Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Hvad er en Rodney?

Torsdag d. 27. januar 2000

Engelske fodboldfans har opfundet et nyt begreb:
En Rodney.

Hvad er en Rodney?

Begrebet er opkaldt efter Rodney Marsh, der spillede ni landskampe for England fra november 1971 til januar 1973. Han spillede klubfodbold for Fulham, Queens Park Rangers, Manchester City og den amerikanske klub Tampa Bay.

I dag er Rodney Marsh 55 år og kommentator på Sky Sports, hvor han mildt sagt har gjort sig bemærket med skarpe bemærkninger.

Hver lørdag samler Sky Sports et panel til en 5-6 timer lang udsendelse "Soccer Saturday", hvor kendte fodboldnavne diskuterer alt mellem himmel og jord.

Rodney Marsh er den populæreste i panelet, men også den, der giver telefonstorm, både hos Sky Sports og privat.

Vi kan give nogle eksempler på hans udgydelser:

Sheffield Wednesday ligner en mand, der har diarré og ikke kan få sine bukser ned.

Coventry er kun med i Premier League "to make the numbers up" - for at der skal være et bestemt antal hold...

Hans yndlingsaversion er nyoprykkede Bradford.
Først sagde han:
Bradford får ikke ni sejre i denne sæson.
Da der kom en voldsom brevbunke og seerstorm, reagerede han ved at sige:
Bradford får ikke otte sejre i denne sæson.

Ny seerstorm - mere ballade, og så sagde Rodney:
- Bradford får ikke syv sejre i denne sæson.

Mere ballade - og så sagde Rodney:
- Okay, hvis Bradford undgår nedrykning fra Premier League, møder jeg op på Bradfords hjemmebane og lader mig kronrage.

Rodney Marsh har en anden aversion:
Forsvarsspillere. Han ynder at drille Frank McLintock med, at forsvarsspillere ikke er nær så meget værd som angribere. McLintock var forsvarsspiller for Arsenal, Rodney Marsh var angriber og en kreativ dribler.

I aften var Rodney Marsh på Sky Sports igen og blev konfronteret med Tranmeres sejr over Bolton.

- Det betyder, at Lorraine Rodgers bliver den første kvinde, der har ført et hold til Wembley. Jeg synes, det er fint med en kvinde som præsident for en fodboldklub. Så har de allerede én til at vaske trøjerne...

Vi gætter på, at der snart udkommer en "Rodney's Greatest".

Rodney Marsh udsender giftpile på samlebånd.

Han starter sine krydderier med:

"Mine kilder fortæller mig"....

og så kommer giften...

at der er uro i Arsenal, og at mange andre end Marc Overmars vil væk...

Han langer ud efter Tottenham, fordi klubben aldrig vil købe en dyr spiller efter engelske forhold, fordi Alan Sugar ikke tror på, at det er pengene værd.

Han langede ud efter Bobby Robson, der vendte hjem til engelsk fodbold for at blive manager i Newcastle:

- Med 66 år er han alt for gammel til at være manager i Premier League, sagde Rodney.

Han er samtidig suveræn til at dementere sine skarpe bemærkninger, som han konstant bliver konfronteret med af de andre panelmedlemmer, Frank McLintock, Alan Mullery, Clive Allen og George Best.

I lørdags sagde Rodney:
- Hvis vi skulle kåre årets manager nu, skulle det være Bobby Robson. Han har lavet et fantastisk arbejde i Newcastle. Det havde jeg aldrig troet, han kunne gøre...

Hvis du undrer dig over George Bests udtalelser om David Beckham i Bruxelles i mandags, har du forklaringen:

Han forsøgte bare at leve op til Rodney Marsh, og nu har de noget at snakke om, når de mødes igen på lørdag til "Soccer Saturday" på Sky Sports.

Billigt - tja, men det er bragende god underholdning, og seertallene stiger og stiger, Rodney har fået hele England til at diskutere endnu mere fodbold end tidligere, og mange klubber hader ham - især i Bradford og Coventry.

Selv om det burde være en gave til enhver manager.
Han skal bare nævne Rodneys navn i omklædningsrummet, og straks begynder spillerne at rykke bænkene op med rod...