Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Vort ældste medlem er en Munk

Tirsdag d. 15. februar 2000


Børge Munk Jensen bliver 85 til efteråret, er stadig aktiv, en sprudlende fortæller og leverandør af journalist-oplevelser, anekdoter og røverhistorier - og er lige til Guinness' internationale rekordbog.


Jeg har meget at takke de
små aborrer i Furesøen for


Børge Munk Jensen, æresmedlem i Danske Sportsjournalister, har til maj arbejdet 65 år for Berlingske Tidende - og BT, hvor han i 33 år var bladets hårdtslående sportsredaktør.

Tekst: Steen Ankerdal
Foto: Kenneth Nielsen

Solo-interviewet med >The Greatest< i 60'erne, midt i Swinging London, var den største historie i det længste journalistliv ved nogen dansk avis. At få Muhammed Ali på tomandshånd dengang - iøvrigt før en kamp i 1966 mod Henry Cooper - når man kom fra BT og lille Danmark og iøvrigt ikke var andet end >en bondedreng fra Århus< - det var stort.

Det var også karakteristisk for Børge Munk Jensen, Danmarks og formentlig verdens ældste, udøvende sportsjournalist, som bliver 85 år til oktober. For det viser Munken, BT's hårdtslående sportsredaktør, Cim, Børge eller Munkebasse som Harry Bendixen (hans skytsengel og mangeårige chef her på jorden) altid kaldte ham, som den uimponerede og idérige journalist, han er. En mand med medfødte sanser for den gode historie. Med energi, charme og frækhed til at få den hjem - og talentet for at fortælle medrivende og let fordøjeligt, som man skal kunne på en populær frokostavis.

PR-fis

Munk Jensen havde fået den idé at lave en chartertur til en stor boksekamp. Det var aldrig set før, men 150 havde meldt sig - og Munk var taget i forvejen for at få et interview med Ali. Da det ikke kunne lade sig gøre, truede han den store promotor Harry Levins sekretær med,at han ville aflyse sit fly med 150 danskere fra København. Det hørte Levin inde på sit kontor - og så fik piben en anden lyd.

>Du kan skaffe mig et solointerview med Ali,< sagde Munk, da Levin spurgte, hvad han kunne gøre for ham. Med den berømte promotors underskrift på visitkortet nåede Munk frem til Ali efter den officielle pressekonference. Han fremhævede, at han kom fra Danmark, og ved skæbnens gunst opfattede sværvægtsmesteren, der svævede som en sommerfugl og stak som en bi, Danmark som det lille land, der gjorde en masse godt for hans folk.

Munk Jensen fik sit solointerview med Muhammed Ali. At amerikaneren virkelig skulle mene, at han var >The Greatest< afliver Munk.

- Det var rent fis, noget PR-folkene havde fundet på, han skulle sige, og en rolle han spillede, fortalte han mig, erindrer Børge Munk Jensen.

Den største solo

35 år efter er den gamle redaktør stadig stolt af Ali-historien. Men efter en par timers rundtur i dansk sportsjournalistiks barndom og pubertet, krydret med anekdoter, grin og røverhistorier, siger >gangsteren fra BT<, at der nok var en anden historie, der var mere opsigtsvækkende end solo'en med Ali.

Frem fra erindringens klædeskab hentes fortællingen om en nyhed, der faldt ind ad døren en mandag formiddag, netop som forsiden var færdig og BT skulle i trykken.

Det var i juni 1952!
Dengang det danske fodboldlandshold største udfordring var den årlige svenskelandskamp og de olympiske lege hvert fjerde år. EM var ikke opfundet, og VM deltog Danmark ikke i, for det var for de professionelle. Spillerne i dansk fodbold og på landsholdet var amatører, og det var lederne i dansk idræt stolte af. Penge og sport var en cocktail blandt af den onde selv.
Der var en lille måned til De olympiske Lege i Helsingsfors, og Danmark havde efter flot spil tabte blot 4-3 i Stockholm til Sveriges forsvarende olympiske mestre fra 1948. Efter den store italienske åreladning af det danske bronzehold fra 1948 var der endelig igen et landshold med format. I spidsen stod Maribos første landsholdsspiller Poul Rassi Rasmussen som højre innerwing og målscorer.

Rassi var nok flyttet fra Maribo til Skovshoved, men han var blevet hjemme og stod efter sidste landskamp inden OL-afrejsen som den nye helt og den sande amatør. Faktisk var morgenaviserne ude og gynge i superlativerne, da Munk Jensen kom tilbage med Oslo-båden fra en fisketur i Norge. Fra båden tog han ind på BT for at ombryde en avis, der også hyldede Rassi. Alt var fakisk færdigt, forsiden var bare ikke gået, da telefonen ringede med en nyhed til Munk Jensen.

>Rassi har skrevet professionel kontrakt med Atalanta i nat - efter landskampsbanketten på restaurant Park,< var der en mand, der lige ville fortælle sportsredaktøren.

- Det var en bogtrykker, jeg kendte, fordi vi havde fisket sammen. Det er da løgn, sagde jeg. Nej, du kan selv spørge ham, han står lige her, sagde manden, der også var Rassis arbejdsgiver.
Og ganske rigtigt. Rassi havde ikke kunnet sige nej til italienernes fantastiske tilbud, fortalte han.

>Stop forsiden,< råbte jeg.

Historien blev skrevet i hånden og givet til typograferne, der i rasende fart fik lavet en ny forside: Rassi professionel i nat, brølede BT på forside og plakat. Og så blev der igen solgt aviser, hvad der iøvrigt var blevet, siden Harry Bendixen i 1943 tog Børge Munk Jensen med fra Berlingske til den lukningstruede frokostavis med et oplag på 18.000 over for Ekstra Bladets 25.000. I 1952 var det ifølge Munk nået over 100.000.

- Avisen blev vist forsinket et kvarter, og da chefredaktør Harry Bendixen på vej ind til bladet så spisesedlen, troede han, vi var blevet splittergale, siger Munk om den nok mest opsigtsvækkende nyhed han lavede i 33 år som BT's sportsredaktør. Og så kom den altså fra en af mine mange lystfiskervenner.

- Jeg har meget at takke de små aborrer i Furesøen for, siger Børge Munk Jensen på sit umiskendeligt århusianske, overstrøget med et skævt smil.

Bendixen

Det blandes med kærlig respekt, når han taler om Harry Bendixen, der fandt ham på Århusposten i 1935.
Dér var Munk Jensen kommet ind, fordi hans far kendte redaktøren. Han fik chancen, men ingen løn. Han startede med at arbejde gratis, men var så de første tre måneder, hvorefter han avancerede til skrivende redaktionssekretær og en månedsløn på 25 kroner i kraft af energi, frækhed og charme.

Det var i 1934, og Århusposten havde et dagligt oplag på 800-1000. Den fem mand lille redaktion saksede en stor del af historierne i Fyens Tidende, der udkom ved 5-tiden om morgenen. Det skete ofte, st redaktøren spurgte de ældre medarbejdere, om de havde set den ene eller anden historie og lavet den. Og det havde de ikke. 18-årige Børge Munk svarede altid ja, for ud på toilettet, skrev den i hånden og afleverede den til en typograf, der mod gode ord og et par bajere satte Munks historie først, så redaktøren ikke opdagede, hvordan det foregik.

Men han gik også deruda', den unge Munk Jensen, med næse for den gode historie. Fra den prostituerede, der var blevet kvalt i et kondom, da hun gav oralsex, over Århus-båden, der gik på grund ude i bugten til Jyllands første fodboldsejr over København, var Børge Munk på stedet og rapporterede, hvor andre ældre kolleger blev hjemme ved telefonen.

Det sås på Århuspostens oplag, der røg op på 8000 den mandag, Munk havde lavet en mere omfattende dækning af den jyske 6-3 sejr end Aarhus Stiftstidende. Og det hørtes i branchen, hvor Berlingskes sportsredaktør i maj 1935 hyrede ham som fast stringer i Århus.
- Da han spurgte, hvad jeg skulle have i løn, tænkte jeg på 15 kroner, for nu skulle jeg kun skrive korte historier på 10-15 linjer, hvor jeg fik 25 for både at skrive og redigere. Men inden jeg fik sagt noget havde Bendixen sagt: Hvad med 150 kroner om måneden?

- Vi boede på 3. sal, men allerede i stuen råbte jeg op til mine forældre, så det kunne høres i hele ejendommen, erindrer han.

Fire rækker bag Hitler

Allerede da Børge Munk var fem år, havde han en drøm om at blive >verdens bedste i sport<. Han var en habil atletikmand med personlig rekord på 5,98 i længdespring i en tid, hvor Jesse Owens blev olympisk mester med 8,06 meter. Det var i Berlin 1936, hvor Munk Jensen var med - ikke for Aarhus Fremad, men for Berlingske Tidende, der havde mistet Gunnar Nu Hansen til Radioavisen.

- Det var flot af Harry Bendixen at sende mig, jeg havde jo dårligt været uden for Århus, før han hentede mig til Pilestræde. Der sad jeg, fire rækker bag Hitler, der kom hver dag sammen med Goebbels!
Det passer ikke, at Hitler gik i stedet for at hylde den sorte amerikanske guldvinder Jesse Owens. Han rejste sig og klappede og lykønskede ham efter den fjerde guldmedalje, sådan som jeg så det fra min presseplads lige bag ham.

Derimod er det ikke løgn, at man kunne mærke lufttrykket, når 80.000 tyskere rejste sig og hævede armen til hilsen for >føreren<. Og det fik jo de tyske atletikfolk til at lave præstationer, som lå langt over deres normale formåen. Det gav spydkasteren Gerhard Stöck guld, at Hitler kom ind på stadion, netop som han skulle lave sat sit femte kast. Spyddet blev bare ved med svæve (71,84 meter). Forinden havde han ikke været over 70 meter.

Berlin-legene var Munkens første af ti sommer-OL på stribe, sluttende i 1980 i Moskva. Han var begejstret og tænkte ikke på den politiske og propagandistiske side af de omdiskuterede >nazilege<.

- Jeg var jo ikke andet end en stor knægt, men i 1936 så man jo ikke på Hitler som en forbryder. Det kom først nogle år senere, siger Munk Jensen.

Godt 40 år senere kom han anderledes i skudlinjen, da han ligesom CD-stifteren Erhard Jacobsen gav pokker i den danske boykot af apartheidstyret i Sydafrika. Munk skulle ned og fiske, og det kom han, selv om han nærmest måtte smugles ud i flyveren for at undgå demonstranter, der mente, at den kendte sportsredaktør burde blive hjemme i solidaritet med den undertrykte og diskriminerede sorte befolkning. Politisk - og politisk korrekt - har Munken aldrig været. Han har gået sine egne veje uden at løbe sammen med det store flertal. Men han nægter dog, at han i en kommentar i BT efter den famøse fiskertur nærmest aflivede eksistensen af apartheid ved at skrive, at den sorte befolkning havde det fint med egne sporvogne, skoler, parker og restauranter.

Dagens mening

Apropos meninger, så var det en del af udviklingen til det moderne BT, at Munk Jensen fandt på den daglige sportskommentar: >Børge Munk Jensen mener<.

- I mange år skrev jeg >meningen< hver dag. Det var ikke altid lige let, for der skete jo ikke så meget i sporten dengang, som i dag med doping og korruption og sager. Til gengæld var der mere frit slag, lederne og de aktive tog det ikke så højtideligt, og der var en anden respekt for aviserne end i dag, da TV jo har været overalt og taget det hele, før aviserne kommer til. Det er meget sværere end dengang, men jeg synes, at BT's nye sportsredaktør gør det godt, og han er ikke bange af sig. Der er for mange, der ikke tør sige deres mening, siger Munk Jensen.

Han var aldrig bange for at sige sin, men han stod som regel på de aktives side.
- Jeg gik indimellem temmelig langt i min kritik af lederne. Det gav nogle sammenstød. Den var ikke gået i dag, men dengang tog man det ikke så højtideligt. Jeg blev dog ikke æresmedlem af DIF efter en sag sidst i 60'erne med Emanuel Rose, DIF's afdøde generalsekretær. Der manglede én stemme, hvad BT's redaktør Leif Jensen fandt aldeles fint.
- Så kommer du ikke i lommen på dem, sagde han og gav sin >hårde banan< af en sportsredaktør lønforhøjelse.

Smile-pokalen

Det var sjovt nok sammen med Rose, Munk og BT hentede den >sorte gazelle< og trefoldige OL-guldvinder fra Rom 1960, Wilma Rudolph til et atletik-stævne på Østerbro stadion. Rose arrangerede, BT financierede, 11.00O mødte op på Østerbro stadion for at se verdens hurtigste kvinde - hvilket indbragte Børge Munk Jensen Smile Pokalen, som gik til årets sportsjournalist dengang. Overrakt af dansk sportsjournalistiks >opfinder< Emil Andersen, kaldet Mr. Smile.

- Jeg var den første, der fik den, og jeg synes ikke, at det havde været bedre at få den for en god historie. Den blev dengang givet for en journalistisk bedrift, og det var en bedrift få Wilma Rudolph til Danmark, for hun rejste ikke verden rundt alene. Normalt var hun kun i Europa sammen med det amerikanske landshold.

At det kostede noget - ud over fly på 1. klasse og rundtur i Danmark - lægger Munk ikke skjul på. Men hvor meget Rudolph fik for at løbe, kan han ikke huske - og det var en af de historier, der ikke blev skrevet i BT. Man saver jo ikke den gren over, man sidder på. Og når Munk Jensen i denne stund gentager, at han aldrig skrev de 50 bedste historier i sit journalistliv, så skal den nuancerede begrundelse også med i denne omgang.

- De menneskelige omkostninger ville have været alt for store for de mennesker, det handlede om. Det ville jeg ikke udsætte dem for. Men det ville også have ødelagt alt for mig selv som journalist, for jeg ville aldrig mere nyde idrætsfolkenes tillid og aldrig mere få noget at vide af dem, siger han.

Når det gik, trods nogle gevaldige skæverter indimellem, så hænger det ifølge Munk selv sammen med, at han aldrig var bange for at dementere, hvis han have taget fejl. Og det var ikke med fire linjer på næstsidste side, han rettede en historie, der havde givet en stor overskrift dagen før. Folk kunne blive sure på sportsredaktøren fra BT, men da selvhøjtidelighed ikke ligger til ham - han kunne derimod altid kunne grine ad det, mere alvorligt var det jo ikke - kunne man ikke blive rigtig vred på den >charmerende gangster<, som han også er blevet kaldt.

Hængt ud

Tag nu næsten-naboen, den tidligere roer Elo Tostenæs, som Munk efter et tip fra en højtstående roleder hængte ud efter OL-semifinalen i Rom, hvor Tostenæs og makkeren Tage Grøndahl havde givet op. Grunden var ifølge tippet, at toeren havde guffet store bøffer og rødvin i sig før de skulle ro, og det stod i BT.

Stor ballade og krav om dementi. Det blev afvist, for Munk troede på sin kilde, indtil presset efter længee tids ståhej blev sat ind >oppefra< på selve det berlingske hus. Så måtte Munk dementere, men umiddelbart efter døbte rosporten en singlesculler Cim efter ham. Og så kan enhver jo tænke sit, men Munk og Tostenæs er fine venner, siger han.

En gang måtte redaktøren dog i retten.
- Hans Henrik Palm var blevet europamester mod en irsk bokser, han normalt ikke skulle kunne slå. Men ireren var blevet blindtarmsopereret på Frederiksberg Hospital aftenen inden kampen, skønt Mogens Palle havde fortalt mig, at alt var i orden. Det var det altså ikke. Derfor skrev jeg: "Til lykke Palm. Synd det var svindel".

Så trak Mogens Palle mig i retten. Dommeren forstod ikke ret meget, og det fortalte jeg ham på et tidspunkt, da jeg var blevet irriteret over, at han ikke kunne forstå, at det drejede sig om, at folk da ikke havde fået deres EM-kamp.

Så fik jeg 10.000 kroner i bøde for foragt for retten og måtte betale 4000 i sagsomkostninger, men mærkelig nok faldt der aldrig dom i den egentlige sag, så jeg tabte den strengt taget ikke, siger vor sprællevende bestor, der ved DS' 75 års jubilæum blev udnævnt til æresmedlem af Danske Sportsjournalister.

Selv om nogle af Munkens oplevelser overgår de bedste lystfisker-historier, så har han - også i en menneskealder - skrevet om lystfiskeri i Berlingske Tidende. Faktisk siden han i 1943 fik ideen om at skrive om den hobby, han selv har dyrket siden drengeårene i Århus, og som siden medvirkede til at bringe ham verden rundt.

Laksene

- Er der steder, du ikke har været?

- Ja, på Læsø, men det skal jeg nu have gjort noget ved i år, kommer det prompte fra Munk, der påpeger, at man blot skal skrive om folks hobby, hvis man vil have dem i tale. I år arrangerer han for 49. gang læsertur til laksefisker-eldoradoet Namsen - og drømmen er at lave jubilæumstur i 2001. Hvor det hele begyndte med, at han under en rundtur i Norge kritiserede nordmændene for, at de blot lejede fiskeretten ud til enkelte britiske rigmænd, som der ikke var nogen forretning i. Det var dumt, mente jeg.

Dagen efter at den historie havde stået i en norsk avis, ringede en nordmand, der ejede et stykke af Namsen og tilbød samarbejde, hvis den danske ekspert ville komme med lystfisker-turisterne.

- Det var egentlig noget, jeg slyngede ud, da de spurgte mig oppe i Nordnorge, for faktisk vidste jeg på det tidspunkt ikke en pind om norske laksefiskeri, griner Munk.

- Det gjorde han derimod om cykelløb, hvor Willy Falck Hansen, spejderen, var hans store helt fra de tidligste drengeår. Det førte til 6-dagesløbene, som han har set 116 af, flere end nogen anden journalist i verden, mener han selv.

6-dages-direktør

Han fortæller uden blusel om dengang, Politikens Simon om skrev om ham, at >han er den rigtige 6-dagesdirektør<. BT sad på 6-dagesløbene dengang i 50'erne, fordi Munk og senere Jørgen Beyerholm skrev mere om det end nogen anden avis i Europa. Det imponerede de store udenlandske navne som van Steenbergen og Oscar Plattner, og det gjorde, at de danske arrangører ikke trådte over BT.

Det fik sidst i 50'erne Aarhus Stiftstidendes unge sportsredaktør Knud Esmann til at hænge Munk Jensen og BT ud for at arrangere skandaler på den umuligt korte cykelbane i Århus. I Esmanns udlægning havde Munk overtalt Plattner til at hælde mel ud over en løbsfunktionær for at lave rav i gaden, så BT havde noget at skrive om. BT skulle nok betale bøden, de skulle bare have historien, som Esmann altså opsnusede og skrev på Stiftens forside. Da han næste aften mødte Munk Jensen i hallen, troede han, at der ventede et ordentligt møgfald, men i stedet var der øl - og da den måbende Aarhus-redaktør bad om en forklaring, hev Munk et telegram fra sin chefredaktør op af brystlommen, hvorpå der stod:
Godt klaret, Munk, vi har udsolgt i Århus, kan du gøre det igen i morgen.

Den del af den gamle historie griner Munk af, men >det passer ikke, at jeg fik Plattner til hælde mel over løbslederen. Han smed selv en pose mel på en anden rytter. Det var tosset, for bagefter styrtede nogle ryttere i det mel, der lå på banen, og så fik han en bøde på 500 kroner. Det var mange penge dengang, så han spurgte mig, om jeg ikke kunne hjælpe ham og få bøden nedsat. Stiften tog et billede af os i samtale og slog det op som om, at her stod vi og aftalte det hele. I virkeligheden handlede det om at jeg prøvede at mægle, og bøden blev da sat ned til 100 kroner. Men da jeg læste i Stiften, at løbsdirektør Ernst Nielsen ville udelukke mig fra Århushallen, hvis der blev mere af den slags, blev jeg vred og krævede et dementi - ellers ville samtlige ryttere forlade løbet til midnat. Det fik jeg - udsendt på Ritzau,< siger han med glød i øjne og stemme.

Idiot

Det pudsige var jo - og det siger meget om en anden tid - at Munk Jensen altid viste sine >meninger< til Ernst Nielsen, før den gik i trykken. >Så skete det, at direktøren sagde: Du kalder mig idiot fire gange, kan vi ikke nøjes med to.
Sådan blev det - og bagefter kunne folk ikke forstå, at vi om aftenen gik med hinanden om skulderen og sad og spiste hummer sammen i højt humør.<
Mere alvorligt var det trods alt ikke, det er meget sværere i dag, hvor den gamle redaktør noterer, at BT siden hans 33 år som sportsredaktør har BT haft en lille halv snes forskellige folk på posten.
- Den nye mand, Peter Bruchmann gør gør det godt, og han er ikke bange for at sige sin mening i spalterne, siger Munk som fodboldlandsholdets anfører Bent Hansen først i 60'erne kaldte >Gangsteren fra BT< og advarede andre om. Fordi Munk og fotograf Willy Lund jagtede dem og historien om B1903-fløjhalfen og Henning Enoksens forhandlinger med en italiensk klub...

Efterlyst

En ny historie om historie om historien bobler ud. Munk og Lund var på vej hjem fra Jylland i bil. Ved en benzintank før Lillebæltsbroen hang et stort skilt:
"Munk Jensen, ring hjem til BT, haster".
Det var Torben Blom, min uundværlige, dygtige redaktionschef og kollega, der havde slået til. Han klarede alt, når jeg ude. Vi vendte bilen og kørte til Enoksens hjem i Vejle, hvor vi blev afvist ved hoveddøren. Vi satte os til at vente, og da de kom ud og skulle ud og have noget at spise fulgte vi efter dem........

Er der egentlig noget at sige til, at denne mand er ydmyg og taknemmelig for det liv, han fik chancen for at få - og greb for 65 år siden - uden ane, hvor det ville bære hen. Selv mener han, at den gamle type sportsredaktør, der altid var i felten, sluttede med ham og Ekstra Bladets Aksel Alstrup. I dag er jobbet meget mere administrativt plagsomt, mens han stadig får lov at om lystfiskeri i Berlingske og korte sportsnyheder i BT.
- Jeg skal ind og lave en ny kontrakt med dem i morgen, siger journalisten, der formentlig er den ældste aktive sportsjournalist i verden, og den, der har tjent længst tid på samme blad.

Lønforhøjelse

For han havde det jo godt, og selv om Harry Bendixen altid besvarede ønsker om lønforhøjelse med sætningen:
"Munkebasse, er du klar over, hvad Københavns kommandant tjener? Det er mindre end dig" - så føler han sig ikke snydt for noget.