Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Debatforum

 


Forfatter: Flemming Olesen -
Skrevet: 23. december 2012 kl. 13:54
Emne:

Misèren om den forsvunde VM-billet - 5.-pladsen ved kvindernes EM i håndbold - er som et kinder-æg med hele tre dårlige ting, inden det er endt med en bitter smag i munden på "børnene", de danske håndboldkvinder.

Dansk Håndbold Forbund har igen vist sin uduelighed. Man har været med til et møde midt på året, hvor regelændringen er foretaget. Så burde man have rejst hjem, og sagt til landstræner Jan Pytlick: Hør her, nu er der sket den ændring, at 5.-pladsen alligevel ikke giver direkte adgang til VM.

Når man så møder op i Serbien, og en uvidende repræsentant for det europæiske håndboldforbund, EHF, sidder på et teknisk møde, og alligevel lader 5.-pladsen være i spil, skal man da fra DHF's side sige: Jamen hør her. I sommer ...

Så havde der været tid til at få alle misforståelser ryddet af vejen, inden første bold var kastet.

Undskyldningen om, at det stadig er de "gamle regler", der står på EHF's hjemmeside, er blot en understregning af, at her har man heller ikke styr på tingene. De har fejlet, men fred være med det.

Der står så meget forkert på diverse hjemmesider.

DHF skal bare ikke bruge det som nogen undskyldning.

Og sportschef Ulrik Wilbek skal heller ikke undskylde sig med, at den danske delegation i Serbien aldrig har fået udleveret et kampprogram, hvor regelændringen er præciseret på side 1.

Det er jo ikke der, DHF skal agere. Det skal de gøre på det tekniske møde - og bruge den viden, man har fået et halvt år tidligere på en EHF kongres.

Til gengæld skal pressen, der er til stede, handle på kampprogrammet. Og jeg har hørt både Thomas Kristensen og Bent Nyegaard på tv beklage, at de ikke har været mere vågne, end tilfældet er.

Men hvor var især Ekstra-Bladet henne, inden det hele udviklede sig til en farce ?

EB - som ikke med urette har opfundet udtrykket DHF: Det Håbløse Forbund - burde om nogen vide, at man ikke skal tage tingene fra DHF's side for gode varer.

De missede en god historie ved ikke at skrive om den vildfarelse, Jan Pytlick og holdet blev bragt i.

Og de svigtede sådan set også deres læsere på EB, når de nu var uopmærksomme på det skisma.

Vi kan, som journalister, sidde og klandre de folk og organer, der ikke har styr på tingene. Det skal vi fortsat gøre. Og ikke mindst DHF har vist, at dem skal vi især holde et vågent øje med.

Men vi skal også huske at feje for egen dør. Vi skal gøre vort arbejde - også selv om det koster en ekstra times arbejde, for troværdighed er stadig vort ypperste redskab i den journalistiske arbejdsproces.

Flemming Olesen



[Retur til konferencen]

Du er ikke logget ind og kan derfor ikke skrive indlæg.
[ Log ind nu ]