Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Den Gyldne Pen 19: De gode gamle dage

Torsdag d. 20. april 2000

Billedtekst:

Thomas Kristensen: - I dag har de unge reportere større chancer for at være med - endda i spidsen af feltet - end i Gunnar "Nu" Hansens tid.



De gode gamle dage


Af John Jäger (28 år) og Thomas Kristensen (28 år)
TV-2 Sporten


Det er noget, nogle holder meget af at snakke om, når de kommer lidt op i årene. Nogle ældre har som oftest svært ved at se noget positivt i ”dagens Danmark” - og elsker at fortælle om dengang de var unge. Inden verden blev noget værre rod.

Sådan er det åbenbart også i vores branche.

I sidste udgave af DEN GYLDNE PEN læser vi i hvert fald til vores store forundring, at BTs Ib Pilegaard er glad for, at han ikke er ung i dag. Glad for at han ikke skal til at tage hul på et langt liv som journalist i sportens uforudsigelige verden.

Hvorfor tillader vi os at spørge?

Som forholdsvis nye i branchen har vi svært ved at se, hvad der er at være bange for. Nogle vil måske påstå, at det forhold, at der vel næppe nogensinde har været så skarp konkurrence imellem aviser, radio og tv-stationer, skulle være grund nok til at ikke at være glad for sin fremtid som ung sportsjournalist. Og hvis man er bange for konkurrencen og konkurrenterne, så forstår vi frygten.

På den anden side: Hvis man er født med blot en smule konkurrence-mentalitet og måske ligefrem lidt vinderinstinkt, så er det da først nu, det er sjovt. Og vores beskedne erfaring fortæller os, at vi har masser af jævnaldrende kolleger, der er præcis lige så glade for konkurrencen, som vi er.

Vi har da en vis forståelse for, at det kan være svært at glemme de tider, hvor det kun var BT og Ekstra Bladet, der var ”frække” nok til at gå i omklædningsrummet efter en fodboldkamp, men på den anden side: Det er da herligt, at vi nu er flere, der er med på samme grønsvær og kæmper om guldet. Om ikke andet så burde det da give sportsinteresserede seere, lyttere og læsere det bedst mulige produkt. Det bidrager vel til at sørge for, at vi alle sammen fastholder en vis skarphed i vores arbejde, at der er mange med på banen - og i omklædningsrummet.

Lidt humoristisk - og med stor respekt for en stor kollega, der ikke er blandt os mere - så kan man også sige, at vi faktisk er meget glade for ikke at været kommet på en arbejdsplads i Gunnar ”Nu” Hansens tid, så var der jo ikke en chance for at komme ud og opleve noget… I dag er konkurrencen en helt anden. Også internt på medierne. Men det er da en sjov kamp. Det er en kamp, hvor man føler, at hvis man selv gør en indsats, så gør det en forskel for ens chancer for at være med ”på holdet” - og for at være med i spidsen af det samlede felt.

Også på en lang række andre felter er det - efter vores ringe vurdering - blevet betydeligt sjovere at være i denne tempo-fyldte branche. Det er for eksempel ret tydeligt for os, at mens der måske blandt tidligere generationer af sportsjournalister var brug for en indædt kamp for at blive respekteret af ”de andre” journalister, så er en stor del af den kamp for længst taget - og det kan vi jo glæde os over. Vi støder ikke konstant ind i ”kloge” hoveder i og udenfor branchen, der mener at vide, at sportsjournalistik da vist er noget værre underlødigt noget. Jo, ind imellem støder vi da ind i holdningen, men på grund af vores forgængeres fine kamp for at få faget gjort respekteret, så kan vi uden problemer læne os tilbage og ryste overbærende på hovedet af de uvidende kritikere.

Desuden har sportsjournalistikkens emnefelt vel aldrig været mere spændende og vidtfavnende. For det første er selve sporten da vist blevet en noget mere broget størrelse, og det gør da bare arbejdet med sportsjournalistik endnu sjovere - for både unge og ældre kolleger. For det andet har der næppe nogensinde været så stor efterspørgsel efter de forskellige grene af sportsjournalistikken: Nogle ønsker den lange og måske ligefrem svært tilgængelige kommentar, andre søger en finurlig klumme, andre igen vil bare sidde på sofaen og skråle med til tv-transmissionen, mens endnu andre er vilde efter at få den mest vilde statistik - og sådan kunne man faktisk blive ved. Det er s’gu da bare herligt!

Jamen, det var vist bare det, vi ville… Sådan lidt på opfordring fra ”den gamle redacteur”. Vi er unge. Vi er glade. Vi glæder os til den uforudsigelige fremtid , og vi er klar til at tage livtag med dem. Kom bare an!

Og så glæder vi os naturligvis også til den dag, hvor vi har tænkt os at læne os tilbage og sige: Der var nu ikke noget, som dengang i….

De gode gamle dage…

Men så håber vi sandelig, at der til den tid vil være nogle unge knægte, der med vandet sjaskende bag ørerne kan belære os om, at det aldrig har været mere spændende!