Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Aktuelt er anderledes

Tirsdag d. 15. februar 2000


Aktuelt er anderledes

Nyhedsredaktør Christian W. Larsen skildrer baggrunden for strategien for sportsdækningen på Aktuelt


Vi kender situationen alle sammen. Dagens aviser vælter ind ad døren,
og vi skal til det igen. Læse sporten, mener jeg.
Frits Christensen ser AGF tabe og ærgrer sig. Han har sendt sine folk ud
til deres favorit-hold, og de ærgrer læserne.
Ikke fordi det er Frits & Co, der skal hænges til tørre. Det samme gør
Jan Jensen, Steen Ankerdal, Peter Brüchmann og Rasmus Modsat.
De samme kampe, de samme reportere, de samme referater. Goldbæk ned af
højre flanke, David Nielsen brænder igen. Og igen.
Det var ikke ved den lejlighed, jeg fik nok, men tanken strejfede mig.
Det var da Ejbøl satte en Titanic i søen, forbeholdt københavnere, og
de samme folk fra Viby var nu til stede to gange til de samme kampe.
Jeg troede ikke mine egne øjne. Hvornår stopper dette vanvid? Hvem har
modet til at sige fra - eller bare forsøge at gøre det anderledes.
Nå, venner, jeg er færdig med at spille hellig, for jeg har jo osse
gjort det samme i masser af år. Men jeg fik nok. Jeg var ved at brække
mig over de samme historier i en uendelighed. Hvordan gøre det
forudsigelige uforudsigeligt?

På Aktuelt er vi så få mennesker - med så få ressourcer - at det var
fattigdommen, der fremtvang nytænkningen. Hvis der skal komme noget læseværdigt ud af sporten, må de få hænder lave det, der interesserer
dem.
Hvis vi laver et tæppebombardement af Søren Frederiksen, Chris
Hermansen, Henrik Lykke, David Nielsen, Jesper Thygesen og Morten
Poulsen for blot at nævne nogle få, der gerne vil trille bold syd for
Dybbøl Mølle med spørgsmål om, hvornår de skifter klub, bliver det ikke
interessant for hverken journalisterne eller læserne.
I sidste instans vil det jo heller ikke give andet produkt, end det de store aviser laver - og de laver det bedre, hvis man er til den gren af
sportsjournalistikken.

Hver medarbejder på Aktuelt får i stedet lov at dyrke sine særheder -
alene ud fra den forudsætning, at det er værd at læse. Som stof byder
sport sig til som næsten intet andet, og det er ikke tilfældigt at
litterater som blandt andre Camus og Hans Jørgen Nielsen har kastet
deres kærlighed på sport, som levebrød - og som ramme for livets
muligheder.

Så vi bruger kommentaren og omtanken i håbet om at gøre nogen klogere.
Væk med punktmarkeringerne - de interesserer ofte kun journalisterne
selv - og ind med holdninger og analyse af det, de fleste har set på en tv-skærm.

Læg dertil sammenlægningen af sport og kultur. Det er jo ikke noget, vi
har fundet på, men idéen ligger lige for - som et Elkjær-straffespark.
Sport er dybest set en del af kulturen, derom er ingen vist uenige.
Vi oprettede derfor en »task-force,« hvor tre medarbejdere er parate
til at rykke ud til kultur-kultur, sport-kultur eller sport-sport, som
vi kalder de tre vinkler.

Vi skal naturligvis sende to folk til OL, og de er så en del af sport-sport styrken, selv om der eksisterer adskillige muligheder for
at lave sport-kultur fra Sydney.
Ultimativt og ideelt bør Aktuelt kunne rykke i marken med indsatser fra
alle redaktioner. Erhverv-sport vinklen er jo en sørgeligt lille del af vor metier.

Der foregår jo i større grad et spil mellem bagmændene og interesserne,
alle medier har svært ved at tackle. Ekstra Bladets tillæg er et
glimrende forsøg på at nå videre. Det samme er Politikens enorme
satsning, selv om jeg stiller mig tvivlende overfor, hvor længe de
gode kolleger kan blive ved med at drive læsværdige ting ud af
stengrunden.

Læger, tv-købmænd, mellemhandlere og managers er lige så kyniske, som
de er interessante. Vi prøvede sidste år at gå hårdt til nogle få af de
relevante afspekter i sport & penge-tillægget, og det gjorde vi ved at
lave en ad hoc-gruppe, hvor kun Nicolai Kampmann var sportens ankermand.

Det er et godt spørgsmål, om alle sportsjournalister magter både denne
type afdækning som journalistisk disciplin samtidig med den engagerede
300-liniers sag om dansk bandy. Sportsjournalistikkens udøvere skal
måske snarere inddele sig efter begivenheder og baggrund end efter
idrætsgrene. Måske en kættersk tanke? Måske er det lettere, hvis
øjnene, der ser, bliver bedre? Hvis vor journalistiske optiker forsyner
os med briller, der ser både fup og doping og fysiske og mentale
mirakler, så ender vi måske med at ramme plet en dag.

I dag er vi stort set tilfredse med at ramme skiven. Sport er nemlig en
ufattelig omfattende »disciplin,« og jeg nægter at bøje nakken for
konventionel tænkning.
Det er sjovere at anlægge det store perspektiv. Og når medarbejderne er
glade, smitter det forhåbentlig af på læserne.
Det er jo dem, vi arbejder for - i håbet om at stjæle et par af dem fra
jer andre.
Journalistikkens sjæl sidder i øjet og hjertet. Husk det og godt nytår.