Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Hvor blev I af?

Torsdag d. 10. februar 2000

For to år siden var der 80 deltagere til vort fyraftensmøde med Bo Johansson og Flemming Serritslev i Århus.

I dag var der 25 deltagere til et tilsvarende møde med vore to landstrænere og DBU's informationschef Lars Berendt på Fyens Stiftstidende i Odense.

Vi var nærmest flove over for landstrænerne.

Heldigvis var der stor spørgelyst, så det blev alletiders møde for de tilstedeværende journalister, og de tre paneldeltagere udtrykte også stor tilfredshed med mødet.

Højdepunktet var, da Bo Johansson blev spurgt, om han ville kontakte Brian Laudrup forud for EM for at få ham med i truppen igen.

Bosse svarede: Ja, det vil jeg.

Det fik selv de døsige på første række til at springe op fra stolen.

Desværre gav Bosses bestræbelser ikke resultat, men det var et morsomt øjeblik, da landstræneren afslørede sin hemmelighed.

De fleste større aviser var repræsenteret, og TV 2 bragte et indslag fra arrangementet.

En særlig tak til Bo Johansson, Flemming Serritslev, Lars Berendt og Fyens Stiftstidende, der gæstfrit stillede de smukke lokaler til rådighed.

Mødet bestod af tre punkter:

1. Bo Johansson lavede status over den nordiske turnering.

2. Bo Johansson orienterede om landstrænernes arbejde frem til EM-slutrunden, og Flemming Serrritslev gennemgik de tre danske modstandere i EM-puljen.

3. Lars Berendt orienterede om pressens forhold under EM-slutrunden. (Læs særskilt omtale).

På dagsordenen havde vi også et punkt, der hed eventuelt, men spørgelysten var så stor under de tre første punkter, at alle emner var udtømt efter de tre første punkter.

Mødet var lige så vellykket som det tilsvarende møde i Århus for to år siden.
De to landstrænere var veloplagte og afslappede og svarede beredvilligt på alle spørgsmål.

Da alle aviser med respekt for sig selv var repræsenteret på mødet, kan du utvivlsomt læse endnu mere fra mødet i alle aviser i dag.

Ritzaus Bureau har også udsendt en større omtale fra vort møde.