Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Cavling-prisen

Onsdag d. 12. januar 2000

De indstillede sportsjournalister Olav Skaaning Andersen/Niels Chr. Jung og Lars Jørgensen/Torben Rask Laursen slap ikke gennem nåleøjet, da afgørelsen om Cavling-prisen faldt i aften, men et af medlemmerne af Danske Sportsjournalister, Søren Funch, var med i det team, der får den eftertragtede og prestigefyldte pris.

Cavling-komitéen udsendte onsdag aften følgende pressemeddelelse: ”Cavling-komitéen har i dag besluttet at tildele Cavlingprisen for 1999 til journalisterne Søren Funch, Jens Chr. Hansen – begge Morgenavisen Jyllands-Posten og Erik Eisenberg, tidl. Morgenavisen Jyllands-Posten nu Imageselskabet A/S.

Prisen tildeles for deres afdækning gennem flere år af Den Danske Banks rolle i Hafnia-sagen.

Den Danske Bank blev den 2. september 1999 af Sø- og Handelsretten kendt erstatningsansvarlig i Hafnia-sagen, hvor aktier for to mia. kroner blev værdiløse. Dommen hvilede bl.a. på det, som de tre journalister i talrige artikler dokumenterede om Den Danske Bank og Hafnia: Den Danske Bank kendte til Hafnia-koncernens alvorlige tilstand, men undlod at videregive denne viden til offentligheden, da den i 1992 stod bag salget af nye Hafnia-aktier.

Priskomitéen motiverer årets Cavlingpris med følgende:
De tre journalister har gennem flere års frygtløst og stædigt arbejde blotlagt kendsgerninger om interne forhold i Den Danske Bank af væsentlig samfundsmæssig interesse, som ellers ikke ville være kommet til offentlighedens kendskab. Kendsgerninger som fik afgørende betydning for at Goliath i skikkelse af Den Danske Bank i 1999 blev dømt til at betale erstatning til David i skikkelse af en privat investor.

Såvel privatpersoner som pensionskasser investerede i tiltro til det børsprospekt om Hafnia, som Den Danske Bank stod bag. Børsprojektet viste sig at være særdeles flosset i kanten, og efter dommen er der foreløbig rejst erstatningskrav for mere end en mia. kroner mod Den Danske Bank.

Journalisterne har rokket ved den økonomiske magtelites nærmest urørlige status og med brug af solide og klassiske journalistiske metoder påvist, at tvivlsomme forretningsmetoder også trives i virksomheder, der ynder at fremstille sig selv som ansvarlige og troværdige.

Cavlingprisen overrækkes til de tre journalister i Journalisternes Hus, Gammel Strand 46, København, fredag den 14. januar kl. 15. Prisen er Dansk Journalistforbunds fornemste hædersbevisning. Den er på 20.000 kroner og følges af en statuette, udført af Jørgen Rode. Statuetten forestiller Henrik Cavling, Politiken, der stiftede det daværende københavnske journalistforbund i 1904. Prisen er indstiftet i 1944.