Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Interview med TV2s Thomas Kristensen

Onsdag d. 16. juni 2004

TV2 har udsendt dette interview med Thomas Kristensen i forbindelse med, at han snart debuterer som Tour-kommentator.

......................

Thomas Kristensen går en spændende sommer i møde. Forude venter kommentatoropgaver i forbindelse med EM i Portugal og Tour de France. Under EM skal han kommentere 12 kampe på 12 dage rundt om i Portugal sammen med Erik Rasmussen, 42 år, og siden 1. januar cheftræner for FC Midtjylland. Men Thomas når dårligt hjem til Odense og vende, inden turen atter går sydpå til jobbet som Tour de France-kommentator sammen med Jørgen Leth.

- Erik Rasmussen er en spændende person. Han er ikke som alle andre. Han har en anden tilgang til fodbolden og er ikke bange for at sige sin mening. Han elsker offensiv fodbold og er lidt af en fodboldromantiker. Han vil hellere spille et brag af en kamp og tabe 5-4, end spille en elendig kamp og vinde 1-0, fortæller Thomas, der selv har spillet fodbold og håndbold, siden han blev i stand til at holde på en bold.

101,7 Mhz - Radio Victor
Thomas Kristensen er vokset op i Hjerting ved Esbjerg og mødte som femårig første gang op til træning i den lokale sportsklub. Det var her grunden til et livslangt kærlighedsforhold til håndbold og fodbold blev lagt. Thomas fortæller selv, at han var lidt af doven angriber, så det blev ikke til de helt store resultater. Og da han som 14-årige begyndte at arbejde som frivillig på Radio Victor i Esbjerg, var der ikke rigtig tid til at udvikle boldtalentet yderligere. Fra 87 til 96 var han lønnet sportsmedarbejder på Radio Victor. I 98 skiftede han til DR Syd i Åbenrå og begyndte også at arbejde for Radiosporten. I marts 1999 fik Thomas job på TV 2 som reporter og kommentator. I dag spiller han udelukkende fodbold for hyggen og motionens skyld.

Den 91. Tour
Thomas Kristensen og Jørgen Leth har brugt de fire forårsklassikere til at pudse formen og samarbejdet af på, inden det går løs med Tour de France, den 91. af slagen, Leths 15. og Thomas’første.

32-årige Thomas skulle lige have et par dage til at tænke sig om i, inden han sagde ja tak til TV 2/SPORTENs tilbud om at afløse Jørn Mader som Leths faste Tour de France-makker.

- Det er en chance, man formentlig kun får én gang i livet, så selvfølgelig sagde jeg ja tak. Jeg har da masser af kriller i maven, for det er en stor opgave at efterfølge en kapacitet som Mader, men det er også en gave at få lov til at arbejde sammen med en mand som Jørgen Leth. Han er et af de mest spændende mennesker, jeg har mødt, siger Thomas Kristensen, der snart skal i gang med at pakke kufferten. Og det er i sig selv lidt af en opgave – i hvert fald for Thomas. Selvom han har rejst utroligt meget på grund af sit job, har han stadig problemer med at dosere antallet af sokker og skjorter.

- Jeg er ufattelig dårlig til at pakke. Jeg får altid for meget med. Jeg bruger som regel kun en tredjedel af det, jeg har fyldt i kufferten. Jeg er blevet lidt bedre til det efterhånden, og denne gang har jeg svoret, at jeg kun skal have fire par shorts med, griner Thomas.

Faktaboks
Thomas Kristensen.
Født 26. juli 1971.
Ansat på TV 2/SPORTEN siden marts 1999 som reporter og kommentator.