Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Den Gyldne Pen 19: Olav Skaaning om doping

Torsdag d. 20. april 2000

billedtekst:
Olav Skaaning Andersen - årets sportsjournalist 1998 og dopingjæger.


Doping på landevejen
- stadigvæk


Tekst: Olav Skaaning Andersen
Foto: Per Kjærbye

”Er du sammen med dem dér”?, spurgte sportsdirektøren og pegede vantro på os.
Det måtte Jens Veggerby indrømme, men han skyndte at tilføje, at vi altså ikke var ”så slemme” som det ry, der åbenbart var løbet i forvejen.
Det var i maj 1999, en varm formiddag på Sicilien, og Jens Veggerby var DR-TVs medkommentator ved 99-udgaven af Giro d´Italia. Vi sad i en hotelfoyer og var blevet genkendt af et par italienske sportsdirektører, som også havde fået øje på Veggerby. Ham kendte de som en flink fyr, og det var tydeligt, at de havde meget svært ved at se ham sammen med DR-TVs udsendte dopingsquad..

Fængslet

I maj 1999 var det fem måneder siden, jeg sammen med Niels Christian Jung havde produceret de to første programmer om Tavshedens Pris. De blev ikke positivt modtaget hos en god håndfuld italienske sportsdirektører, og et par måneder efter fik de nyt skyts til deres forargelse, da Gazzetta dello Sport med det tyske nyhedsbureau DPA som kilde kunne fortælle, at en af journalisterne bag Tavshedens Pris var blevet fængslet i Spanien for indbrud på et hotelværelse i Barcelona. Deutsche Telekoms pressechef stod bag rygtet, som det ”grundige” tyske nyhedsbureau udsendte til hele verden uden at få det verificeret hos hverken det spanske politi eller andre relevante, involverede personer.....
I et af programmerne havde vi vist, hvordan en betroet soigneur på Deutsche Telekom havde efterladt EPO-ampuller på sit hotelværelse. Den historie syntes Telekom ikke om blev bragt til torvs, så set fra min verden var det falske, fabrikerede rygte en klar hævnakt fra tyskernes side. Et gement trick for at diskreditere os. Sandheden om episoden i Spanien var, at hotelpersonalet havde tilkaldt politiet, fordi vi rodede i en sort plastikpose uden for hotellet. Jeg blev taget med på den nærliggende politistation, fordi jeg ikke kunne legitimere mig. Da de i øvrigt venlige politifolk havde set mit pas, fik jeg lov til at gå. Heldigvis var det dén historie, der stod i de danske aviser dagen efter. Og heldigvis fik Veggerby på charmerende vis beroliget de forsamlede sportsdirektører den dag på Sicilien.

Skraldespanden

Kan man tillade sig at rode i skraldespande for at finde beviser og dokumentation i form af sprøjter og brugte ampuller? Harmonerer det med den
journalistiske metier? Siden Tavshedens Pris blev sendt i janauar 1999, er arbejdsmetoderne blevet diskuteret.

Fra begyndelsen var drivkraften i vores arbejde, at vi var helt sikre på, at der foregik et systematisk dopingmisbrug i den professionelle cykelverden.
Det vidste Niels Christian Jung qua sin fortid i cykelsporten. Det mærkelige var bare, at dopingen foregik skjult og åbenlyst på én gang. Ryttere, læger og sportsdirektører var så sikre på, at f.eks EPO ikke kunne spores i en dopingprøve, at de ikke var opmærksomme på, at det kunne gå galt.

Gad ikke rydde op

Det lullede dem i søvn. De gad ikke rydde op efter det store dopingsvineri, der foregik hver aften på hotellet. De var usårlige.
Vi vidste det foregik, men hvordan skulle vi bevise det?
Vi havde ikke mulighed for at bruge politimæssige efterforskningsmetoder som f.eks telefonaflytning, ransagning, osv., som ellers kunne have afsløret
misbruget mange år før. Efter mange og lange overvjelser fandt vi ud af, at den eneste måde vi kunne dokumentere det omfattende misbrug på, var at filme det dopingaffald, som rytterne efterlod på hotelværelset eller i skraldespanden. Uden for hoteller i Frankrig, Spanien, Belgien, Italien og
Danmark holdt vi opsyn med, hvad der foregik. Vi kortlagde holdenes daglige rutiner. Indimellem indlogerede vi os på hotellet for bedre at kunne følge med i, hvad der foregik. Når holdene var taget afsted, undersøgte vi deres
forladte værelser. Vi filmede dopingaffaldet og indimellem to vi EPO-ampuller og sprøjter med som dokumentation.
Samtidig passede vi vores daglige arbejde. Ingen vidste, hvad vi lavede.
Heller ikke vores chef. Vi ville ikke risikere at være tvunget til at
offentliggøre noget, før vi var 100% sikre på, at det holdt. Derfor havde vi
dobbeltarbejde i flere år. Researchen foregik samtidig med, at vi f.eks
dækkede et cykeløb på helt normal vis. Derudover brugte vi ferier og
fridage på at rejse rundt i hælene på den professionelle peloton.


Miljøet

Grunden til, at jeg belemrer jer med mine personlige oplevelser på jobbet, skyldes denne publikations allestedsnærværende redaktør. Han har bedt mig skrive en artikel om Niels Christian Jung og mine oplevelser som undersøgende journalister i cykelverdenen. Hvordan reagerer miljøet, hvad mener I om debatten, hvorfor bliver I ved?
Lad mig svare på det sidste først. Vi er løbet ind i en historie, som jeg aldrig tror, vi finder magen til. Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at vi nogensinde får fat på materiale, kilder og dokumenter, der kan matche omfanget af historien om doping i cykelsporten. Den strækker sig langt ud over det, vi normalt forbinder med sport og indeholder mange andre vinkler og perspektiver. Fra det simple, banale rytternarkomani på hotelværelset over gruppepres, løgne og fortielser til det store bedrag over for millioner af mennesker verden over.
I dette spænd ligger skæbner som Brian Dalgaard, rytteren der havde svoret, at hans ”røv ikke var nogen nålepude”, men som alligevel blev suget ind i misbruget, fordi drømmen om karrieren var stærkere end moralen til at sige fra.
Her findes skræmmende eksempler på det velorganiserede transportsystem af medicin til hoteller over hele Europa, fordi rytterne ikke kan undvære stofferne, men skal have dem hver dag. Og her findes historier om, hvordan rytterne må stå op midt om natten for at motionere, for at undgå en blodpropper. For meget EPO har gjort blodet så tykt som jordbærmarmelade.

Perspektiver

Men alt det er jo subjektivt. Jeg kan sagtens forestille mig, at mange - også her i foreningen - er ualmindelig trætte af at høre mere om EPO, hæmatokritværdier, højdehuse, DHEA, Mouton, Conconi, Ferrara, Soprani, Gewiss-Ballan og Jef D´hont . Eller igen og igen høre ryttere eller læger benægte fakta. Eller lytte til journalistens evindelige spørgsmål.
Jeg er blot glad for, at vores chefer ikke har set sådan på det. At de kan se de langtrækkende perspektiver på historien om, hvordan EPO´en gradvist blev smuglet ind på snart sagt samtlige professionelle cykelhold, sanktioneret mere eller mindre bevidst af bevilgende sportsmyndigheder og udført af læger, der egentlig skulle beskytte rytternes helbred. Det handler i al sin enkelhed om de største dopingplaner i Europa siden Murens fald.

Ingen patent

Dopingen i cykelsporten er ikke en historie, vi har taget patent på. Allerede før Tour de Franceskandalen var der i dele af dansk presse en kritisk vinkel på cykeldopingen. I 1997 kørte Berlingske Tidende en stærk og aggressiv dækning af det paradoksale i, at Den Internationale Cykelunion (UCI) tillod ryttene at dope sig op til en hæmatokritgrænse på 50%. Ganske usædvanligt på det tidspunkt. Siden 1998 har især Ekstra Bladet afdækket mange skjulte dopingsammenhænge i både dansk og international cykelsport og senest har Jyllandsposten aktivt opsøgt de belgiske og italienske kilder. Men efter min mening er der stadig alt for lidt kritisk lys på de store cykelhold, deres læger og bagland.
Der bliver stadig i meget stort omfang citeret pressemeddelelser fra PR-centrene i Herning, Bonn og Paris, selv om der er himmelvid forskel på dén virkelighed, de fremstiller og så dén, der udspiller sig på landeveje, hotelværelser, lægeklinikker og ledsagevogne rundt omkring i Europa. Selv om vi i fire-fem år - sammen med mange andre ting - har arbejdet på at blotlægge dopingmisbruget, kommer nye detaljer om sportens korrupte råddenskab stadig bag på os. Men selvfølgelig - hvorfor skulle den adskille sig fra andre dele af samfundet, der har noget at skjule?

Misforstået

I sit iscenesatte afskedsinterview på TV 2´s Morgen-tv begyndelsen af marts, fik Bjarne Riis lov til - uimodsagt - at aflevere et budskab, der i al sin enkelthed handlede om, at han i hele dopingdebatten var blevet "misforstået”. Det fremgik ikke, om vi havde misforstået hans herostratisk berømte ”Jeg er aldrig testet positiv” eller hans 56,3% høje hæmatokritværdi.
Den dag var det åbenbart tabu at stille spørgsmål. Den dag skulle vi kun huske Ørnens smukke svæv over Pyrenæerne.....

Eftermæle

Bjarne Riis har leveret store præstationer som cykelrytter. Han har givet dansk cykelsport og Danmark som nation uvurderlig reklame. Han fortjener et eftermæle, som også værdsætter disse præstationer. Men han er nødt til at leve med, at når historien om cykelsportens 90´er-helte skal fortælles, skal den være så tæt på sandheden, som man kan komme.
Derfor er det en lidt pinlig historie, når DCUs formand Peder Pedersen - som ellers har kørt en høj antidopingprofil siden 1998 - i sin dagbog hylder Riis med ordene: ”Riis-karrieren toppede i 1996, hvor han befandt sig i den absolutte verdenselite og viste sig på Europas landeveje som den største danske rytter nogensinde(...). Senere kommer han ind på det han kalder pressens ”jagt” af Riis og fortsætter:”For Danmarks Cykle Union er der ingen skygger over en stor karriere”.
Jeg ved ikke, hvad Peder Pedersen mener om den galoperende hæmatokritværdi, der stiger fra 41 til 56,3%, da Riis i 1995 kører på Gewiss-Ballan. Eller hvad han mener om fundet af EPO-ampuller på Gewiss-Ballan-soigneuren Paolo Ganzerlis værelse under Danmark Rundt i 1995, det år Riis suverænt vandt? Eller hvad han mener om samme Ganzerlis (Riis´ soigneur gennem fire år i Italien) indrømmelse af, at alle på Ariostea og Gewiss-Ballan brugte EPO.? Eller om de italienske myndigheders doping-anklager mod Bombini og Ferretti, de to sportsdirektører på henholdsvis Ariostea og Gewiss-ballan, 90érnes bedste italienske cykelhold?

Skygger

Hvis det ikke er ”skygger over en stor karriere”, ved jeg ikke, hvad det er. Det er ikke beviser for systematisk EPO-doping. Men det er tæt på.
Jeg synes. at den slags oplysninger skal med i det samlede billede af Riis - sammen med erindringer fra Hautacam, Paris og Tivoli. Ritzaus Bureau formulerede det godt i deres afskedsartikel: ”Som i den danske succesfilm ”Festen” kunne der være to taler til 35-årige Bjarne Riis, der stopper som professionel cykelrytter. En rød og en grøn. Den ene skulle fortælle historien om den måske største danske idrætspræstation nogensinde. Den anden skulle handle om en syg sport, hvor snyd og bedrag var en del af hverdagen”. Men Sørine Gotfredsen formulerede det bedst i Aktuelt, da hun skrev ”at Riis stadig mangler at aflevere sin sidste replik, og vi nærmer os hastigt dagen, hvor det er definitivt for sent at redde stumperne”.

Rene resultater

I dag indfører UCI helbredstests, DCU introducerer sloganet ”Rene resultater”, og de værste læger er ikke mere officielt tilknyttet cykelholdene. Det er altsammen fremskridt.
Problemet er blot, at kulturen, mentaliteten stadig trives i bedste velgående blandt de sportsdirektører, der står i spidsen for de professionelle cykelhold. Og virkeligheden tyder på, at det tager mange år at ændre den.
I den irske hjælperytter Paul Kimmages bog Rough Ride fra 1990, den mest modige og ærlige bog, der er skrevet om doping i professionel landevejscykling, fortæller Kimmage historien om en ung cykelrytter, Didier Garcia.
I 1989 står Garcia frem på fransk tv og beskriver det - også dengang -omfattende dopingmisbrug i pelotonen. I studiet sidder Marc Madiot, datidens store franske navn med sejr i bl.a Paris-Roubaix. Da han bliver konfronteret med den unge rytters bekendelser, stirrer han blot koldt ind i kameraet og siger: ”Det er en typisk historie fra en rytter, der ikke kunne følge med”.
Den professionelle cykelsports fødekæde fornægter sig ikke. I dag er Madiot sportsdirektør for Lars Michaelsen og Frank Høj på La Francaise des Jeux, et hold der er kraftigt involveret i Festinaretssagen i Lille.
En anden stor rytter fra midten af 80´erne med et par dopingdomme i bagage, Kim Andersen, havde en tilsvarende reaktion fornylig - 11 år og adskillige internationale dopingskandaler senere.
Andersen, sportsdirektør på det garanteret dopingfri Team Fakta blev i Jyllandsposten bedt om at kommentere, at 13 danske ryttere havde brugt den belgiske dopinglæge Georges Mouton og at en af dem, Brian Dalgaard, havde indrømmet misbrug af bl.a. EPO og andre hormonstoffer. Om Brian Dalgaard var hans eneste kommentar:
-”Hvis Brian Dalgaard brugte alle de dopingmidler, han åbenbaret gjorde, er det et bevis på, at man ikke kan sprøjte sig i form. For han har aldrig kørt stærk på en cykel”.

Tavshedens lov

En rimelig primitiv måde at nedgøre en rytter, der har trodset tavshedens lov og med personlige omkostninger fortalt sin historie. Dalgaard havde svært ved dagligt at skulle sprøjte sig som en anden narkoman. Især når han havde forsvoret, at han aldrig ville tage ”det lort”. Dalgaard fortalte i programmet Danskerlægen, hvordan hans datter ikke kunne forstå, at far ikke var syg, når han nu stak sig med spidsen af nålen hver dag. Selvom han forsøgte at skjule det, så datteren indimellem hvad der skete i soveværelset. Dagen efter programmet hørte jeg om en knivskrap reaktion fra en hærdet, professionel.rytter:
- Han er sgu´ da osse en idiot. Han kunne da bare ha´ låst døren til soveværelset. Så havde datteren jo intet set”.







Personligt kan jeg være ligeglad med, hvor stor fare en erfaren, professionel rytter udsætter sig selv for i kampen for at nå til tops. Det er hans eget anvar, hans egen krop og fremtid. Jeg kan være mere bekymret over, at en læge som belgieren Georges Mouton behandler cykelrytterbørn på 12-13 år med diverse farlige medikamenter. En behandling, der uvægerligt vil føre til brug af hårde stoffer som EPO, væksthormon og andre ting senere i karrieren.
Men den egentlige opgave, vi som journalister skal udfylde, er at fortælle alt det folk ikke umiddelbart kan se på tv-skærmen eller i vejkanten. Udover at viderebringe facts, oplevelser og kommentarer er det vores pligt at orientere om baggrunden for det vilde ridt over brostenene i Roubaix. At der bag de hårde løb mange gange om ugen findes en dagligdag med sure sokker, afsavn, sprøjter, doping, drømme, løgn og fortielser. Stadigvæk. Det er vores opgave at lægge så mange relevante, sande oplysninger frem som muligt. Hvad vores seere, lyttere og læsere vil bruge det til, er deres egen sag.


Olav Skaaning Andersen (født 1965) arbejder på DR-TV-Sporten. Sammen med Niels Christian Jung har han bl.a. produceret DR-dokumentarprogrammerne Olympisk succes og bedrag (1997), Sportsdirektøren (1998), Tavshedens Pris 1-3 (1999) og Danskerlægen - den belgiske forbindelse (2000). I 1999 udgav de sammen bogen Doping på landevejen.