Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Torben Birch er død

Mandag d. 9. februar 2004

Torben Birch, sportsjournalist på Århus Stiftstidende, er død. Han blev kun 53 år.

I sportsjournalistikken har vi mange gode kolleger, men man skal lede længe efter en kollega af samme menneskelige kaliber som Torben Birch. Der bankede altid et varmt hjerte hos denne fantastiske kollega, og der var altid et varmt glimt i øjet, uanset om man mødte ham til de jyske boksemesterskaber som for to uger siden i Århus eller til Ib Pilegaards 60 års fødselsdag som sidste år.
Torben Birch var altid den samme lune og hyggelige kollega.

Han var stolt af sin familie, fortalte glad om sit lille barnebarn, som han fulgte til dans, han berettede begejstret om sine oplevelser som reporter til sportsdans, og forleden blev han interviewet af Poul Erik Andersson ved et stort dansearrangement på DK4.
Hans primære stofområder var fodbold, håndbold, cykling, boksning og sportsdans, men ingen sportsgrene var for små eller store til Torben, og han viste også sin lune pen med de skæve historier fra baghaven under fodbold-VM.

Torben Birch blev ramt af to blodpropper i en ung alder, men kæmpede stædigt for at fortsætte i sportsjournalistikken. Selv om han var på nedsat tid, var han særdeles produktiv, og han havde en særlig evne til at lave menneskelige interviews i Århus Stiftstidende.

Torben Birch startede som elev på Randers Dagblad den 1. april 1968. Den 1. januar 1971 lukkede Randers Dagblad, men allerede den 7. december 1970 kom han til Århus Stiftstidende, hvor han gjorde sin uddannelse færdig.
Fra 1. januar 1971 arbejdede Torben Birch på Odder-redaktionen, og den 1. juni 1973 blev han udnævnt som lokalredaktør på Odder-redaktionen. Den 1. juni 1973 blev han lokalredaktør på en nystartet redaktion i Hinnerip.
Fra 1. december 1976 arbejdede han på sportsredaktionen, i perioden fra 1985 til 95 som redaktionssekretær, men i den øvrige tid som en meget udadvendt reporter, der dukkede op til store og små sportsbegivenheder.

I "Den Gyldne Pen", nr. 18, havde vi fornøjelsen at bringe et større interview med Torben Birch i forbindelse med hans 50 års fødselsdag. Her fortalte han varmt om sin begejstring ved jobbet.

Han fortalte om sin glæde ved at være den første til at interviewe en ung sportsmand, der senere opnåede at blive et stort navn.

Torben Birch var en nær ven af bokseren Racheed Lawal, og han havde det meget svært, da han måtte skrive Lawals nekrolog.
- Det gjorde meget ondt, og jeg havde det meget svært ved ved at sætte mig til tasterne og skrive nekrologen, sagde Torben Birch.
Præcist den samme følelse har undertegnede det netop nu med at skrive en nekrolog over Torben Birch. Han var en nær ven og en dejlig kollega.
Æret være hans minde.
Tommy Poulsen.