Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Kritik af TV2's boksedækning

Lørdag d. 19. februar 2000

Lars Werge skriver følgende artikel i Berlingske Tidende i dag:


Afventende TV-stationer

Sidste omgang? TV2 afventer eksperternes reaktion på Gonzalez' uheld, mens DR og TVDanmark undrer sig over TV2 journalistiske prioritering.

Af Lars Werge

AALBORG
Der var ikke ét ord i de ordinære Morgennyheder på TV2 fredag morgen før klokken havde passeret 09.00. Med båndede indslag kunne den fynske station da fortælle, at fjervægteren Efren Gonzalez var blevet bragt til Universitetshospitalet i Odense efter den uhyggelige afslutning på kampen mod danske Spend Abazi.
Når det betænkes, at TV2 sidder på rettighederne til Abazi-kampen gennem aftalen med promotor Anders Vester, giver det eftertanke hos andre TV-medier i tilsvarende situationer, at stationen ikke oplyste nyt i sagen.

"Netop når man har købt nogle rettigheder, skal man bibeholde den klassiske, journalistiske tilgang til emnet. Ikke for meget, ikke for lidt - og her er der altså tale om en elementær, vedkommende historie lige efter fagets ABC. Give (hvor stævnet fandt sted, red.) er en klar historie," siger TVDanmarks programchef Paul Gazan.

Hans station sidder på rettighederne til Vester-konkurrenten Mogens Palles stævner. Danmarks Radio har lavet en aftale med TVDanmark om at vise indslag fra Palle-stævnerne - alle tre stationer er således inde i et felt, hvor svage sjæle kan falde for fristelsen til at beskytte dyrt erhvervede rettigheder.

Men også DRs sportschef, Jørgen Steen Nielsen, mener, at Gonzalez-historien er absolut væsentlig.

"Derfor undrer det mig, hvis TV2s Morgen-TV ikke har vist noget om det før i nyhedsoversigten klokken 09.00. Jeg så det ikke selv, men dén sag har alt: Nu vil det igen komme til diskussion, om professionel boksning skal forbydes," siger Jørgen Steen Nielsen til Berlingske Tidende.

TV2-sportens redaktionschef Ole Henriksen påpeger, at den fynskbaserede station "naturligvis følger op på Give-stævnet". At der ikke var opfølgning allerede om morgenen, hvor flere bokseinteresserede formentlig har ønsket at høre nyt om sagen, forklarer han med, at sportsredaktionen ikke er involveret i planlægningen af morgenfjernsynet.

"Men der skal ikke være tvivl om, at vi graver i den her historie. Både i nyhedsudsendelserne på sporten (hvor der var flere indslag fredag aften, red.) og formentlig også på torsdag i Lige På & Sport," siger Ole Henriksen.

TV-transmissionen havde i øvrigt meget pæne seertal. Næsten halvdelen af de danskere, der så TV torsdag aften efter 22.30, fulgte Give-stævnet, og gennemsnittet på hele udsendelsen indtil 00.15 var, at der sad 450.000 mennesker og fulgte kampene - og udviklingen i Gonzalez-sagen.