Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Lige på og sport

Onsdag d. 8. marts 2000

Morten Stig Christensen, sportschef på TV2, har skrevet et synspunkt, der samtidig lægger op til "Lige på og sport" på TV2 torsdag aften.
Vi har fået lov at bringe Mortens indlæg her på hjemmesiden som service for vore medlemmer:


Misbrug af børn – et tabu også i idrætten !

Af Morten Stig Christensen


Enhver kultur og ethvert samfund bærer på tabuområder. Det gør idrætten også.

Temaer som vi ikke rigtig ønsker at beskæftige os med. Fordi de er ubehagelige. Fordi de er vanskelige at løse. Fordi konsekvenserne virker uoverskuelige. Fordi de kan ødelægge mennesker.

Lige på og Sport tager fat på sådan et tema torsdag 9/3 klokken 22:30.

Mandag 13/3 kommer den måske alvorligste sag nogensinde i Danmark om seksuelt misbrug af børn for retten. Her er den 39-årige kampsportsinstruktør Allan Derry Møller tiltalt for misbrug af ikke mindre end 10 drenge i 23 forskellige forhold. Og uofficielt betegner anklagemyndigheden det endda som toppen af et isbjerg !

Samtlige forhold, der er omfattet af anklagen har fundet sted under dække af idrætsudfoldelse.

Allan Derry Møller var i perioden mellem 1980 og 1990 en populær trækkerdreng i det pædofile miljø i København. Efter 1990 har han været ansat i mindst 10 daginstitutioner. Flere steder er han blevet fyret. Ingen af de institutioner TV 2 har talt med har ønsket at medvirke.

I samme periode har Allan Derry Møller uden nogen form for relevant uddannelse eller baggrund slået sig op som kampsportsinstruktør for børn. Og i ly af denne idrætsudfoldelse har overgrebene fundet sted. Så vidt TV 2 Sporten er orienteret har Allan Derry Møller kun en enkelt gang været i berøring med den organiserede idræt. Han lånte på et tidspunkt lokaler af CIK og optrådte i ly af brydeafdelingen. CIK’s formand ønsker ikke at medvirke. ”Vi kan kan ikke bidrage med mere”, siger han.

Hvorfor ønsker ingen – hverken i daginstitutionerne eller fra idrætten at udtale sig ? Hvorfor denne tavshed ? Og hvordan kan en person med den karakterafvigende brist Allan Derry Møller udviser i så mange år på den ene side cirkulere rundt mellem børneinstitutioner og på den anden side uden de mest basale kundskaber slå sig op som kampsportsinstruktør for børn ?

De store idrætsorganisationer DIF og DGI kender til problemstillingen. Men hvorfor er debatten udeblevet ? Og hvorfor har man ikke handlet ?

Journalisten Henrik Madsen bryder tavsheden og stiller nye spørgsmål i Lige på og Sport.