Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Den sprogsprudlende sportsredaktør

Tirsdag d. 15. februar 2000


Magnus Simonsen på plads i München under sin sidste store opgave før sin død - De Olympiske Lege i 1972.


Den sprogsprudlende sportsredaktør

Magnus Simonsen var en levende legende i dansk sportsjournalistik.

Tekst: John Idorn
Foto: Pol-foto


Det var Emil Andersen, "Mr. Smile", der bl.a. via udgivelsen af Idrætsbladet fra 1916 skabte idrættens gennembrud som journalistisk fagområde.
16 år senere begyndte en anden pen at beskrive idræt i POLITIKEN. Den pen skulle løfte arbejdet op fra alment respekteret journalistik til skribentvirksomhed.

"Simon" kunne sætte ord sammen. Han var virtuosen blandt tryksværtens beherskere.

Hans artikler til bladet gennem 40 år - jubilæet fandt sted under OL i München - blev skrevet i det smukkeste og mest farverige sprog, formet af en lysende intelligens.
"Simon" skabte den dynamiske, medrivende skitse af, hvad han havde oplevet. Der var mennesker, der foretrak at læse Simon fremfor at opleve begivenheden selv.
Simon ville næste år være fyldt 100 år, men selv når hans 200-års dag oprinder, vil navnet stå i lige så stærk belysning som hos dem, der oplevede ham i funktion.
At være til fodboldlandskamp med Simon var ikke nogen idrætsbegivenhed. Det var, som nogle af hans daværende kolleger formulerede det: "som at sidde ved siden af en vulkan". Det var totalt udmattende bad i Simons rige følelsesliv, begejstring vekslede med depression, men altid en forståelse for de aktives situation og muligheder i enhver henseende.


Simon var en original med hang til det franske univers i temperament og den angel-saksiske verden med hensyn til stil. Han elskede London og den flegmatiske ro, der prægede briterne og deres omgangsformer.
Når han gik på gaderne, vendte englænderne sig om efter ham for at se, hvordan de skulle være klædt. Turen gik næsten altid til Savile Row, skræddergaden i skyggen af Regent Street. Her fik han syet de halstørklæder og den kasket i sort/hvid/brun tern, der blev hans adelsmærke på udefronten. Simon var en elegantier udvendig og en hædersmand indvendigt.

Anglofilen Simon kastede sig også over litteraturen - og hentede derfra en del af sine forbavsende citater, der med rund hånd blev spredt mellem de saglige observationer og konklusioner.

En forbavsende kontrast: Født på mejeriet i Stenlille ved Kalundborg d 13. marts 1901 - men han følte sig hjemme overalt i verden.
Det var i Stenlille, hans enthousiasme for fodbold - og for at læse om det - blev til. Her fandt han sit forbillede. Selv skrev han: Jeg måtte have POLITIKEN før nogen anden for at læse Aabye’s både saglige og humørfyldte referater - gennem ham var jeg på hat med og kendte alle datidens store koryfæer, Anton Olsen, Mikkel Rohde, Poul "Tist" Nielsen og Poul Zølck.
Ordene blev skrevet i 1965 om cand.theol. Edgar Aabye, der i 1892 - vist nok som den første i Danmark - blev heltidsansat på en avis til at skrive om idræt.
Om hans stil skrev Simon: Aabye lagde ikke vægt på nutidens sensationsjournalistik og mere eller mindre gasfyldte historier. Han ville have korset sig og kæmpet både med hænder og fødder og med sin skarpe, glimrende pen, mod idrættens udvikling og den professionelt betonede topidræt, som dominerer så uhyggeligt i dag. (Edgar Aabye var bladets sportsredaktør frem til 1932).

Da boldtalentet skulle udforskes efter syv år under det stråtækte tag, blev det B. 93 - her var de fleste idoler. Så gjorde det mindre til sagen, at han måtte starte med at sige "De" til medspillerne på det hold, der blev berømmet som "champagneholdet". Betegnelsen skyldtes også - til en vis grad - selve spillestilen.

Talentet var stort nok til, at det ikke alene rakte til en fast plads som centre-forward på førsteholdet, men også til fire landskampe, hvorefter Simon med en basisuddannelse i et rejsebureau og (vist nok også hos en veksellerer), rejste til Paris i 1926 med 400 kr. på lommen.

Via en dansk bekendt (Gunnar Aaby fra AB?) fik han kontrakt med Stade Francais og Racing Club de Paris efter at have været både hotelportier, forsikringsmand og bilvasker, inden sproget helt sad, som han ville ha’ det. Han opdagede også "L’Équipe" den franske stil.
Til alt held havde han i sin bagage medtaget pennen - og der skete alt for meget i Paris i slutningen af 1920’erne, til at han kunne tie stille.
Jeg véd ikke, om det var retssagen mod dommermorderen Gorgulov til Ekstra-Bladet eller om det var en artikel om fransk landbrug til Fyns Tidende, der kan betegnes som den egentlige debut, men i POLITIKENS hjørneværelse på 1. sal fulgte chefredaktøren med i, hvad ham, hvis dåbsattest lød på Magnus Thing Simonsen, kunne af leg med ordene.

1. sept. 1932 var seks års eksil slut - og en ny stjerne begyndte at funkle på idrætsjournalistikkens danske himmel. Emil Andersen fungerede frem til 1939 - siden var Simon den, man skulle/måtte/ville læse for at være med.
Simon skabte den stil, der gjorde det acceptabelt for selv den i egen opfattelse intellektuelt herskende overklasse, hvis radikalt-liberale kultursyn passede med bladets politiske tilhørsforhold (Det radikale Venstre), at læse om idræt. Med Simon mistede de argumentet for deres hidtidige motion: At springe sportssiderne over.

Et eksempel på hans stil i den personlige klumme Simons Søgelys - netop fra 1939. Artiklen kom i anledning af uenighed i fægteforbundet. Den store mand, Ivan Osiier (sabel-sølv ved OL 1912) var forbigået til en landskamp.
Enhver kan forestille sig formuleringen i dag af Simons elegante måde at beskrive en konflikt på:
- Det er kedeligt, at fægternes mundtlige træfninger aldrig har blot en antydning af den elegance, der kendetegner fægtningen. På pisten fører fægterne kården behændigt og chevaleresk; udenfor foretrækker man ofte dolken - og støder den i ryggen.
Den værdige form efterlader ingen i tvivl om, at der eksisterede ufred i geledderne.

Artiklen kan såvist ikke være fyldestgørende uden den mest berømte af Simons såkaldte metaforer (som vi andre betegnede det), altså et billedligt udtryk, hvor man erstatter selve sagen med et billede. Ja - den om brøndgraveren.
Den står at læse i POLITIKEN for mandag d. 24. november 1959, dagen efter, at B. 1909 med 3-1 over Frem havde vundet sit første DM (i klubbens jubilæumsår).
Simon skrev: ..og kold som en brøndgravers r.. drønede Erik Berg (B. 1909) løs, et brag af et skud, der først skruede udad, men i sidste brøkdel af et sekund gik så meget indad, at bolden eksploderede mod indersiden af stolpen og fløj over i det modsatte målhjørne.

Det er værd at lægge mærke til, at Simon ikke skrev ordet fuldt ud - og han erkendte villigt, at han havde stjålet, da POLITIKENS citat-mester par excellence, J.B. Holmgaard forelagde ham oprindelsen.
Det findes i Leon Uris’ bog "Battle Cry", der i dansk oversættelse i 1953 ved Michael Tejn kom til at hedde "Læderhalsene". Heri siger en af figurerne, Danny: "Teltet er klammere end en brøndgravers røv" (Colder than a welldigger’s buttom out here).

Citatet blev diskuteret i bogen "Billedsprog", og i en anmeldelse af bogen afviser anmelderen (Hans Fl. Kragh, Ekstra-Bladet), at den kan bære betegnelsen "metafor" med begrundelsen: "Den udvider ikke vor erkendelse; vi bliver ikke klogere; den danner ikke et indre syn, alene fordi de fleste af os ikke véd, hvordan en brøndgraverrøv ser ud, endsige føles. Det ved kun hans hustru, og hun er måske ikke interesseret i fodbold"
Uanset hvad: Læserne nød det, og Simon fortalte sine medarbejdere: "Man må godt stjæle, når bare man kan gøre det elegant".

Kunne Simon have været på et andet blad end POLITIKEN?
Meningerne er nok delte. Den ene part vil sige: Når man er en type som Simon og med det format, kan man finde sin niche alle vegne. Men jeg vil nok tvivle på, at man på andre blade ville have været så fleksibel over for selv en stjernemedarbejder.

I sin kronik i anledning af POLITIKENs 110 års dag opregner professor, dr. med. Villars Lunn nogle af navnene i det hus, der for flere slægtled har stået som den suveræne befordrer af politiske og kulturelle budskaber og holdninger.

Også han havde Edgar Aabye’s referater og refleksioner som sit udgangspunkt, og med forbillederne Viggo Hørup, Henrik Cavling og Edvard Brandes fortsatte han med at læse artiklerne af Johannes V. Jensen, Poul Henningsen, Anker Kirkeby, Henrik V. Ringsted, Andreas Vinding, Tom Christensen, Frederik Schyberg (scenekunstens højesteret) og - i moderne tid - Knud Poulsen, Kai Friis Møller, Poul Sørensen og Sabroe, Habakuk Piet Hein, Lise Nørgaard, Gert Munck og Poul Hammerich.
Selv i den samling fandt Villars Lunn plads til "den sprog-sprudlende sportsredaktør".

Simon virkede forvirret og distræt. Jeg har en mistanke om, at der blev spillet på det - men med den elegance, der gjorde indsigelser nyttesløse og ligegyldige. Det var bare at nyde privilegiet at være på samme sportsredaktion.

Hans regnskabssans var legendarisk. Hver gang han var på rejse, hævede han forskud - men kom aldrig med rejseregning. En gang om året gik regnskabschef, Svend Aage Ringbæk, op til ham og sagde: "Simon - hvis ikke vi laver det nu, får du ingen løn til den første".

Jeg tror, at Simon elskede det ritual. Han havde de fleste kvitteringer, men een gang kom han i klemme. En rejse med fodboldlandsholdet. I sin kvide ringede han - ifølge en af medarbejderne - til DBU for at høre om, hvornår kampen havde været. Fra den anden ende blev der givet en dato. Simon vrissede: "Det er ikke datoen, jeg spørger om. Hvilket år var det?"
.
Et andet eksempel på Simons forhold til regninger er selvoplevet. Så ofte som muligt kørte Simon til bladet på sin cykel fra Bellahøj i dagslys - og det blev nat, inden han tog hjem. Altså lygtetid.
Et redaktionsbud (de fandtes den gang i rigelige mængder, og for dem var ingen opgave for ringe) blev sendt ned til automaten i Studiestræde, og Simons cykel var så reglementeret påklædt til at møde ordensmagten. Det skete mange gange på et år.
En dag rasede han: "Det forbandede el-værk. Nu har de igen afbrudt strømmen, bare fordi bladet ikke har betalt el-regningen" (Simon havde glemt at tage regningen med, og PBC fandtes ikke).
Men med lynets hast ændredes de nedadtrukne mundvige til det kendte charmesmil. "Men jeg snød dem - for så tændte jeg bare alle mine nefa-lygter, og det var i grunden en meget hyggelig belysning!"

Sammen med Julle og Ralf Buch skrev Simon om sin tid i idræt i DIFs jubilæumsskrift af 1971 (der først kom i juni 1972). Om fremtiden skrev han:
- Men det er, trods den verdensomspændende beundring for stjernerne ikke dem, der er det vigtigste. Problemet er at "sælge" idræt og motion til hele den danske befolkning som Ford-vogne og støvsugere, selv om det kun bliver en slags tilbehør til konkurrence-idrætten. Og så er det lige meget, om det drejer sig om gang, løb, svømning, skiløb, roning, atletik, brydning, boksning ja, hvad som helst, der falder ind under idræt. Den skal og bør indgå i ethvert menneskes liv som de øvelser, der følger med en muhamedaners bønne-ritual.
Det store og farlige problem, som dansk idræt får at kæmpe med de næste 75 år er den nationale propaganda: At idræt bliver en hæderssag for nationen i stedet for en adspredelse og en hæderssag for den enkelte - og den heraf opstående professionalisme. Det bliver idrættens sag at løse dette problem. At afværge de farer, der truer idrættens op- og nedtilværelse med dens stimulerende, hærdende og udløsende egenskaber.

Magnus Simonsen dækkede OL i München i 1972, men døde kort tid efter. Blandt kolleger i dansk sportsjournalistik er han imidlertid udødelig.