Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Nye tider på Brøndby Stadion

Torsdag d. 3. februar 2005

Nye tider på Brøndby stadion

Presseforholdene på Brøndby stadion er udbygget og fornyet, når Brøndby spiller sæsonens første hjemmekamp mod FCK i Royal League torsdag den 17. februar.

Alle journalister og TV-kommentatorer får plads med bord i en ny, central sektion på hovedtribunens øverste afsnit, mens de gamle pressepladser på den underste etage sløjfes.

På den nye pressetribune bliver der 60 permanente pladser med skrivebord, 220 V elstik (jord) og mulighed for tilslutning af tv-monitor, der er koblet til Brøndbys interne tv-netværk.

Der er nedgang til presserummet på nedre tribuneafsnit i umiddelbar nærhed af de nye pressepladser på øvre tribune-afsnit. Trappen op til pressepladserne og ned til presserummet og lobbyen, hvor spillere og trænere kan interviewes efter kampen, vil i princippet kun blive brugt af pressen.

Den nye presseloge opfylder ifølge Brøndby et akut behov, fordi et stigende antal journalister dækker klubbens kampe. Men samtidig har UEFA skærpet kravene til klubber, der deltager i de europæiske turneringer Champions League og UEFA Cupen.

I forbindelse med pressemødet før Brøndbys Royal League-kamp mod FC København vil den nye pressetribune - og det nye trådløse netværk - blive præsenteret. Faste skribenter og medier vil efter rundvisningen få mulighed for at vælge et antal faste pladser i den nye pressesektion.

Samtidig etablerer Brøndby i samarbejde med TDC et såkaldt sammenhængende hotspot, så der vil være trådløst internet overalt på stadion. Det indebærer, at journalister og fotografer med det nødvendige TDC-abonnement og PC-udstyr fra deres plads på pressetribunen eller nede på banen kan sende tekst og billeder uden brug af mobiltelefon, fast telefon eller ADSL-tilslutning.

Prisen for at benytte den nye trådløse internetadgang vil være et abonnement til omkring 200 kroner om måneden. Man kan også købes et "skrabekort", der vil koste cirka 50 kroner for tre timers brug af det trådsløse stadion-net.

Disse kort vil kunne købes på Brøndby stadion, oplyser Brøndbys kommunikationschef Thomas Lytzen.

Der vil fortsat være et begrænset antal faste ADSL-tilslutningsmuligheder til rådighed for journalister og fotografer i presserummet bag nederste tribuneafsnit.

Brøndby har præsenteret fornyelserne på Brøndby stadion for Danske Sportsjournalister (Per Kjærbye og Steen Ankerdal).

De ser ud til at være klare forbedringer af pressens arbejdsforhold.

Vi diskuterer fotografernes adgang til presserummet med Brøndby, hvor vort ønske er, at fotograferne i pausen kan benytte spillertunnellen, når de skal fra banen til presserummet – og retur. Det er ikke rimeligt, at fotograferne fortsat skal kæmpe sig igennem gennem tilskuerne for at komme fra banen og op i presserummet mellem de to halvlege.