Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Ny bog

Fredag d. 31. oktober 2003

BENT OTTO HANSEN

Sport og idræt – nu med ekspansiv dødsdrift
Et tilbageblik på firsernes idrætsverden



25. januar 1987 blev kvindelandsholdet i håndbold så godt som nedlagt på grund af pengemangel.
Dagen efter blev det genrejst med en stærk og hjælpende hånd fra entreprenørselskabet Højgaard & Schultz.
Et kuld af ambitiøse stortalenter stod på spring på ungdomslandsholdet, og snart forvandlede det hidtil blødeste af håndboldlandsholdene sig til „Danmarks Jernhårde Ladies“ med mineraltilskud fra en lidt utraditionel sponsor: Dansk Metal – som på en måde var privat og så alligevel ikke.
At mere eller mindre private sponsorer skulle til at spille en afgørende rolle i sportens verden blev et af firsernes idrætslige udråbstegn.
Sponsoratet gav arbejdsro til håndboldsatsningen, men forhindrede dog ikke uro i Jernet hos en del af fagforeningens medlemmer, hvis kontingentpenge bidrog til, at Rikke Solberg og Co. med tiden – ifølge det begavede, århusianske popøre Steffen Brandt – kunne sætte sig på hele sendefladen.
I spidsen for den spirende håndboldsucces, der i halvfemserne gav guld, guld og mere guld, stod to meget store håndboldtalenter af modsat køn.
På banen førte den geniale boldboheme Anja Andersen an, og på sidelinjen huserede skolelæreren Ulrik Wilbek, som ellers gik rundt i begyndelsen af firserne og overvejede at søge optagelse på en af landets teaterskoler.
Han læste endda hos skuespilleren Katja Miehe-Renard, men det viste sig snart, at han slet ikke behøvede nogen dramatisk skoling for at stå i kulissen og alligevel spille en teatralsk hovedrolle i Hunboldlandsholdets gyldne elitesatsning.

Kvinder og Idræt
5. marts 1982 mødtes firs kvinder fra alle dele af idrætten på Køng Folkehøjskole i Glamsbjerg på Fyn til weekendseminaret „Kvinder og Idræt“.
Idéen med seminaret var at formulere en kvindepolitisk holdning til idræt.
Her gjaldt det ikke om at satse på guldmedaljer til toppen af eliten.
Kulturministeriet støttede seminaret med 35.000 kr. efter en stribe afslag fra idrætsforbundene.
Initiativgruppen mente, at idrætten stillede en række adfærdsmæssige krav til kvinder, som var i direkte modstrid med kvindernes socialisering.
Flere og flere kvinder blev aktive idrætsudøvere i takt med, at der skete et skred i det traditionelle kønsrollemønster i samfundet som helhed.
Men opbruddet i de traditionelle kønsroller havde ifølge oplægget ikke haft synderlig effekt på det stereotype kønsrollemønster inden for idrætten.
”Hvorfor har det ulmende kvindeoprør inden for idrætsverdenen ladet vente så længe på sig?“, spurgte initiativgruppens arbejdsgruppe i forordet til den efterfølgende rapport fra seminaret.
I det teoretisk historiske oplæg til seminaret bragte arbejdsgruppen bl.a. et citat fra den københavnske gymnastikprofessor Johannes Lindhards idrætslærebog „Den specielle Gymnastikteori“:
„Muskelarbejde, og da særligt den mandlige form for muskelarbejde, virker tilbage på skelettet, gør dette fastere, solidere, mere kantet og ujævnt. At en udvikling i denne retning kan være endog meget uheldig for kvinden, ligger ligefor; man behøver blot at tænke på bækkenet. Som allerede nævnt, går udviklingen inden for de civiliserede racer mere og mere i den retning, at børn fødes med store hoveder. Skal denne udvikling fortsætte, må det kvindelige bækken ligeledes udvikle sig i retning af større og større rummelighed og mere og mere typisk kvindelig form.“
Selvom Lindhards idrætsteori havde sine tres år på bagen, så var den brugbar som provokerende udgangspunkt for de debatter og det samvær på seminaret, der sluttede i plenum med en resolution til kulturminister Lise Østergaard og undervisningsminister Dorte Bennedsen med krav om bl.a. flere ressourcer til idrætskvindeforskning og udviklingsarbejde, der prioriterede kvindeværdier i uddannelsessektoren.
Og hvis professor Lindhards teorier om for store babyhoveder og bredden på kvindebækkener virkede gammeldags, så blev firserne vel at mærke årtiet, hvor man blev opmærksom på, at kvinder inden for især atletik og gymnastik sultede sig til succes, og for nogle udviklede det fedtforskrækkede kvindeideal sig til den livsfarlige sygdom anoreksi.
Kvinderne på det første Køng-seminar forlangte også i resolutionen, at der blev ansat kvinder som sportsjournalister i radio og tv.
Der skulle gå seks år, inden Karin Palshøj på DR og kort efter Line Baun Danielsen på det nyåbnede TV- 2 blev de første kvindelige sportsstudieværter på tv.

Kvinder og køn
De progressive idrætskvinder mødtes til seminar igen i Køng i 1983 og 1984.
På sidstnævnte var hovedtemaet, at kvinderne ville prøve at udvikle „fremtidige idrætsmodbilleder“. Det kunne ifølge planlægningsgruppen ske ved, at kvinderne skulle „generobre vores kroppe som led i opfattelsen af vores kvindeidentitet“.
Kvinderne skulle forstå kroppen, opfatte kropssignaler og bruge deres kropslige viden og fantasi.
Flere af kvinderne gik til sagen med mod og kvindehjerte.
I den efterfølgende rapport beskriver deltageren Anny Hedegaard Hansen i sine personlige refleksioner, hvordan kvinderne på seminaret arbejdede med musik, kraft, bevægelse, legede, hoppede, sprang, grinede, koncentrerede sig, slappede af og følte sig som kvinder/kvindelige:
„Da vi var trætte, lagde vi os i en lang kæde med hovedet på hinandens maver, og mens vi lå dér, fortalte vi en historie, der startede med solen, der skinnede i al slags vejr – på en eller anden mave blev det månen, der i et hoved på en mave var en grøn ost – der lyste – og som i et andet hoved havde en lilla tå, som på den næste mave visnede – på én mave tog hun (KVINDEN) den ned, og på den næste plukkede hun røde kirsebær af den …“
En anden deltager, Hanne Fokdal, skriver i rapporten en særdeles saftig og dejligt detaljeret reportage om sine og kærestens orgasmeproblemer, og efter en del kønsorganisk tumult opsummerer hun poetisk de generelle problemstillinger i en forholdsvis nøgtern stil:
„Lad os bruge tid på at finde vores hemmelige stier, hold dem hemmelige, hvis det er din lyst, lad tusind knopper gro – og glem alt om „den manglende lyst“ som et problem, vend den om og se det som din lyst.“
Om hendes kæreste ligefrem var med på seminaret blandt de firs kvinder fremgår ikke af rapporten, men det var han jo nok ikke.
Det var til gengæld Danmarks Idræts Forbunds daværende næstformand Kai Holm, der i en afsluttende paneldiskussion lovede, at DIF ville ansætte landets første kvindeidrætskonsulent, hvilket skete ti måneder senere.
Det var på høje tid, for i 1984 havde DIF i runde tal 1,7 millioner medlemmer, hvoraf fyrre procent var kvinder.
Dem så man dog ikke meget til i DIF’s top, hvor 78 ud af 79 bestyrelsesmedlemmer var mænd.
Ud af forretningsudvalgets elleve medlemmer var de elleve mænd.
I landets forskellige DIF-kredsbestyrelser sad der i alt 95 medlemmer, heraf fem kvinder.
Det var noget af et pionerarbejde cand.scient.soc. Winnie Brandt Madsen gik i gang med som kvindeidrætskonsulent.
To år efter blev Hanne Petersen valgt som næstformand i DIF’s bestyrelse.
Mange kvinder fandt, at valget mest var et slet skjult forsøg fra de dyre DIF-drenge på at legitimere en akut ligestillingsmæssig dårlig samvittighed uden at give reelt kønspolitisk køb på noget som helst.
Hanne Petersen skulle bane vejen for ligestilling, men sad efter manges opfattelse mest til pynt.
Til sidst fik hun selv nok og gik af i protest i 1994 efter otte år i toppen af systemet.

Gulerod og pisk
For handicapidrætterne blev firserne også et forvandlingens årti.
Gruppens måske mest kendte profil John Petersson – elitesvømmeren som blev kendt som Piskeriset – var med til Handicap OL i 1984 i New York, hvor indmarchen foregik på et mindre stadion, indkvarteringen var på et college og selve OL-konkurrencen fandt sted i en svømmetræningshal.
Fire år senere ved OL i Seoul i Sydkorea var forholdene ifølge Petersson helt anderledes:
„Allerede her havde det udviklet sig til, at vi konkurrerede i de samme sportsarenaer og i samme by som de raske udøvere, bare fjorten dage efter.“
I en af Peterssons konkurrencediscipliner, 100 meter crawl, var der 31 medaljesæt i 1984, og man skulle nærmest drukne for ikke at få en medalje med hjem.
I løbet af firserne blev kravene til præstationerne øget og træningsmængden nåede op på et niveau ikke langt fra de såkaldt raskes.

Mænd og bold
Hos mændene viste der sig også en skarp skillelinje mellem bredden og eliten i firserne.
På eliteplan slog fodboldlandsholdet igennem til stor glæde for brede dele af befolkningen.
Danske fodboldelskere fik i løbet af en enkelt uge midt i firserne bevis for, at fodboldlidenskab kan føre til den største glæde og den dybeste tragedie.
Onsdag den 29. maj 1985 kunne tv-seere i firs lande følge vanviddet på Heysel Stadion i Bruxelles, hvor Liverpool med Jan Mølby i truppen skulle møde italienske Juventus i mesterholdenes Europa Cup finale.
Det kom inden kampen til voldsomme slagsmål mellem engelske og italienske fans, der ikke var adskilt ordentligt i den ene ende af stadion.
Katastrofen var uundgåelig i en tid, hvor de mest aggressive engelske „fans“ rejste rundt i Europa og trak et blodigt spor af hooliganisme efter sig.
39 italienske tilskuere blev mast ihjel og flere hundrede blev såret.
Liverpool fik europæisk karantæne frem til 1991.
Englænderne påstår jo, at Hooligans var en voldelig irsk familie …
DR-TV havde sendt navnkundige Niels Christian Niels-Christiansen til Belgien, og da han tilsyneladende ikke fik nogen anden besked fra København, så han sig nødsaget til at kommentere finalen, da arrangørerne af sikkerhedsgrunde valgte at gennemføre den absurde fodboldkamp, som Juventus „vandt“ 1-0.
På svensk tv valgte man hurtigt en anden og måske langt mere passende måde at markere sin bestyrtelse på.
Man viste hele kampen, men kommentatoren forblev tavs, så de seere, der alligevel kiggede med, måtte nøjes med reallyden fra stadion.
Ugen efter, onsdag den 5. juni, skulle Danmark spille en meget vigtig VM-kvalifikationskamp i Idrætsparken mod Sovjetunionen.
Det blev en næsten grundlovssikret genfødsel for den tabte tro på fodboldspillets fremtid. I en propfyldt nationalarena vandt Sepps drenge 4-2 over et uhyggeligt stærkt og teknisk fremragende russisk mandskab. Mange husker Preben Elkjærs to vinkelvanvittige gadedrengemål og unge Michael Laudrups to scoringer, men lige så mange burde huske Klaus Berggreens overnaturlige indløb og redning på målstregen, da det danske hold var spillet totalt tyndt, og bolden nærmede sig målstregen.
Allerede i 1984 begyndte opturen for landsholdet i og med deltagelsen i EM-slutrunden, men Elkjærs bukser revnede i semifinalens straffesparkkonkurrence mod Spanien, og en spansk grib slog til i ottendedelsfinalen ved VM i Mexico 1986.

Dagens Helt i flerfarvet fodboldsovs
På klubplan var Lyngby og Brøndby de førende hold i firserne.
Betalt fodbold var blevet indført i 1978, og alle ville tilsyneladende være med fra første afgangsfløjt.
Det førte til en spredning af ressourcerne, der ikke var særlig hensigtsmæssig for skabelsen af et dansk klubhold i europæisk eliteklasse.
39 ud af 48 divisionsklubber fandt pungen frem fra starten af, og ifølge en undersøgelse lavet kort efter den første spæde professionalisering af klubberne tjente spillerne i den bedste danske fodboldrække helt op til 2.700 kroner … om måneden!
I Lyngby hjalp kommunen de blå-hvide til at komme godt i gang. En kreativt fortolket udgave af Fritidsloven gav klubben et årligt beløb pr. medlem, og de penge gik ikke just til orange plastickegler og røde veste til miniputterne.
I stedet hjalp pengene det førstehold, der rykkede op fra 3. division i 1977 til at blive pokalfinalist i 1980, mester i 1983 og pokalvinder i 1984.
På midtbanen susede en lille, lyshåret kæmpe rundt og fik måske klubbens fremsynede formand Hans Bjerg-Pedersen til at glemme alt om sin bedstemors fodboldfremtid.
John Helt var i hvert fald navnet på den dygtige midtbanegeneral i miniformat, som Hans Bjerg-Pedersen kom til at sælge i 1985 til Lyngbys værste konkurrent: Brøndby IF.
De blå-gule fra Vestegnen var pudsigt nok også rykket op fra 3. division i 1977, og med lægen Per Bjerregaard i spidsen så klubben sig stort set ikke tilbage – godt hjulpet på vej af en meget sportsglad socialdemokratisk borgmester, Kjeld Rasmussen.
Da betalt fodbold startede, blev det ordnet således, at Brøndby IF fik overskuddet fra salget af øl, pølser og sodavand fra det kommunale Brøndby Stadion, og på den måde betalte BIF reelt stadionleje til sig selv.
Pølserne blev dog aldrig lige så gode som de grillede i svinget på Lyngby Stadion.
Men Brøndby var lidt længere tid om at komme i gang end Lyngby og havde bl.a. ikke en stor talentmasse at tage af fra egne rækker.
Oprykningen til 1. division i 1981 skete med spillere hentet mest udefra.
I 1985 kom det første mesterskab med John Helt på midtbanen og et suverænt forsvar som fundament.
En måned efter det første mesterskab indførte Brøndby heltidsprofessionalisme, og da en vis Peter Schmeichel kom til klubben, blev BIF mestre i 1987 med kun et nederlag og tre uafgjorte kampe ud af i alt 26 og en målscore på 63-17.
Forinden var John Helt i øvrigt blevet solgt til franske Sochaux.
I Divisionsforeningens jubilæumsbog „Den Dyre Langside“ fra 1993 skriver journalist Steen Ankerdal, at det ikke er københavneri at skrive om Lyngby og Brøndby som firsernes elite-fodboldlokomotiver, selvom der skete meget i andre klubber:
„Men fra 1980, hvor Lyngby debuterede i 1. division med en 12. plads, til mesterskabsafgørelsen i foråret 1993 skete det kun een gang, at hverken Brøndby eller Lyngby var blandt medaljetagerne. Det var i 1982, hvor Brøndby debuterede i 1. division med en 4. plads. I perioden tog Lyngby to mesterskaber (83 og 92) og fem medaljer af sølv og bronze. Brøndby hentede fem titler (85, 87, 88, 90 og 91) og to sølvmedaljer (…) De to byer vandt i ti sæsoner fra 1983 til 92 mere end dobbelt så mange mesterskaber som de øvrige klubber tilsammen.“
Brøndby snuppede desuden pokalen i 1989.
I Europa Cuppen begyndte resultaterne også så småt at vise sig.
I 1987 var Brøndby meget tæt på at komme i semifinalen i mesterholdenes Europa Cup efter 0-1 ude i Portugal mod storklubben FC Porto og 1-1 i Idrætsparken.
Samme år blev Brøndby introduceret på børsen og fik næsten ti mio. kroner at arbejde videre med.
Lyngby og Brøndby var ovenpå ved udgangen af firserne og lykkeligt uvidende om de fremtidige kæmpelussinger af økonomisk karakter, der skulle vise sig i halvfemserne.
Kun Brøndby er indtil videre sluppet nogenlunde gennem den økonomiske skærsild.
Men bolden var jo så dejlig rund i firserne, og i 1992 var John Helt med til at vinde det danske mesterskab igen … for Lyngby.
FCK?
De var sandelig ikke opfundet i firserne, så det var småt med fyrige fjendebilleder for ægte blå-gule tilhængere, som f.eks. skribenten Jens Thiede.
Med en civil baggrund som bachelor i tysk erhvervssprog og korrespondent i engelsk udgav han i 1998 en imponerende 400 siders erindringsbog „Med Gul-Blå ære & sjæl“ om sin hobby som svoren biffer fra 1982-97.
Den er fyldt med forrygende førstehåndsoplevelser og herlig humor for vaskeægte fodboldtosser:
Konen til manden: „Du elsker Brøndby mere, end du elsker mig!“
Manden: „Jeg elsker FCK mere, end jeg elsker dig …“

Idræt for Fred
Inden herrelandsholdet i håndbold måtte overlade opmærksomheden til kvinderne, nåede et par af de mandlige og mandige spillerprofiler at skabe debat i firserne om idrætsudøvernes grundlovssikrede rettigheder som f.eks. ytringsfrihed.
Per Skaarup, Morten Stig Christensen og Carsten Haurum ønskede med deltagelsen i bevægelsen „Idræt for Fred“ at agitere for et generelt ønske om færre atomvåben i verden.
Deres kontroversielle handling bestod i at tage nogle uskyldige T-shirts med til OL i Los Angeles 1984 hvorpå der stod „Idræt for Fred“ på ti sprog.
OL var i forvejen et symbol på fred, mente de tre håndboldspillere.
Men den slags kunne hverken lederne i den danske OL-lejr eller håndboldlandsholdets sponsor acceptere, og trioen var tæt på at blive sendt hjem.
Det blev dog – på samme måde som i Den Kolde Krig – ved truslen.
Årtiet var begyndt med, at et halvt hundrede lande på opfordring af USA boykottede OL i Moskva 1980 i protest mod Sovjets angreb på Afghanistan.
Lande som Vesttyskland, Japan og Norge fulgte opfordringen fra NATO’s storebror, men Danmark tog til Rusland og fældede en tåre på Moskvas olympiske stadion sammen med den hvinende søde OL-maskot Misha.
Man gjorde i det hele taget en del for sponsorerne i firserne.
Ved OL i Seoul 1988 passede de normale konkurrencetidspunkter lagt sammen med tidsforskellen slet ikke det amerikanske fjernsyns sponsorer – og vupti:
Seoul indførte sommertid … det manglede da bare.

Skaber toppen bredden og skaber bredden toppen?
Modsætningerne mellem toppen og bredden blev tydelige i firserne, hvor man ellers i starten stadig kunne have et endog meget stort fuldskæg og alligevel blive dansk mester i herrehåndbold.
Det beviste f.eks. Jesper Petersen, for han blev i 1980 dansk mester i håndbold for femte gang i træk.
Det var i KFUM’s kronede jyske håndbolddage i hhv. Fredericia og Århus.
Men spørgsmålet for eliten og bredden i KFUM og i alle andre klubber var og blev:
Skaber toppen bredden og skaber bredden toppen?
Allerede midt i halvfjerdserne havde en gruppe af progressive og aktive eliteidrætsfolk stiftet „Aktivgruppen“ for at skaffe sig indflydelse i toppen af DIF.
En af frontkæmperne var ishockeyspilleren og nationaløkonomen Claus Bøje, der i femten år var fuldmægtig i kulturministeriet med idræt og børnekultur som sagsområde, inden han i 1989 blev forskningsleder på „Idrætsforsk“ i Gerlev.
Det var i øvrigt Bøje, der som embedsmand skrev under på den ministerielle tilsagnsskrivelse om støttekronerne til Kvindeidrætsseminaret i Køng i 1982.
Bøje var stærk modstander af tesen – eller myten – om at „top skaber bredde og bredde skaber top“, som han kaldte enhedsfilosofien.
I en samtale med danseren og kropsdebattøren Eske Holm i Holms debatbog „Hvad bringer sporten?“ fra 1982 argumenterede Bøje imod enhedsfilosofien:
”For at få ressourcer til dette arbejde, må ‘du’ postulere, at der er en sammenhæng. Hvis 10 kroner brugt på en elitespiller i modsætning til 7 øre på 25 motionister ikke kan retfærdiggøres ud fra, at netop elitespilleren er skyld i, at motionisterne overhovedet eksisterer – ja, så smuldrer systemet for alvor. (…) Det er banalt, men: Hvis du kan noget som ung fodboldspiller, så får du også de bedste faciliteter på det bedste tidspunkt … men du får gudhjælpemig også den træner, som pædagogisk er i stand til at lære bedst fra sig – i modsætning til dem, som ikke kan noget. I hvilke andre pædagogiske systemer finder man en lignende forvridning?“
Bøjes holdning var klar.
29. december 1989 tog han for alvor bladet fra munden og så tilbage på firserne i bogen „Kroppen i Clinch – Kulturpolitiske kommentarer til idrætten“.
Idrættens selvforståelse havde haft svært ved at holde til idéen om, at idrætten er én stor bevægelse, hvor alting hænger sammen fra top til bund.
Idrætten med alle sine subkulturer fik åndenød i det gammelkendte foreningsregi.
Folk ville dyrke idræt, når de selv ville, på den måde de selv ønskede det, og hvor de selv ville.
De ville jogge, klatre, danse, meditere og cykle i naturen og dyrke østlig kampsport.
Jagten på verdensrekorder og guld til Danmark blev afløst af en tendens, der søgte sundhed og sanselighed og selvrealisering.
Der var pludselig flere bodybuildere end håndboldspillere!
Der blev ikke roet særlig godt i den danske båd mere.
Dopingen trådte ind på scenen, også blandt motionsfolket, og viste, at individualiseringen gik lige til grænsen og over.
Opfyldelsen af målet kunne føre til, at kroppen blev ødelagt.
Bøje ristede en rune over elitesatsningen via Team Danmark og kritiserede kulturminister Mimi Stilling Jakobsen for ikke at have udnyttet sin ret til at indsætte repræsentanter for staten i bestyrelsen.
Han påstod, at de forslag, der kom ud af Breddeidrætsudvalgets betænkning i 1987, fusede ud i den christianborgske proces, fordi det ikke handlede om eliteidræt i tv-transmission.
Han hånede det bloktilskud, organisationerne fik som kompensation sidst i firserne via lottomillionerne, og påstod, at Lotto sammen med Lykkehjulet stod for den folkelige fornyelse af kulturlivet i firserne.

Idræt er sundt, og sport er grotesk?
Claus Bøje var sarkastisk i sin vurdering af den kampagne fra Forebyggelsesrådet, der i slutningen af firserne afslørede en dyb sandhed uden ret megen nyhedsværdi: Det er sundt at dyrke idræt og motion.
„Det kan tilmed bevises,“ skrev han.
Han kaldte det problematisk, at en håndfuld aktieselskaber under DBU fandt det naturligt, at de skulle have samme repræsentative magt i organisationen som de tusinder af almindelige klubber.
På trods af at landsholdets eliteværdi aldrig havde været større end ved udgangen af firserne, så mistede DBU ifølge Bøje 26.000 børne- og ungdomsspillere i årtiet.
„Ideologien at top skaber bredde udstilles i al sin hulhed,“ konkluderede Bøje, der i firserne også slog på tromme i bogstavelig forstand, bl.a. i den syrede jazzgruppe „Clinch“. Det gør han forresten stadig.
Idrætsudøverens personlige frihed over for klubber og sponsorers dispositioner diskuteredes stort set ikke længere, og ifølge Bøje viste det sig i firserne, at selvom oppositionelle idrætsudøvere havde juridisk ret, så fik det ingen praktisk betydning.
I 2003 bestyrer Claus Bøje DR P1’s månedlige idrætsintellektuelle radioprogram „Sportsånden“, som bare er et nyt navn for det mangeårige program „Clinch“. I „Sportsånden“ kan man f.eks. høre multikunstneren og tennisspilleren Torben Ulrich, der med silkeblød stemme bringer indsigtsfulde og tankevækkende telefonrapporter om sport og idræt i USA.
Claus Bøje er desuden som udviklingschef i Lokale- og Anlægsfonden med til at igangsætte nytænkende idræts- og fritidsbyggeprojekter via fondens årlige tilskud på 65 mio. kr.
Fonden støttede f.eks. den cirkulære skøjtebane på Kgs. Nytorv i København.
Ved indgangen til halvfemserne var Bøje hård ved medieeksponeringen, som i firserne cementerede sportens position som den populæreste tv-underholdning, der ikke kun fortrængte børneudsendelser … selveste TV-avisen måtte vige pladsen, hvis fodboldlandsholdet skulle til.
Idrætsforskerens endelige dom over årtiet, og ikke mindst hans bud på fremtiden, var et idrætspolitisk slagskud:
„Firserne er årtiet, hvor den offentlige finansiering af eliten tager direkte form – bl.a. for at sikre, at ‘begivenheder af national interesse gøres tilgængelige for befolkningen som helhed’, som det hedder i loven om eliteidrættens fremme. Naiviteten i antagelsen af det kommercielle markeds begrænsede slagkraft er betagende (…) Bevægelsen og energien er gået af sporten. Den er i gang med at realisere sin ekspansive dødsdrift. Den vil sandsynligvis være henvist til forlystelsesindustrien for grotesker ved årtusindeskiftet.“

Grotesker i det nye årtusind?
Gravesen og Tøfting?
Golfspillets fremmarch?

Gik det nu også så galt?
Gik Danish Dynamite måske ikke godt i spænd med sin ekspansive dødsdrift til glæde for brede dele af befolkningen – trods Bøjes dystre spådom?

Svarene er mange og måske lige gode hver for sig.
Bare ikke sammen.

Men det gik.


Danmark i 1980’erne var mere end caféliv og rockmusik – det var også Poul Schlüter, Preben Elkjær, Lars Larsen og Ronald Reagan.


"80'erne var fedest", skriver Henrik List i en af artiklerne i denne antologi. Og det er der nok mange over 30, der kan blive enige om. Men passer det? Var 1980'erne virkelige så sjove og uskyldige? Det kan du finde ud af ved at læse denne antologi. Den rummer artikler om dansk og international politik, kunst, litteratur, reklame, sport, musik, arkitektur, AIDS med mere fra det elskede og forkætrede årti.

For at få de belyst disse emner bedst muligt, har vi bedt nogle af dem, der var dér, lige fra Per Stig Møller og Torben Brostrøm til Katrine Ring, Benny Lautrup og Jacob Ludvigsen, om at bidrage med et afsnit til bogen. De har alle taget en tur ned ad 'memory lane' med hver deres korte, nærværende og ofte personlige, men altid oplysende og informerende tekster. Alle konflikterne, dramaerne og højdepunkterne bliver således foldet ud i denne bog.

Udover at fornøjes over disse personers vid og bid vil du også kunne bruge bogen som et opslagsværk, da der i margenen fortløbende er placeret de vigtigste datoer plus fakta fra 1980'erne. Danmark i 1980’erne var ikke bare Anker Jørgensen, Poul Schlüter, Michael Strunge og Preben Elkjær – det var også Ronald Reagan, Margaret Thatcher og Mikhail Gorbatjov. Bagerst i bogen finder du endvidere sjove, nyttige og mindre nyttige lister fra 1980'erne. Hiv nogle af dem frem ved dit næste middagsselskab. De vækker til diskussion, minder og ikke mindst gode grin.

Udkommer mandag den 17. november – og koster 299 kroner

Forlag: Forum