Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Debatforum

 


Forfatter: Flemming Fjeldgaard -
Skrevet: 15. april 2011 kl. 02:10
Emne:

VI TALER HINANDEN NED

Af Flemming Fjeldgaard

Ordet er frit, sagde min tidligere kollega på Jyllands-Posten Dan Philipsen, da han skitserede rammerne for denne opgave. Og det kan jo være den vanskeligste udfordring, der findes, tænkte jeg, mens Philipsen og jeg talte videre, givetvis om alle vores fortræffeligheder. Dér plejer vi nemlig at havne. Du er så skide dygtig, siger jeg til ham. Du er også ok, siger Philipsen så.

Det kan vi altid blive enige om. Hvis ikke andet.

Anerkendelse og respekt lykkes ellers ikke ret godt alle steder i vores fag.

Jeg kan i mine mest mismodige minutter være helt deprimeret over de minusstemninger, der kan præge enkelte rum mellem sportsjournalister.

Man siger, at den bedste reklame for et produkt, et fag eller en butik er den anerkendelse, der spreder sig fra mund til mund. Men hvis vi som sportsjournalister skaber effekter med ’word of mouth’, er de efter mine bedste fornemmelser mere ødelæggende, end de bidrager til at fremelske en generel respekt for dansk sportsjournalistik og dens aktører - samt dermed et grundlag for de ressourceforstærkninger, vi (forhåbentlig) alle gerne vil se fremelsket.

Jeg har lært alt, hvad jeg ved fra en række ældre sportsjournalister, og jeg tæller adskillige forbilleder blandt medlemmer af vores forening DS.

Og man skal huske at være god mod de ældre, fortæller min mormor altid.

Men når ordet er frit, synes jeg, den seneste generalforsamling igen signalerede, at der eksisterer en almindelig anerkendt enighed om, at yngre sportsjournalister repræsenterer i bedste fald en kvalitetsmæssig stagnation.

Vi udgiver et blad ’Den Gyldne Pen’, som i stigende grad er præget af interviews med rutinerede eller pensionerede fortællere, hvis hovedpointe synes at være, at alting er blevet det rene ragelse, og at det hele var bedre i gamle dage. Jeg har desværre i dag den opfattelse, at mange repræsentanter for den ældre generation af sportsjournalister bringer den disrespekt med sig rundt i samtaler med giraffer og godtfolk. Påstanden er, at man lavede bedre aviser i gamle dage, og at det hele i dag havner i manglende indsigt, manglende fordybelse og klik på nettet.

Jeg bladrer ofte i gamle aviser – for at lede efter inspiration. Fra de oplagsfede dage i 80’erne og 90’erne. Og jeg vil gerne stå på mål for den påstand, at en ganske betragtelig del af indholdet fra dengang ikke ville passere en kvalitetstest i dag. Det er i overblik meget ringere, end det man ser i dag, for nu at tale jysk.

Og jeg tager det i øvrigt for givet, at jeg om andre 10-20 år vil mene nøjagtig det samme om aviser og de artikler, jeg er med til at bringe frem i dag. Kvaliteten og journalisterne bliver ganske enkelt bedre og skarpere, og de helt unge mennesker, jeg ser på redaktionerne i dag, vil først lære fra de mere erfarne kræfter for siden at lægge på og blive bedre.

Da jeg trådte mine første skridt i faget, var det på afgrundsdyb respekt for de ældre, de rutinerede. Jeg lærte af dem. Kopierede deres tricks. Og byggede ovenpå. Det er egentlig simpel evolution. I dag savner jeg respekt for den yngre generation af sportsjournalister i den måde, hvorpå vi - eller rettere I - italesætter faget. Jeg undrer mig ikke et sekund over, at unge sportsjournalister vanskeligt finder overskud til at involvere sig i DS-arbejde, når tonen er, at de unge er de ufede og de uheldige. Jeg vil love mig selv større sko, når jeg bliver endnu ældre.

Den måske endnu værre mund-til-mund-stemning, der potentielt kan bidrage til en generel ringeagtelse af sportsjournalistikken, finder sin næring blandt konkurrenter.

Hvor er det fladt, og hvor er det trist, som vi kan skyde mediekonkurrenter alle tænkelige motiver i skoene. Jeg har sikkert også selv været der, og i så fald bliver jeg gerne genstand for min egen kritik. Vi latterliggør meget gerne en journalistisk brøler på sociale medier á la Facebook, hvis den er begået af konkurrenten. Vi latterliggør konkurrentens kapacitet (eller mangel på samme), endda i samtaler med kilder, forstår jeg på de samme kilder, når jeg taler med dem.

Jeg repræsenterer et hus, der er i konkurrence med mange medier. Når det går godt for de andre, har det en positivt afsmittende effekt på sportsjournalistik generelt. Vores egen inklusiv. Det er sjældent, vi bruger sociale medier eller løse kildesamtaler til at anerkende konkurrentens arbejde. Ærgerligt egentlig - for vi kunne sagtens bruge den bedre omtale.

Flemming Fjeldgaard

Sportsredaktør, Berlingske Tidende

Pilestræde 34

1147 København K

www.sporten.dk



[Retur til konferencen]

Du er ikke logget ind og kan derfor ikke skrive indlæg.
[ Log ind nu ]