Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Mindeord om Børge Munk Jensen

Fredag d. 20. februar 2004

”MUNKEN” ER DØD

BT’s mangeårige sportsredaktør Børge Munk Jensen er død, 88 år gammel. ”Munken” var en institution i dansk sportsjournalist, han var det i indtil flere menneskealdre og han var det på sin egen helt specielle måde. At han kom fra ”Hovedlandet”, lagde han ikke skjul på, og accent’en røbede det også. Men han var snu som en københavner, og mere til. Han kom fra en tid, hvor alting var anderledes, men han forstod at tilpasse sig, og han var aktiv på free lance-basis faktisk lige til det sidste. Cykelsporten i almindelighed og 6-dagesløbene i særdeleshed var blandt hans mest elskede stofområder og så sent som ved 6-dagesløbet i Siemens Arena januar 2002 huggede han i tangenterne.
Munken kunne være en bandit og en revolver-journalist, men han lagde til gengæld ikke skjul på det, og han var det med format og lune. – Det kan godt være, jeg slår dig ihjel i morgen, men så liver jeg dig op igen i overmorgen, sådan sagde han bramfrit til mig, da jeg for mange år siden som ung sportsleder første gang talte med ham på tomands hånd.
Historierne om Munken er utallige, de fleste er yderst underholdende og en del er også forbavsende sande. En af de bedre er 50 år gammel og stammer fra 6-dagesløbene på den lille miniaturebane i Århus. Dengang kørte man til kl. 5 om morgenen, og Munken sad normalt altid trofast på sin post til den årle morgenstund. Dengang havde formiddagsaviserne jo sen deadline, og det gjaldt om at have den aktuelle stilling i løbet. Krigen mellem BT og Ekstrabladet var mindst lige så hård som krigen på banelegemet. Men en enkelt gang skete det, at Munken fik lyst til at svigte de sidste nattetimer på ovalen til fordel for andre af det århusianske nattelivs fristelser, han forlod sin post. Forinden havde han dog sikret sig, mente han, idet han af 6-dagesløbets ”bosser” Kay Werner og van Steenbergen havde fået forsikring om, at der ikke skete mere den nat. Så Munken skrev sit referat og drog af sted med – forholdsvis - god samvittighed. Men hvad skete: BT og Ekstrabladet kom på gaden med hver sin ”aktuelle stilling”, og BT’s var desværre ikke den rigtige. ”Slynglerne” havde uventet kørt endnu en jagt, og der var blevet vendt op og ned på tingene. Da blev Munken virkelig vred, for hvis der var noget, han hadede, så var det når (hans) aftaler ikke blev holdt…


Henrik Elmgreen (Rico)