Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Fuglefløjt i Birch'en

Tirsdag d. 15. februar 2000


Fuglefløjt i Birch'en

To blodpropper har ikke kunnet stoppe Torben Birch fra rollen som en af sportsjournalistikkens bedste interview'ere

Tekst: Tommy Poulsen
Foto: Jens Thaysen

Denne artikel er dømt til at mislykkes. Det er nemlig et behjertet forsøg på at lave et varmt interview med "et offer", der har en masse på hjerte. Et interview, som kun Torben Birch kan skrive det.
Vi ville allerhelst have haft Torben Birch til at lave dette interview. Desværre var det ikke muligt.
Offeret er nemlig - Torben Birch.

Anledning er rund. Den 15. februar runder Torben Birch 50 år, og han har netop taget hul på sit 30. år som sportsjournalist på Århus Stiftstidende.
I TV taler man om Christian Kryger og Hans Arne Hansen som interview'ere, der var et forbillede for alle danske journalister.
I sportsjournalistikken i dag er der ingen, der når Torben Birch til sokkerne, når det handler om personlige interviews.
Han har styr på nostalgien, når han sætter sig sammen med Erik Holst, Ole Højlund og Jørgen Schmidt, men allerbedst er han, når "offeret" er en nybegynder i faget.

Jomfruinterview

- Det er herligt at få lov at være den første, der laver et stort interview med en ambitiøs og uspoleret teenager, som har en historie at fortælle, men som ikke har lært at udtale sig over for journalister, siger Torben Birch. Jeg sætter 3-4 timer af til samtalen og bruger også tid på at forklare den unge sportsudøver om, hvordan han skal optræde, når han bliver overfaldet af pressen.
Den seneste udfordring var Ahmed Kaddour fra Libanon, der af landstræner Eigil Jørgensen er blevet udråbt som Danmarks største boksetalent i dag. Torben Birch var sammen med den unge bokser og hans familie på hans bopæl og gav dermed "et helt billede" af bokseren Ahmed Kaddour.
For mange år siden havde Torben Birch en tilsvarende opgave. Dengang hed den unge sportsmand Flemming Povlsen.
- Jeg fik klar besked på, at "ham kan du ikke slå mange ord af", men Flemming kom op på redaktionen. Han fik en cola, og pludselig gik snakken. Det var sjovt at tænke på, ikke mindst da jeg varv i Dortmund til hans afskedskamp, siger Torben Birch.

De første 10 linier

Hans teknik er præget af den menneskelige varme, der altid har været Torben Birchs varemærke, hvadenten han var tilskuer til sønnen Lasses fodboldkampe eller på reportageopgave for "Stiften". Ikke noget med tju-bang-lige-på-og-hårdt. Torben Birch taler med sine "ofre", og når de har talt sig varme, kommer de udtalelser, som senere optræder i toppen af hans artikler.
- De første 10 linier er altafgørende for et interview. De skal lykkes for, at jeg kan være tilfreds, siger han.
Torben Birch bruger ikke bare sine interview-ofre som et middel til gode historier. Han har hjertet med. Det bedste eksempel var bokseren Racheed Lawal.
- Jeg har skrevet masser af artikler om Racheed, og et halvt år før han døde, lavede jeg en større historie med ham og hans kone Lene. Jeg var til en fodboldkamp søndag formiddag, da jeg fik besked om Racheeds død. Det gjorde meget ondt, og jeg havde meget svært ved at sætte mig til tasterne og skrive nekrologen. Omvendt er det i dag en af de artikler, jeg har været mest tilfreds med, i mine 30 år på Århus Stiftstidende, siger han.

15 øre pr. linie

Torben Birch var en lille knægt hjemme i Allingåbro, hvor han fik 15 øre pr. linie, da han som 16-årig startede som meddeler til Randers Dagblad. Han var færdig med realeksamen, og som han selv udtrykker det:
- Jeg skrev mig til en læreplads på Randers Dagblad.
Redaktør Axel Rye mente, at unge Torben var så produktiv, at han var dyr for bladet med de mange nyheder, han kom med, så den 1. april 1968 startede han som elev - bare 18 år gammel.
Den 1. januar 1971 lukkede Randers Dagblad, men Torben Birch og de øvrige var blevet fritstillet, så allerede den 7. december 1970 startede han på Århus Stiftstidende, hvor han gjorde sin uddannelsesperiode færdig med de tre sidste måneder af den gamle mesterlære.
Fra 1. januar 1971 arbejdede han på Odder-redaktionen, og den 1. juni 1973 blev han udnævnt som lokalredaktør på en nystartet redaktion i Hinnerup, der har 10.000 indbyggere.
- Jeg havde skrivekløe. Det var ikke lige godt, hvad jeg lavede, men jeg overlevede på min store produktivitet, siger han selvkritisk.
Siden 1. december 1976 har han arbejdet på sportsredaktionen. Han havde købt billet til 6-dages-løbet i Herning, og så kunne han jo lige så godt få cykelsport som stofområde.
Håndbolden blev hans andet hjertebarn, og han var med den foreløbig sidste gang, da Århus KFUM blev dansk mester.
I 1984 skiftede han til reportagegruppen, og fra 1985 til 95 var han redaktionssekretær.

To blodpropper

To dramatiske begivenheder har dog præget hans tilværelse.
- Kort før min 40 års fødselsdag fik jeg en blodprop, som lammede mig i venstre side. Jeg var væk fra jobbet i tre måneder, men det kunne ikke gå hurtigt nok med at komme op på min pind igen, siger han. Jeg nød at lave sider, og jeg kæmpede mig tilbage. Under VM i fodbold i 1994 havde jeg ansvaret for dækningen, og jeg havde nok lagt et højt ambitionsniveau, der var lidt for højt. Jeg knoklede uafbrudt på hjemmeredaktionen under hele VM, og pludselig kom blodprop nr. 2. Den første blodprop var ikke helt ude af kroppen, og så gik det galt. Jeg blev lammet i højre side og troede aldrig, jeg kom til at arbejde igen. Efter tre måneder på hospitalet var jeg i gang med PC-træning, og det gik overraskende godt. Det gav mig troen på, at jeg kunne skrive igen.
- Det er en Guds lykke, at vi har en god pensionsordning. Jeg fik den mellemste invalidepension, der siger, at jeg må arbejde 12 timer om ugen. Det betyder, at jeg nu laver alt hjemmefra. Jeg er en langsom starter. Det tager lang tid at komme i gang med dagen, og ofte har jeg dårlig samvittighed over for mine kolleger. Nogle gange føler jeg, at jeg laver for lidt. Andre gange føler jeg, at jeg laver så meget, at jeg overskrider grænsen og intensionerne med pensionsordningen.

Hjemmearbejde

De øvrige medarbejdere beklager sig ikke over deres kollega. De er i stedet fulde af beundring over, at han overhovedet er i stand til at levere de artikler, der kommer ud fra hans hjemmeredaktion i Hinnerup.
- Jeg vil helst lave de features, som jeg selv får ideerne til, men jeg er også klar til at lave interviews, som andre foreslår, siger han. Nu har jeg fået tid til at lege med sproget. Det er noget helt andet end i min første tid som journalist, da det hele gik op i at producere linier, siger han.
Torben Birch har fundet en ny rytme i tilværelsen. Han er færdig som den nådesløse nyhedsjæger og med den stressede tilværelse som redaktionssekretær. I stedet kommer han ud i marken, hvor han nyder at være sammen med de aktive eller på to-mands-hånd med spændende personer.
Han er stolt over, at han fik lov at tegne et varmt portræt af busejeren Morten Jørgensen, der ellers nægter at være i centrum. Det overlader han til sine drenge, landsholdsspillerne Mads og Martin.

Nygaards skæbne

Han var en stor beundrer af Kristen Nygaards fodboldevner - og betegner hans testimonial match i Holland som noget af det mest gribende, han har oplevet. Nygaard blev livsfarligt kvæstet ved en trafikulykke, men kæmpede sig tilbage.
- Kristen Nygaards genoptræningsprogram var 10 gange hårdere end mit. Han viste viljen til at stå på egne ben, og det var for mig en større præstation end den, han ydede på fodboldbanen, siger Torben Birch.
Torben Birch var på hjemmebane i fodbold, håndbold, cykling og boksning, men da han ikke kunne finde en medarbejder til at tage ud af til en dansekonkurrence, tog han selv af sted.
- Jeg blev grebet af dans, indrømmer han. Der er i princippet ingen forskel på en danser med make up og en bokser med blod i ansigtet. De har de samme ambitioner. De er begge velforberedt til opgaven, og mange danskere træner tre gange så hårdt som f.eks. fodboldspillerne for at nå deres målsætning, siger Torben Birch. Jeg blev dybt fascineret af danserne, og så er det en dejlig sidegevinst, at kvinderne er så flotte...
En af hans største oplevelser var VM i Skotland i 1992, da Århus-danserne Allan Tornsberg og Vibeke Toft vandt verdensmesterskabet.

Forkælet

- Jeg føler, at jeg er blevet forkælet ved at have min hobby som mit arbejde, siger han. Jeg har været med til det hele, og jeg har fået et bedre liv. Da vi havde Knud Esmann som sportsredaktør, blev der stillet store krav hele tiden. Det var døgnarbejde. Knud Esmann var en gudbenådet skribent, men han var ikke nogen stor leder. Han havde et temperament, som man ikke ville acceptere på ret mange sportsredaktioner i dag. Jeg havde 10 år under Esmann, og jeg lærte en masse ved at suge til mig. Han var en dygtig journalist, men han var ligeglad med, hvad de øvrige medarbejdere på sportsredaktionen skrev om. Han interesserede sig kun for det, han selv lavede.
- Jeg misunder dog ikke de unge sportsjournalister. De skal slås med de kedelige tendenser i sporten. Nu skal klubberne følge børsetiske regler, og man skriver meget mere om mulige klubskifter og lignende end om selve spillet.
- Det er også et problem, at sportsfolkene ikke har lov til at have en mening. Så snart de siger et eller andet, vanker der bøder og lignende.

Fandt kollega død

- Jeg føler også, at der er for mange, der prøver at profilere sig på bekostning af sporten. Så snart penge er involveret i noget, kommer der også "banditter". Det betyder, at folk kommer frem på grund af slips og tegnebog i højere grad end klubfølelse, og jeg har ondt af de klubfolk, der med rette kan føle, at andre har tyvstjålet deres klub, blot fordi de havde penge, siger Torben Birch.
Han har haft et rigt, men også dramatisk liv.
Det mest dramatiske mindes man med sorg i sindet.
- Jeg havde to gode rejsekammerater i mange år, Bent Hermansen fra Jyllands-Posten og Palle Voigt fra Ritzaus Bureau. Derfor var det en stor sorg for mig, da jeg fandt Palle Voigt død på hotelværelsen under Danmark Rundt. Vi havde haft så mange gode timer sammen, og så var det netop mig, der skulle finde ham død, siger han.

Russisk roulette

Hvad laver Torben Birch om 10 år?
- Jeg håber, jeg kan få lov at arbejde videre på denne måde mange år endnu, men jeg er bekymret over udviklingen hos de danske dagblade og den verserende bladkrig. I min tid som boksemedarbejder har jeg aldrig oplevet en tilsvarende kamp med så få slag over bæltestedet, og jeg har det meget dårligt med, at Jyllands-Postens chefredaktør spiller russisk roulette med så mange menneskers levebrød, siger Torben Birch.

Hvis det ikke lykkedes at skildre en sportsjournalist, der elsker sit arbejde, som har nogle markante holdninger, og som er en rigtig god kollega, skylder vi læserne en undskyldning, for sådan er manden, der runder 50 år den 15. februar.