Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

13 kandidater til Årets Sportsjournalist

Torsdag d. 8. januar 2004

Danske Sportsjournalister har modtaget ialt 13 forskellige kandidater til "Årets Sportsjournalist 2004".

Prisen uddeles på generalforsamlingen tirsdag den 2. marts.

De 13 indstillede er i vilkårlig rækkefølge:

Michael Eskebjerg, Viborg Stifts Folkeblad.
Begrundelse: Michael Eskebjerg indstilles for sin håndtering af intern splid, magtkampe og personlige relationer blandt spillerne internt i håndboldklubben i Bjerringbro. Det kræver mod at turde betale prisen. Michael Eskebjerg har igen og igen sat fingeren på det ømme sted, og det står som et forbilledligt stykke arbejde.

John Hansen, TV2
Begrundelse: Lige På og Sport er med John Hansen ved roret blevet et varemærke for TV2-sporten. Det er Danmarks eneste kritiske sportsprogram på TV, og det lever til fulde op til de kriterier, der er opstillet for udnævnelsen. Lige På og Sport giver sig tid til at fortælle historierne ordentligt. John Hansen behandler sporten som den pengestærke samfundsaktør, som den er blevet.

Niels Christian Jung, Ekstra Bladet
Begrundelse: Niels Chr. Jung har lagt en ny dimension til moderne sportsjournalistik med sit vedholdende, grundige gravearbejde, der har resulteret i adskillige afsløringer. Han har med afsløringer blotlangt sammenhænge, der ellers ville være utilgængelige for pressen. Der er grund til at fremhæve hans arbejde med at afdække agentfirmaet Proactives dobbeltspil.

Jan Schouby, Århus Stiftstidende
Begrundelse: Jan Schouby søsatte årets sportshistorie i Danmark (Brian Steen-sagen i AGF), og takket være sin ihærdighed, vedholdenhed og sit gode kildenet var han gennem hele forløbet et skridt foran alle øvrige danske medier, der udviste interesse for sagen. Schouby satte dagsordenen med historien, selv om AGF og involverede spillere forsøgte at holde den hemmelig med løgne og fortielser.

Mikkel Larsen, Berlingske Tidende
Begrundelse: Med artikelserien "Bøsse i Sportens verden" har Mikkel Larsen på en yderst sober og journalistisk fremragende måde beskrevet et tabuagtigt, men væsentligt område i sportens verden. Det er et skoleeksempel på det dygtigt udførte avistema fra en anden side af sportens verden end den, der normalt finder vej til spalterne.

Thomas Møller Christensen, Jyllands-Posten
Begrundelse: Thomas har i sine første år på JP gennemført en række større projekter. Det bedste og mest opsigtsvækkende var artikelserien om gendoping - den første af sin art i dansk presse. Han skildrede den fagre nye verden, hvor videnskaben kan producere maskiner til præcis den sportsgren, man ønsker.

Lars Møller, B.T.
Lars Møller har gennem de seneste år bevist sine evner som sportsfotograf med mange fantastiske billeder, og det endelige bevis kom med bogen "Drengene fra Vestegnen", der udkom i november. Lars Møller er også en værdifuld sparringpartner, og trods presset fra deadline følger han altid op med kontakt til redaktionen.

Casper Hjorth, B.T.
Begrundelse: Casper Hjorths dækning af golfsporten. Han forstår at grave et spadestik dybere og har afdækket en række tvivlsomme forhold i en branche, som ellers udadtil har fremstået som mere eller mindre pletfri. Casper Hjorth har formået at skrive nogle konsekvensgivende historier, som man skal lede længe efter.

Carsten Werge, TV3
Begrundelse: Carsten Werge fortsætter med at udvikle en helt ny form for sportsjournalistik, bl.a. i "Det'r bare fodbold" om disciplinærudvalgets arbejdsbetingelser og kvaliteten af de danske fodbolddommere. Carsten Werge har været en af Danmarks førende sportsjournalister i en årrække.

Ib Søby, DK4
Begrundelse: Ib Søby har lavet en stor indsats omkring speedway. Han har produceret fine features og kommenterer speedway meget velkvalificeret sammen med Anders Lund. Der er tale om live-programmer på minimum tre timer med rekorden på 11 timer i Parken. Der er på intet tidspunkt tale om tomgangssnak.

Anders Lund, DR Midt og Vest
Begrundelse: Anders Lund er en god kommentator, ikke kun i speedway, men også på Radiosporten. Han er en humørsmittende og god kollega og meget lærerig at være sammen med.

Nick Horup, TV2
Begrundelse: Nick Horup er gået mod strømmen og har skabt en fremragende fornyelse i dansk sportsjournalistik med sine håndgangne mænd Peter Palland og Morten Jensen. De var i en klasse for sig.

Jørn Mader, TV2
Begrundelse: Jørn Mader har skabt Tour de France for den brede befolkning. Han har fået hele den danske befolkning til at søge hen til "tossekassen" for at se og opleve Touren med sine sprogperler, der er serveret fra målområdet af Mader på de enkelte etaper. Perler, der i dag er gået ind som ganske almindelige ord i hver eneste danskers sprogbrug.