Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

En cadeau til kolleger

Tirsdag d. 11. januar 2000

På TV2's hjemmeside skriver sportschef Morten Stig Christensen følgende:

En cadeau til kolleger !


Olav Skaaning Andersen og Niels Christian Jung gravede et spadestik dybere end alle andre, da de for alvor tog fat på dopingskandalen i cykelsporten for adskillige år siden. Og de graver stadig – nu især i den italienske muld.

På DR løftede Olav Skaaning Andersen søndag d. 9/1 endnu en flig af historien om forholdene på Ferrara-universitetet i Italien, hvor den berømte professor Conconi’s undersøgelser af doping i moderne idræt iværksat i starten af 90’erne i virkeligheden var et skalkeskjul for systematisk doping af en lang række top-idrætsfolk.

Den journalistiske afdækning har nu også medført stærkt belastende materiale på Danmarks mest vindende cykelrytter Rolf Sørensen. Han har angiveligt optrådt under forskellige dæknavne i computerfilerne fra universitetet.

Om Rolf Sørensen og andre danske topryttere har anvendt ulovlige midler og hvilke konsekvenser det kan få, vil naturligvis igen stå øverst på dagsorden i den løbende og tilsyneladende uendelige dopingdebat. Men det mest spændende perspektiv er fortsat efter min mening fremtiden. Hvad gør vi for at stoppe det vildtvoksende problem ?

Cyklingen er godt og grundigt sovset ind i dopingproblemer, men fodbolden, atletikken og skisporten ligner også potentielle dopingbomber. Og før vi aner det står hele idrætsverdenen med et gevaldigt troværdighedsproblem.

Men hvad nytte har vi så af Andersens og Jungs nidkære graveri ?

Kun gennem at forstå fortiden kan vi handle i nutiden. Det lyder lidt floromvundent, men ikke desto mindre er det kun gennem den journalistiske arkæologi, at nutidens idrætsledere nødtvungent føler anledning til at handle. Hver eneste gang nye dopinglevn dukker op af mulden, så øges presset på idrætten. Omverdenen – blandt andre de politiske beslutningstagere – har nu så stor en samling af sportens skeletter i skabene, at presset på idrætten øges for hver ny udgravning.

Denne form for journalistisk arkæologi er en balanceakt. Hver eneste lille ny brik, skal forsigtigt børstes af, testes, verificeres og indpasses i en større sammenhæng. Lige om hjørnet lurer nemlig hetzagtige tilstande, hvor bare det faktum at du er cykelrytter nærmest betyder, at du er dopingsynder. Olav Skaaning Andersen arbejder således også under stort pres. Troværdigheden hviler på hans skuldre – nøjagtig som den gør det på de anklagede.

Rolf Sørensen, Bjarne Riis og andre af idrættens store ikoner er under anklage. De er ikke dømt – det skal vi huske ! Men de er blevet en del af et møjsommeligt stykke journalistisk arkæologi. Et arbejde, der er nødvendigt for at udfordre det siddende magtapparat i idrætten. Ikke for at slagte gamle navne.

Derfor en cadeau til de folk, der evner den journalistiske arkæologi – og evner ikke at forvandle det hele til en hetz mod ikoner.