pressemøde, er Joachim Boldsen.

Det er en ret let 'erfaring' at gøre sig, eftersom min kollega Peter bagge skrev det samme for 22 dage siden i Ekstra Bladet. Da kunne man rent faktisk tillade sig at kalde det for en afsløring. Han har i øvrigt gentaget det flere gange i andre artikler om AG håndbold - også i gårsdagens udgave af avisen.

For et stykke tid siden 'afslørede' TV 2 også en historie om Anja Andersens tid i Slagelse, da de havde gjort sig den ulejlighed at tale med nogle af de samme kilder, som JP-journalist Dan Philipsen havde talt med om samme 'afsløring' i forbindelse med sin fortrinlige bog om Slagelse-dronningen.

Er det så TV 2's afsløring?? Nej, ikke efter min mening. Man afslører vel kun noget, hvis andre ikke har fortalt det før. Og hvis det står i en bog - der godt nok ikke er udkommet, men trykt - så er det altså fortalt og dermed ikke en afsløring. I hvert fald efter min opfattelse.

Der er dagligt eksempler på denne type kannibaljournalistik i dansk sportsjournalistik. Hvorfor tager vi ejerskab på en historie, der ikke er ens egen? Hvorfor 'erfarer' vi noget i stedet for retteligt at respektere andres nyheder og citere dem som anerkendelse for deres arbejdsindsats? Hvorfor er der så stort behov for at hævde sig selv på fx. en Boldsen-historie, når alle i håndboldmiljøet jo godt ved, at det er Peter Bagges nyhed?? Er det i bund og grund ikke temmelig respektløst og ukollegialt ..?

Det sjove ville så i dette, seneste tilfælde være, hvis det ikke er Joachim Boldsen, der om lidt bliver præsenteret som ny spiller i AG Håndbold. Men det er det. For det har jeg erfaret fra flere kilder.

[Retur til konferencen]

Du er ikke logget ind og kan derfor ikke skrive indlæg.
[ Log ind nu ]