Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Den Gyldne Pen 19: Knud Lundberg runder 80 år

Torsdag d. 20. april 2000

ET LIV I LEG
- livskunstneren Knud Lundberg den levende legènde bliver 80 år

Tekst: Flemming Nielsen
Foto: Per Kjærbye


Sidst jeg så den lange i aktion, var i AB’s omklædningsrum, efter de gamle havde haft deres ugentlige dyst.
Han var længe om at finde cowboybukserne og den skinnende hvide skjorte.
Det tog ingen særlig notits af.
Herregud - Lund havde jo altid givet sig god tid.
Først da der blev længere og længere imellem, han dukkede op for ”at lege med,” fik man anelser om, at selv livsnydere ikke holder evigt.
En dag blev vi klar over, at en på alle punkter eventyrlig epoke var slut.
Vi så ham ikke mere.
”Alzheimer syndromet, lød den barske forklaring på Knuds farvel til kammeraterne og det boldspil, han elskede og udviklede gennem de godt 70 år, han legede med.
De sidste år har ikke været muntre.
”Den lange” har næppe fornemmet det i sin lukkede og beskyttede verden.
Men omgivelserne - familien?
Det er hårdt at følge og en umenneskelig belastning at se en sundhedsapostel og en livskunstner, der ikke længere fungerer.
Og vennerne?
Mange af os vil ganske givet blive kaldt troløse.
Blandt mange kloge ting sagde Knud Lundberg engang:
”Det er ikke hver dag, man ser sine venner - men man ved, hvor de bor.
Underforstået:
De er der, hvis man får brug for dem.
Siden det ”gik galt,” har mange holdt afstand.
Der er nok mange forklaringer.
Følelser, skyhed, magtesløshed - fortvivlelse over udviklingen ?
Måske også en viden om, at vennerne i dag er ”fremmede” for ham.
Derfor er det også begrænset, hvad de nærmeste laver af arrangementer på 80 årsdagen i maj.
Knud Lundberg er ellers værd af fejre.

Levende legende

Denne levende legènde, hvis holdning til konkurrence, leg og udfordringer gjorde ham til landsholdsspiller i tre sportsgrene - fodbold, håndbold og basketball - og i et par generationer til en respekteret revser og analytiker af boldspil på alle planer i sine jobs på Social Demokraten (senere AKTUELT) Information og Idrætsbladet har sat MEGET dybe spor i dansk sportsjournalistisk og i sportens forunderlige verden i det hele taget
Det kan siges meget kort.
Knud Lundberg var værd at se på.
Og Knud Lundberg var værd at lytte til
Han vidste jo bedre end de fleste, hvordan bolden skulle behandles.
Og han kunne videregive sine oplevelser, så en stund med sportssiden aldrig var spildt.

Skrivemaskinen

Der var dog noget, han ikke kunne.
Hans forhold til en skrivemaskine var aparte.
Han har vist aldrig rørt en.
Lundbergs arbejdsredskaber hjemme eller udenlands var kuglepennen - og et vækkeur.
Det sidste var dog kun fremme, når han skulle producere sin daglige kommentar.
Han vidste, hvor meget den måtte fylde, og han, der aldrig stoppede op undervejs, når skriveriet var i gang, var klar over, at arbejdet var fuldført, når uret ringede efter nøjagtig 37 minutters ”leg med pen og ord.”
Dagens unge computerfreaks vil sikkert gøre store øjne, når de hører, at Lundberg tog hjemmefra efter formiddagens anstrengelser og ind til arbejdspladsen.
Her greb han en telefon og dikterede med sin drævende stemme, hvad han havde sat sammen på ”hjemmefronten” til en dame/mand i telegramredaktionen i et kontor ved siden af.
Det blev så skrevet af på maskine, og Lund fik det til gennemsyn, inden det blev sendt videre til sætteriet.
I enkelte tilfælde kunne telegramredaktionen springes over.

Typografen

Det skete, når den eneste typograf, der kunne tyde ”doktorens” receptlignende skrift, havde vagt.
Den var ikke gået i dag.
Men som sagt:
Lundberg var jo noget særligt.
Det har an været i hele sit liv, der nok var struktureret men ikke mere, end han kunne
få afsat tid og plads til legen med bolden, og de kammerater, der fulgte ham, selvom hans valgte træningstider kunne ligge på de særeste tidspunkter.
Det er ikke tilfældigt, at Stgeinbecks roman Dagdriverbanden er læst mere end èn gang af ”doktoren.”
Det er vist anden gang, jeg bruger den betegnelse om ”det lange spøgelse.”
Det erder en naturlig forklaring på.
Han fik jo den lægeeksamen, han altid har hævdet ikke skulle bruges til noget.

Fyret

Den kostede iøvrigt anføreren den faste plads, han burde have ”siddet på” ved samtlige kampe for det det olympiske succeshold i London i 1948.
UK skønnede, at Lund på et eller andet tidspunkt havde misforstået målsætningen - at stille med FULDT hold hver gang.
Nej, nej, nej - selvfølgelig mødte han ikke op i en ordentlig kæfert.
Men hans præstation med Egypten var så ussel, at han blev fyret.
Det gav han senere selv en meget fornuftig forklaring på - det dårlige spil altså.
Festlighederne i forbindelse med den ubrugelige lægeeksamen fandt sted kort inden afrejsen til London, og da han havde lovet vennerne at holde sit badekar fuldt med gin og juice i tre døgn, måtte det jo gå galt.
Han har i øvrigt altid haft sans for - og lyst til - at provokere.

Hukommelse

Folk med alder - og hukommelse - mindes nok den uhørte situation, da landsholdets anfører ikke deltog i den stilige bankèt på det fascionable Grand Hotel i Stockholm efter dagens dyst på Råsunda.
Han blev afvist ved indgangen, fordi han ikke have slips på.
Problemet var dog ikke større, end at det kunne løses på stedet.
"Vi har et slips, De kan låne sagde Kelnarmästaren og smilede servilt.
"Gu' vil jeg ej, svarede Lund, der hadede strikken om halsen om påstod, at den hæmmede vejrtrækningen.
Og så fandt han et andet spisested, hvor han alene funderede over dagens begivenheder, mens han "skovlede" i sig.
Han har alle dage været berømmet for sin glubende appetit.

En myte

Knud Lundberg er i dag en myte.
Og til myter knyttes mange historier af usædvanlig karakter.
De fleste af dem er go'e nok.
Mange af dem handler om hans evindelige glæde ved at udfordre og vædde om "et eller andet."
Det kom til udtryk ikke mindst i gymnasietiden, hvor hans rektor hævdede, at han højst ville opnå et syvtal til studentereksamen, såfremt han ikke passede sit hjemmearbejde.
Den udfordring kunne den unge mand ikke modstå.
Så han lod alle sine bøger blive på skolen, så enhver kunne se, at han ikke snød og læste hjemme.
Han havde tre dejlige år i gymnasiet og fik - i kraft af "klæbehjerne?" - en for de tvivlende rektor en overbevisende afgangseksamen.

Bevægelsesøkonom

Også i skolen legede han sig til resultaterne med bevægelsesøkonomens iøjnefaldende sans for at få det maksimale ud af sine investeringer.
Der er jo ikke grund til at bruge flere kræfter end nødvendigt, var en af hans talrige filosofier.
Det kan man naturligvis sagtens mene, når man er modstanderne overlegen på det intellektuelle plan og besidder de evner, der kendetegner strategen, personligheden og anføreren med evne til at lede og fordele arbejdet.
Det gjorde Lund bedre end de fleste.
Hans ord var faktisk lov.
I en svunden tid, hvor man focuserede på andre værdi end dagens var Knud Lundberg "folkets mand" på grund af sin udstråling, sine geniale taktiske oplæg til landsholdet, Københavns byhold, diverse Stævnehold - og først og fremmest AB.
Han var billetsælger af rang.
Folk myldrede til opfyldt af forventninger:
Hvad finder den lange mon på i dag.
Men han blev aldrig folkelig.
Distancen blev holdt - og nok ikke mindst fordi Lund af naturen er en genert mand med afsky for omklamring og "brune tunger."
Det sidste udtryk er denne artikels forfatter ansvarlig for og det henviser naturligvis til branchens utålelige "røvslikkere."
Dem er der blevet endnu flere af i dag.
Men det er en anden historie.

Fodboldprofessoren

Den om Lundberg er fascinerende i hele sit forløb.
Det vil føre for vidt at gå i detaljer om hans store bedrifter i boldspillets forunderlige verden og om dem, han havde indflydelse på uden at deltage - fordi en modstander indædt havde sat sig i hovedet, at "den satans igangsætter" skulle sættes ud af spillet uanset midlerne.
Når det skete, styrede han slagene verbalt til glæde for kammeraterne - og til idelig frustration for modstanderne.
Men det er ingen hemmelighed, at den kreative fodboldprofessor fra AB hadede den destruktive spillestil.
Den godmodige mand var ellers svær at hidse op.
Overbærenhed og flegma var nogle af hans iøjnefaldende karakteregenskaber.
Men som sagt:
Blev der "gået" efter anklerne, trådt i hælene og skubbet i ryggen, råbte han op.
Han har nok råbt højest under kampe mod Frem - specielt efter den evige provokatør Bent Ib Jørgensen, der efter sigende har landets største samling af testikler hentet i de utallige nærkampe den lille hidsigprop rodede sig ind i.
Knap så voldsom i sine fremgangsmåde var den lille tætte slagfærdige AGF'er Per Knudsen, der på Århus Stadion væltede den næsten to meter høje akademiker bagfra.
"La' dog for fanden være med at gå i ryggen, Per," snerrede den faldne kæmpe, da han rejste sig.
Men her fik han hurtigt svar på tiltale:
"Hold da kæft din lange idiot - jeg når dig jo kun til røven."
Og så var freden genoprettet.
Jeg kunne blive ved med at opremse muntre beretninger fra hans lange og rige liv i sportens og journalistikkens verden.
Men jeg kan jo ikke blive ved.
Redaktøren siger, at der også skal være plads til andre indlæg.
Men den lille historie om den store mand, der har givet så mange så meget, bør også indeholde nogle enkelte detaljer om hans syn på egne kvalifikationer.

Krukket

Han indrømmer, at han er krukket.
Det ville være unaturligt andet, når man af flere generationer er blevet placeret på et piedestal med ry af idol på verdensplan.
Han har kendt sit værd.
Men med sit klarsyn også kendt sine svagheder.
I en af sine erindringsbøger konkluderer han eksempelvis:
Mine kolleger i pressen har nu været flinke ved mig.
Jeg var anfører 21 gange på basketball-landsholdet - uden nogen sinde at ha' lært at spille basketball.
Efter en håndboldlandskamp kaldte de mig verdens bedste, skønt jeg var komplet utrænet på grund af en skade og kun havde kræfter til 15 minutters maksimal indsats.
Som fodboldspiller var jeg bedst, da jeg faktisk var for gammel..
Men hvorom alting er:
Knud Lundberg fik sat sine aftryk overalt.
Og de står der s'gu' endnu.

Hall of Fame

At Knud Lundberg er en af berømthederne skulptureret i Hall of Fame er derfor en enkel men klar markering af totalanerkendelse af, hvad hans intellekt og evne til at formidle sportens budskader - som aktiv og som fortæller - har betydet igennem en ca. 70 årig periode.
Et liv i leg er vel en rimelig overskrift på en ufuldstændig beretning om den legende legènde.
Men lag mig slutte med en anden af den langes filosofier:
"Legen er kun morsom, når man ta'r den alvorlig".