Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Den Gyldne Pen 19: Vokaler af honning

Torsdag d. 20. april 2000

Rubrik:
Vokaler af honning

Gunnar Nu Hansen slipper vi aldrig

Af Poul Erik Andersson,
Anderssons Bureau


Mens toget susede hen over Fyn og foråret passerede forbi kupévinduerne, trak TV-direktøren en lille seddel frem fra pungen og gav den til mig.

Vi havde sammen været til DGI møde i Middelfart, og Ingolf Gabol havde på forhånd forlangt at få en sportsjournalist med, som kunne supplere, hvis han fik stillet vanskelige spørgsmål.
Nu sad vi over for hinanden i toget, og på sedlen kunne jeg læse: Hvad gør vi med Gunnar? Sedlen var underskrevet Hans Jørgen . (Generaldirektør Hans Jørgen Jensen).

Gunnar kan ikke have langt igen, tilføjede Gabol. Hvordan skal vi mindes ham?

Jeg svarede, at det ville være flot med en udsendelse på 10 minutter i forlængelse af en TV-Avis.

10 minutter!!! spruttede direktøren. Den mand har betydet meget for Danmarks Radio. Han skal have en time, og du skal lave udsendelsen.

Og fra det øjeblik fik jeg ikke et roligt øjeblik. Min kollega Niels-Christiansen havde sin daglige gang på sygehuset, og hans meldinger lå til grund for strategien.

Danmarks Radio ønskede en udsendelse klar i det øjeblik, Gunnar trak vejret for sidste gang. Vi skrev sommeren 1992, og Gunnar var 87 år.

En tidlig morgen kort tid efter ringede telefonen:
- Det er Niels. Så er det ved at være sket med Gunnar. Han har det meget dårligt.

Jeg kom i tøjet. På få timer var teknikken stablet på benene, og jeg tog af sted for at tale med idrætsfolk, der havde stået Gunnar nær.
Det blev til samtaler med cykelrytteren Kay Werner, tennisspilleren Kurt Nielsen og fodboldspilleren Knud Lundberg.

Sidstnævnte fandt jeg ved swimmingpoolen på bopælen i Hellerup. Jeg foretog interviewet for nedrullede gardiner, da vi ikke måtte markere en årstid.
Ingen kunne vide, hvornår Gunnar sagde farvel.

I Kay Werners sommerhus kneb det mere med at holde lyset ude, men vi fjernede en buket roser fra bordet.
Det hele gik fint. Alle talte om Gunnar i datid, og i studiet fik Niels og jeg en god sludder om hans tidligere chef, mens vi begge tænkte på, at vi tit havde sagt: Hvis Gunnar dør. Ikke når han dør.

Og Gunnar holdt ud, mens jeg redigerede mindeprogrammet. Det tog lang tid, og i perioden havde Radioavisen tre gange denne indledning: Og et dødsfald!

Men det var ikke Gunnar. Han sagde først farvel til os kl. 15.30 - den 5. januar 1993 - og fem og en halv time senere sendte vi en times mindeudsendelse - efter TV-Avisen.

MELLEMRUBRIK:De unge var forkælede

Den lange indledning skal blot understrege, at mennesket og kollegaen Gunnar var en person, man ikke kunne ryste af sig. Gunnar Nu Hansen var i et halvt århundrede et begreb, og i de mere end 15 år jeg sad i bestyrelse med ham i Danske Sportsjournalister, var han altid et naturlig midtpunkt.

Men han kunne også i glimt være brutal med sine bemærkninger.
En dag fik jeg et brev fra ham, hvor han rasede imod, at jeg havde det alt for godt. Og så tilføjede han: Og så har du også købt sommerhus!
Gunnar mente, at sportsjournalister skulle arbejde døgnet rundt, og den unge generation var forkælet.

Sådan var Gunnars holdning allerede fra 1935, hvor han begyndte med at læse børskurserne op i Statsradiofonien. Siden hen sprang folk for ham og lagde meget til rette, så han kunne gå direkte i studiet med de skrevne papirer.
En kollega husker, da Gunnar en søndag kom farende ind i studiet stadig iført fisketøj og støvler. Han lagde dog hatten, inden han begyndte at læse op.

En anden side af Gunnar, var hans evne til at sige ting, som blev husket mange år efter.
Hans tilhængere beundrede ham for at sige det rigtige i det rigtige øjeblik. Men jeg kan huske, at Gunnar en dag i Radiohuset ved et bestyrelsesmøde kiggede på mig og sagde:
- Man har jo lov til at forberede sin spontanitet (her tænkte han sikkert på den berømte bemærkning ”som skidt ud af en kanin”).

Derimod tænkte Gunnar sig ikke om, da han ved OL i 1968 kommenterede et 200 meter løb med syv hvide løbere og en sort. Pludselig lød det fra Gunnar: Det er negeren i de hvide sko!

MELLEMRUBRIK: Gunnars forfængelighed

Gunnar gik stille med mange af de velgørende ting, han foretog sig i kulissen. Han tænkte ofte på dem, der havde det dårligt, og kun få kendte til hans privatliv.
Det fik jeg et lille indblik i, da jeg i julen 1993 producerede en halv times udsendelse om Gunnars rolle i den 2. verdenskrig. Her fik jeg lejlighed til at vise amatøroptagelser med sportschefen i sommerhuset, hvor han slappede af med familien, og hans datter Kirsten fortalte varmt om sin travle og berømte far.

For Gunnar betød det meget at opretholde facaden - også da det begyndte at blive vanskeligt for ham, fordi fjernsynet fremstillede de mangler, han havde. Bl.a. at der ikke skulle speakes som i radioen.
Gunnars forfængelighed var legendarisk og gav sig udslag på flere sjove måder. Han krævede f.eks., at der blev banket på døren til hans kontor Så kunne han nå at tage læsebrillerne af og gemme dem i skuffen.
Ingen måtte vide, at Gunnar Hansen brugte briller.
Men alle vidste det, for Gunnar skrev til sidst store blokbogstaver i manuskriptet for overhovedet at kunne se, hvad han selv havde skrevet.

TV blev ingen lykke for Gunnar Hansen. Manden, der havde vokaler af honning, blev overhalet af kendsgerninger, krævende analyser og statistiker.
Gunnar ville helle fabulere over idrætten og personerne, og billederne viste, at Gunnar ikke altid havde samme styr på begivenhederne som i radioen.
At høre hans reportage fra Danmark-Italien ved OL i 1948 er så sublimt, at jeg sidder og får gåsehud, mens disse linier skrives. Efter OL blev Gunnar berømt. Han fik endda lov til at reklamere for ”Gunnar Nu Brød”.
Resten af livet ærgrede han sig over, at han kun fik betaling på 500 kroner:
- Tænk, hvis jeg havde fået en øre for hvert brød, der blev solgt!
sagde han.

MELLEMRUBRIK: Hjem fra Karup med et gulvtæppe

Gunnars berømmelse holdt sig også efter oktober 1976, da han 71 år gammel forlod Danmarks Radio.
Derefter blev der hevet og trukket i ham fra alle egne af landet. Gunnar lod sig betale i rødvin og andre materielle ting (Jeg har en gang hjulpet ham hjem fra Karup med et gulvtæppe).
Og da han døde, fik jeg lov til at rydde hans arbejdsværelse på Østerbrogade 129.
Da vi stod foran døren, sagde hans kone Elly:
- Der er altså meget støvet derinde. I 30 år har Gunnar ikke givet mig lov til at gøre rent.

Gunnars værelse var foruden støvet en guldmine af erindringer. I alt blev der optalt 6000 enheder - inclusive de 8 flasker snaps, jeg fandt bag en stabel bøger.
Vejle Museum overtog det hele, men inden da filmede jeg arbejdsværelset, så Vejle Museum kunne genopbygge det efter korrekt målestok.
I et par år kunne publikum beundre Gunnars medaljer og jagtvåben. (i dag er sportsmuseet nedlagt, og hvem finder ud af, hvor de kostbare ting befinder sig ?)

I fire år sad jeg i Danmarks Radios arkiv og producerede 160 programmer under navnet NØGLEHULLET.
Materialet kom fra gamle sportsbånd og filmklip, og i seks ud af ti tilfælde var det Gunnars stemme, jeg hørte:
Entusiastisk, begejstret og rørende: Den danske båd ligger stadig sidst, men der ros godt i båden!).

Gunnars skygge vil altid ligge over mig. Jeg får en påmindelse hvert år i november, når jeg sidder i direktionskontoret i vinfirmaet Hans Just A/S og underskriver diplomer til årets idrætsfolk.
Det var Gunnar, der var Fondets første præsident, og hans billede er stadig på diplomet.
- Det ændrer vi ikke på, siger firmaets direktør. Og så tilføjer han: Men du er den nye Gunnar!
En dag finder jeg sikkert et godt svar på den påstand.


Poul Erik Andersson arbejde aldrig under Gunnar Hansen i DR. Andersson blev først antaget 10 måneder senere - den 1. august 1977 og fratrådte 1. juli 1999.