Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Gunnar Nu Hansen mindes på DR

Søndag d. 9. oktober 2005

Temalørdag
Ikke NU men NU
DR2 22.10.05 / 20.00

Ikke NU men NU

Gunnar Nu Hansen ville være fyldt 100 år i år - temalørdag ser på hans lange karriere og hvordan det er gået med Sporten i TV efter Gunnar Nu stoppede. Der er mulighed for masser af gensyn med højdepunkter fra sportsbegivenheder gennem de sidste 50 år.



Temalørdagen er i Gunnar NU Hansens tegn og TV sportens udvikling efter Gunner Nu. Den berømte radiokommentator og senere chef for DR Sporten kunne den 20. oktober i år være fyldt 100 år. Med udgangspunkt i DRs arkiver vises en række klip fra Gunnar NU Hansens karriere i Danmarks Radio frem til det officielle stop i 1976. Temalørdagen rummer bl.a. klip fra historien om "lille henrivende Inge", Gunnar-RAP og fra hans 50 års fødselsdag, hvor han blev hyldet i stor stil.

Gunnar NU Hansen var om nogen amatøridrættens ”olympianer”. Han elskede de store idrætsbegivenheder, især sommer OL, og han var reelt med fra 1936 og helt frem til 1988.

Gunnar NU Hansen kunne lægge gaderne øde med sine radioreportager, når han kommenterede NU-NU-NU ved danske præstationer og berettede om de rød-hvide indsatser. TV-mediet ændrede en del på kommentatorvirksomheden - og i dag er det en hel anden form for journalistik og helt andre økonomiske beløb, der er involveret. Gunnar NU Hansen købte de første TV-rettigheder til en dansk fodboldlandskamp for 2000 kroner for en halvleg. I dag forhandles rettighederne til milliard-beløb.

Men hvor gik sporten hen, da Gunnar gik ud?
Sport er blevet et brand på kommercielle TV-stationer i jagten på seertal - hvor specielt de Olympiske Lege er blevet en milliardforretning. Det er derfor blevet en kamp på statsmandsplan for at få lov til at arrangere verdens største idrætsbegivenhed. Temalørdag følger begivenhederne i Singapore i sommer, da det blev afgjort, hvem der skal have værtskabet for OL i 2012, og der blev det tunge skyts for alvor kørt frem.

OL-rettigheder koster rigtig mange penge, på verdensplan er det milliarder. Og det samme gælder rettighederne til at vise andre store sportsbegivenheder, hvor f.eks. fodbold er involveret. Temalørdag ser nærmere på fodboldrettighedernes himmelflugt i Norge - som ser noget anderledes ud, end da Gunnar Nu købte de første danske TV-rettigheder for 2000 kroner.

Aftens gæst er Claus Borre som guider rundt i det historiske sportsoverblik fra de sidste 50 års TV på DR. Fra Gunnar NU Hansens optræden til den aktuelle situation, hvor milliarder er på spil.

Formanden for Danmarks Idrætsforbund og IOC-medlem Kai Holm kommenterer udviklingen sammen med Lars Haue-Pedersen, som er direktør i TSE consulting med sportsevents som speciale.

TV-mediet ændrede også en del på kommentatorvirksomheden. I dag er det en hel anden form for journalistik og helt andre økonomiske beløb, der ofres på transmissionerne. 80’ernes stemme Svend Gehrs kigger tilbage på Gunnar-arven, TV2s Flemming Toft trækker linjer til dagens TV-udbud og Viasats sportschef Peter Nørrelund kommenterer den nødvendige udvikling set fra et kommercielt synspunkt.

Aftens vært er Dorte Fals.




Yderligere oplysninger kan fås hos:
Berit Grant Larsen
tlf. 3520 4036 / 2854 4036
mail: begl@dr.dk
TV Presse

Alternativt: Thomas Rud Vestergaard på
telefon: 3520 4929