Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Strejftog gennem danske fodboldstadions

Tirsdag d. 15. februar 2000


Strejftog gennem danske fodboldstadions

Af Bent Hermansen

Strejftog gennem rejemadder, koldfronter og musik-inferno på udsatte pressepladser!
Anderledes kan indtrykkene fra mange års journalistaktivitet på diverse stadions i det lille Danmark næppe sammenfattes.

Sportsjournalister hævdes at være et priviligeret folkefærd, fordi de fleste gør en hobby til et erhverv med spændende og ofte dramatiske oplevelser, som de tilmed får betaling for at beskæftige sig med.
Sportsjournalistik er lidt af et ønskejob, selv om arbejdsvilkårene ikke altid er 100 procent hensigtsmæssige.

Under pres fra kravene om større komfort har mange bevilgende myndigheder enten renoveret eller nybygget stadions til glæde for publikum og især de sponsorer, som mere end nogensinde holder fodboldforretningen i gang. Der kæles for disse sportens pengemænd, og det skal de ikke høre et ondt ord for.

Men hvad med pressen?
Jo, den får da lov til at spise med ved de riges bord før og i pausen under en kamp, men ellers svarer journalisternes arbejdsvilkår ikke til investeringerne i at pleje sponsorer og publikum.

Vi ser lidt på forholdene.

Blandt de senere års moderniseringer fremstår Odense Stadion ganske indbydende, og der er da også tænkt på pressen i den forstand, at der er god plads til både albuer og computer med el-kontakt, men den nye pressesektion er rykket udendørs med de ulemper, som det kan medføre.

På kolde efterårs- og tidlige forårsdage skal pressens gentlemen nærmest være klædt på, som om de skulle med kronprins Frederik på en Grønlands-ekspedition, og på grund af publikums larm og tæppebankermusik af anselig lydstyrke over stadionhøjttalerne er det for en arbejdende journalist - og da især morgenbladsjournalister med tidlig deadline til aftenkampe - faktisk umuligt at føre en telefonsamtale med hjemmeredaktionen.

Problemet med dette musik-inferno kendes fra alle stadions med udendørs pressepladser og er særlig slemt i Parken i København, hvor anlæggets betonkonstruktioner hvirvler gunga-gunga musikken som en tornado rundt mellem tribunerne og borer sig ned i øregangene på de udsatte pressefolk.

Det er jo ikke ligefrem "Liebestraum" med Stefan Askenase eller "As Time Goes By" med Teddy Wilson, der spilles.

Det er det for resten heller ikke i radioens P4 på P2, Søndagens Sport på 3'eren eller Giro 413's efterfølgende sødsuppe af en misk-mask ønskekoncert. Jeg mener - Richard Ragnwald, Jodle Birge, Peter Belli og sang-parodisten Povl Dissing trænger da til en pause. Efter sidstnævntes voldtægt på julens salmer ville han blive pebet ud ved familien Hermansens dans omkring træet...

Men tilbage - ikke til studiet, men fodboldarenaerne.

I Silkeborg lagde man sig virkelig i selen ved færdiggørelsen af første del af en stadionudvidelse.
I en ny sponsor- og presselounge sidder alle i flotte røde lænestole - biografstole, kaldes de - så behagelige, at de tilstedeværende risikerer at falde i søvn, såfremt fodboldmillionær Morten Bruun og hans bistandsklienter inden for linjerne ikke leverer varen. Før Benny Johansens og Peter Lassens tid i det midtjyske hørtes af og til en høj gaben.

Men arkitekterne bag moderniseringen glemte presseborde, så al computer-aktivitet foregår med arbejdsredskabet placeret på lårene.

Borde er der til gengæld mange af til glæde for sponsorerne i deres nydelse af lune retter inden kick-off.
Bordene er dog så små og pladsen trang, at flere journalister foretrækker at indtage "dagens ret" på paptallerken i presserummet med det ubehagelige resultat, at undertegnede har oplevet at få et afgnavet kyllingeben og kartoffelsalat hældt ned ad nakken.
Heldigvis fulgte der ikke is-dessert efter.

I det trange presserum på Viborg Stadion serveres sandwiches på sølvbakke, som dog uheldigvis for den sidst ankomne journalist er placeret på den udsatte bordplads lige bag indgangsdøren.
Den stakkels skriverkarl får således smækket ikke bare døren op i nakken, hver gang den åbnes, men også næsen ned i en af sandwichene med rejer, æggeskiver og grøn salat.
En efterlønner med lavindkomst har flere gange forgæves forsøgt at afsætte sandwichene for 10 kr. pr. stk.

I Vejle dækkes der i pausen op indendørs med højt smørrebrød. Det kan så opfattes som en lille trøst oven på udendørs-faciliteterne af tvivlsom kvalitet.
Ingen direkte el-tilslutning, men ledninger trukket ud fra et tilstødende kontor.
Alene at komme frem til pressepladserne i forreste række kræver artistiske færdigheder, smalle som passagerne mellem stolerækkerne er. Og man priser sig ofte lykkelig over ikke at have brækket et ben i bestræbelserne på blot at komme op på trækonstruktionen af et makværk.
Det kunne Vejles tidligere træner, eks-tømrer Ebbe Skovdahl have gjort bedre.

Mange pressereaktioner er i det hele taget indrettet uden hensyntagen til folk med bodegamave - ingen navne nævnt.
Det er især galt på Århus Stadion, hvor toiletbesøg bør foretages inden kampen.
Skrivepultene i Århus er heller ikke for smart indrettet, nemlig uden en smule vinkel.

På Herfølge Stadion derimod skråner de opklappelige pressepulte så meget, at det for en skrivende journalist er umuligt at se computernes opslåede display.

I både Herfølge, Gladsaxe og Brøndby - men ikke i Esbjerg, Aalborg og Lyngby - er det ligesom i Odense, Parken og Vejle klogt med en lun påklædning på de udendørs pressepladser på dage og aftener, da nogle spillere tyr til at optræde med varme vanter.

Nærværende strejftog skal slutte med et lille hjertesuk fra min gamle hjemmebane i Næstved.
"Hvor er duerne henne?", lød spørgsmålet til den daværende sportsredaktør på Næstved Tidende, nuværende medarbejder ved Ekstra Bladet og formand for Danske Sportsjournalister, Flemming Thor Madsen, da undertegnede for nogle år siden første gang betrådte en ny tilbygning i træ til pressen på Næstved Stadions hovedtribune.
Redaktør Thor Madsen, der - forstod jeg - havde bistået med råd og vejledning ved tegnebordet - så noget pikeret ud over denne slet skjulte opfattelse af pragtværkets lighed med et dueslag, og sandt for dyden er det indretningsmæssigt ikke noget at prale af.
Men nu er Næstved jo desværre røven af - ikke 4., men 2. division - så med få hundrede tilskuere til hjemmekampene er der god plads til både duer, publikum og Thor Madsens efterfølgere fra den lokale sportspresse.
Og hvorfra skal hjælpen komme til Ib Skotnborgs og Keld Baks og min gamle klub?
DBU giver næppe dispensation til en efterlønner.
Så det ender vel i en fusion med Toksværd og Herlufmagle...