Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Efterløn

Fredag d. 11. juni 1999

Af Bent Hermansen

Jeg - en efterlønner!
Ja, træk bare på smilebåndet af en 63-årig, som valgte at stå af ræset i god tid inden pensionsalderen.
Undertegnede kan godt se det lidt komiske i situationen, selv om der egentlig ikke er noget at grine af.
Skridtet fra de aktives rækker over i otium var svært nok.

Men 45 års sportsjournalistik, fordelt på tre arbejdspladser, Næstved Tidende, Århus Amtstidende og i de sidste 38 år på Jyllands-Posten med deraf følgende rejser til store, internationale begivenheder - De Olympiske Lege, VM og EM i fodbold, cykling, håndbold, boksning og Wimbledon-tennis - havde efterhånden mættet ens ambitionsbehov samt skabt en vis distance til eliteidrætten.

"Hvor er den sunde sjæl i det sunde legeme efterhånden blevet af", måtte man ofte spørge sig selv under iagttagelsen af en idræt, der er blevet mere og mere kommercialiseret, sponsor- og TV-domineret, som den er.
Ordet penge er blevet den tilsyneladende altafgørende drivkraft for såvel ledere som aktive i eliteidrætten, og hvad det har ført med sig af vold, doping, aftaler og korruption på selv højeste og olympiske plan, ved vi alle. Mørke skyer har indhyllet ringene.

Udviklingen har ganske uundgåeligt ændret arbejdsvilkårene for sportsjournalisterne.
Det nye, talentfulde kuld skal i dag ikke blot vide en del om selve sporten, men også have studeret både jura, økonomi og medicin for at kunne dybdebore og gennemskue, hvad det er, der foregår.

Det var nemmere i gamle dage, da begivenhederne inden for linjerne - altså den rent sportslige oplevelse - påkaldte sig større opmærksomhed hos såvel medierne som publikum, end hvad der skete i kulisserne udenfor.
Så fra en gammel ræv i faget skal der blot lyde et:
"Gå bare til makronerne - I, der stadig fatter kuglepennen".

Mæt af topidræt - sådan da - med afstand til sportens pengejagt samt som en følge af visse uoverensstemmelser på hjemmeredaktionen blev det altså for undertegnede et farvel til det faste ansættelsesforhold over til rækken af efterlønnere efter et halvandet år langt mellemhop som del-efterlønner (Tre arbejdsdage om ugen).

Det skortede ikke på advarsler.
"Du kan ikke undvære arbejdet", mente nogle.
"Hvad med økonomien?" og "Kan du holde ud at gå hjemme hos konen hver dag?", spurgte andre.

Skeptikerne gøres hermed til skamme.
Tilværelsen som efterlønner er dejlig.
Ikke et eneste slagsmål med fru Hermansen.
Højst nogen debat, om vi skal se film eller sport i tv.
Trækker det op til ægteskabelige spændinger, løser videobåndoptageren op for dem.

Og lettet for pres og stress, som var faste følgesvende på udlandsrejser og ofte forårsagen af kampen for at få forbindelse hjem og afleveret sit stof inden deadline, er der nu masser af tid til havearbejde, husgerning, motionsture til fods eller på cykel samt til at nyde ens jazz-pladesamling.
I afslappet tilstand i lænestolen oplever man nye facetter af bl.a. Louis Armstrongs, Benny Goodmans, Stan Getz´, Gerry Mulligans, Ben Websters, Dave Brubecks, Chet Bakers og Scott Hamiltons musik.

Men den øgede frihed har sin pris.
Prisen i indkomstens styrtdyk.
En efterløn på ca. 145.000 kr. om året før skat frister ikke til de store udskejelser.
Snarere til at spænde livremmen ind.
Et økonomisk sikkerhedsnet i form af f.eks. forudgående opsparing anbefales, hvis der skal andet end leverpostej på det daglige brød.
Og så er reglen om maksimum 200 timers arbejde om året uden modregning i efterlønnen en mulighed for at tjene en ekstraskilling til husholdningen samt bevarelse af en smule kontakt til sporten og gamle kolleger.
Men vælges denne form for lønnet gæsteoptræden, bør efterlønneren være forberedt på en plads bag i køen, når aktuelle opgaver fordeles. Fastansatte medarbejdere står foran, hvad man nok må have forståelse for.
Og er der en søndag uden jobtilbud til efterlønneren, kan han jo bare sætte sig i lænestolen, tænde for fjernsynet, zappe ind på "Onside", skrue ned for lyden og med cd-afspillerens hjælp lade Brian Laudrup drible til tonerne fra Lester Youngs intense version af "There Will Never Be Another You".