Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Flemming Olesen har jubilæum i dag

Tirsdag d. 1. juli 2003

Flemming Olesen, sportsredaktør på Nordjyske Stiftstidende og kasserer i Danske Sportsjournalister, kan i dag fejre 25 års jubilæum hos Nordjyske Stiftstidende.

I den anledning er der reception i konferencelokalet i bladhuset, Langagervej 1, Aalborg Øst fra kl. 11 til 12.

Flemming Olesen blev student i 1970 fra Aalborghus.
Brugte derefter nogle år til at "sondere" terræn´et, uddannelsesmæssigt.
Læste statskundskab på Århus Universitet i tre år, men valgte i 1974 at gå fra det teoretiske til det mere praktiske håndværk ved at starte på Danmarks Journalisthøjskole.
Sluttede sommeren 1978 med eksamensopgave om idrættens frivillige ledere.
Startede 1. juli 1978 på Aalborg Stiftstidendes oplandsredaktion - her med en speciel opgave ved siden af det daglige, nemlig at sætte system i en meget forskelligartet sportsdækning under de enkelte lokalrubrikker.
Det tog et år, en masse fritimer og en lang række ture ud til klubber at strikke et koncept sammen, så avisen kunne udkomme med en fast side oplandssport hver mandag.
Samme mandag i 1979, som siden skulle have premiere, fik han tilbudt overflytning til sportsredaktionen, da der var en ledig stol efter Morten Møller - og siden har han arbejdet på Aalborg Stiftstidendes sportsredaktion, først under navnkundige "Sam", Eivind Samuelsen, som en inspirerende og underholdende chef, og siden maj 1992 som sportsredaktør. Redaktionen er i mellemtiden vokset fra fire til seks medarbejdere.
Næste store projekt er en fusion med Vendsyssel Tidende til en ny, nordjysk storavis, og som det ser ud i øjeblikket bliver det med en sportsredaktion med 11 medarbejdere.
Hans egen fodboldkarriere bragte ham på Vejgård Boldspilklubs danmarksseriehold, indtil en knæskade satte en stopper for videre aktivitet på det niveau. Siden har han dog spillet lidt seriefodbold.
Med jobbet som sportsjournalist fik han også lyst til at lære reglerne. Han tog dommerkort og nåede at dømme et halvt hundrede kampe, inden jobbet som sportsjournalist og fodbolddommer tidsmæssigt ikke længere kunne forenes.
Han holder formen vedlige med bordtennis, nu på BK Stiftens firmahold, hvor han har spillet i 20 sæsoner.
Han har også 20 år på bagen som bestyrelsesmedlem og bordtennisformand i BK Stiften.
Tennis i sommerhalvåret er medvirkende til, at han holder vægten nede og blodomløbet i orden..
Ud over det daglige arbejde med lokalstof og planlægning på redaktionen har han været udsendt medarbejder til store begivenheder i udlandet, bl.a. EM-triumfen i Sverige i 1992, Saudi Arabien og King Fahd-Cup´en i 1995 og VM-slutrunden i Frankrig i 1996 og senest ligalandsholdets tur til Colombia, Venezuela og Ecuador.
Hans første udlandsopgave var fodboldlandskampen Italien-Danmark på det olympiske stadion i Rom den 1. november 1980, siddende på "Tribuna Stampa Centrale" mellem et par koryfæer i dansk sportsjournalistik, Knud Esmann og Knud Lundberg - sidstnævnte siddende med blyant, skrivende på bagsiden af en bagerpose, inden han ringede hjem og dikterede sine historier.
Flemming Olesen er en stor samler af billetter og adgangskort fra de mange begivenheder, han har dækket. De pryder hans opslagstavle og giver et godt billede af, hvor forskelligartede opgaver vi møder i vores branche.
Flemming Olesen er gift med Lene og har to børn, René og Britt.
Ud over journalistarbejdet er hans store bedrift, at han har kørt fra bunden til toppen af Alpe d´Huez på 79 minutter, Marco Pantani kørte den samme strækning på 39 minutter.
- Man må dog ikke glemme, at Pantani havde kørt 150 kilometer, før han kørte op på toppen. Det havde jeg trods alt ikke, siger Flemming Olesen med vanlig klædelig beskedenhed.