Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Sportscitater

Tirsdag d. 29. juni 1999



Sportscitater
[ SportsLex 1999 ]





Måske giver idrætsaktivitet ikke længere levetid, men det giver fysisk velvære!
(Jens Knud Christensen, overlæge og speciallæge i psykiatri)



Sportens citater 1999

FODBOLD

"Danmark er et smukt og godt land, der med sit system fungerer glimrende på mange måder. Men trods min gode danske opdragelse med min polske far, føler jeg, at jeg er vokset væk fra mit land efter otte år i England. Helt ærligt mener jeg, at alt for mange danskere er onde, og misundelse stortrives. Jeg elsker stadig at komme hjem i forbindelse med landskampe, men jeg har gjort den erfaring, at jeg vil blive irriteret over en masse ting. Det vil jeg ikke kunne leve godt med."
(Peter Schmeichel overvejer at bosætte sig permanet i udlandet, når karrieren er forbi).

CYKLESPORT

"Det er jo sådan, at jeg åbenbart skal misforstås hele tiden. Det kan da godt ske, at jeg er lidt nem at misforstå - det er der så ikke noget at gøre ved."
(Bjarne Riis om at foreslå visse doping-præparater frigivet til brug under lægekontrol).

BADMINTON

"Jeg bliver idiot, hvis jeg tænker for meget på kineserne. Bare der fandtes én, der kunne rydde dem af vejen..."
(Badmintonspilleren Camilla Martin om den kinesiske mur, som hun hele tiden render panden imod).

BOKSNING

"Jeg troede, han spillede skuespil og så pludselig ville eksplodere."
(Brian Nielsen om Tim Witherspoon, der ret beset ikke ville ret meget forleden en aprilaften i K. B. Hallen).



Sportens citater 1998

Team Danmarks chefkonsulent Niels-Chr. Holmstrøm om eliteidrætsudøvernes fremtid, når karrieren er slut: »Hvis alt andet glipper, kan man jo altid blive sportsjournalist«.

Den internationale olympiske komites repræsentant i Danmark, Niels Holst-Sørensen, om hvem der eventuelt skal afløse ham i IOC: »Jeg kan ikke se nogen konger eller baroner, der kan komme på tale«.

Danmarks Idræs-Forbunds formand, Kai Holm, advarer mod at opfatte det som en given ting, at IOC bibeholder en repræsentant i Danmark: »Blandt andet på grund af nogle små, brune kuverter, der i valgsituationer altid florerer livligt i de olympiske kulisser«.

Samme Kai Holm om det kendte olympiske slogan 'Det vigtigste er ikke at vinde, men at have deltaget og kæmpet godt': »Det er det mest gudbenåede vrøvl, jeg nogen sinde har hørt«.

Fremtidsforskeren Johan Peter Paludan om sponsorernes behov: »Jo mere sporten bliver professionaliseret og kommercialiseret, jo større krav vil der blive stillet fra dem, der betaler gildet. Kan I ikke gøre det lidt morsommere, det her?«

Samme Paludan om doping: »Vi bruger alle sammen doping. Vi ryger og drikker, og når vi lader os fedtsuge for at slippe af med øl-vommen, er det så ikke også en slags doping?«.

BOKSNING:

Eks-verdensmester i professionel sværvægtsboksning George Foreman, der på sin 50-års fødselsdag i januar skulle have mødt den et år yngre tidligere verdensmester Larry Holmes: »Normalt tjekker lægen hjertet hos bokserne. Men hos Larry og mig kontrollerer han først og fremmest, om vi overhovedet har nogen puls«.

CYKLING:

Tour de France-direktør Jean-Marie Leblanc i Dublin lige inden Tour-starten, efter at Festina-massøren Willy Voet var blevet stoppet af det franske politi med Epo-lager i bilen: »Vi har intet grundlag for at udelukke Festina. Indtil videre må vi betragte denne episode, som én, der, hvor beklagelig den end er, intet har at gøre med Tour de France«.

Leblanc efter Bruno Roussels tilståelse over for det franske politi: »Den eneste naturlige reaktion, efter at Festinas sportsdirektør Bruno Roussel har indrømmet, at dopingen var sat i system på hans hold, er, at vi udelukker Festina-rytterne fra resten af løbet. Det gør mig ondt at skulle skride til denne handling«.

En grådkvalt Richard Virenque efter udelukkelsen fra Touren: »Det er et fuldstændig utilstedeligt overgreb på mine rettigheder. Jeg har intet ulovligt foretaget mig. Men jeg håber, at Tour de France vil overleve, for det er trods alt en af verdens største idræts-begivenheder«.

Bjarne Riis under en af de hidsige Tour de France-dage: »Jeg er 34 år og har kørt cykelløb, siden jeg var 7. Jeg har aldrig følt mig mere rask og frisk end nu. Så skal man fandme ikke beskylde mig for både det ene og andet«.

Laurent Jalabert, da hans Once-hold trak sig ud af Tour de France: »Tour de France-arrangørerne er kommet til kort. De har ikke forstået at beskytte rytternes rettigheder. Det, som vi er blevet udsat for i dette løb af politiet, er uværdigt og umenneskeligt. Det tjener ikke noget formål at fortsætte under disse omstændigheder«.

Jean-Marie Leblanc i sin hyldest til den italienske vinder af Tour de France: »Vi har fået en værdig vinder. Marco Pantani har med sine formidable præstationer medvirket til at kaste lys over et løb, som ellers har måttet leve med mange skygger«.

Marco Pantani efter offentliggørelsen i oktober af 1999-ruten i Touren: »Hvis arrangørerne ikke kan skabe en rute, der bare på en rimelig måde appellerer til mine egenskaber, ser jeg da ingen grund til nødvendigvis at forsvare min sejr«.

FODBOLD:

Liverpools 19-årige landsholdsspiller Michael Owen om den 17-årige Gareth Barry fra Aston Villa: »Han er en fantastisk knægt, og han viser en bunke talent«.

Den brasilianske fodboldlegende Pele, da han skulle åbne et museum på Old Trafford og blev bedt om at nævne sin favoritspiller fra Manchester United: »Michael Owen«.

Marc Rieper efter Danmarks 2-3-kvartfinale-nederlag til Brasilien i Nantes: »Da Brian udlignede til 2-2, fornemmede jeg meget klart, at vi var ovenpå. Brasilianerne var rystede og usikre. Nogle af dem fik krampe, og man kunne se og høre på dem, at de var i store vanskeligheder. Det var en bitter pille at sluge, at vi ikke vandt, og der var vist flere i vores omklædningsrum, som havde tårer i øjnene lige efter kampen. Vi kommer aldrig nærmere en VM-semifinale«.

Michael Schjønbergs forklaring på, hvorfor han straks efter Danmarks sidste kamp i VM-slutrunden meldte fra til landsholdet: »Fodbold skal give glæde, og den får jeg kun på klubholdet. Jeg følger mit hjerte og koncentrerer mig nu helt om Kaiserslautern«.

Michael Schjønberg som forklaring på, at han har meddelt landstræner Bo Johansen, at han gerne vil spille på landsholdet igen: »Man har jo lov at blive klogere«.

Brøndby-træner Ebbe Skovdahl som svar på spørgsmålet om, hvad Brøndby har lært af deltagelsen i Champions League: »Vi har bl.a. lært, at vi skal undgå at trække Manchester United som modstander i den indledende pulje«.

AB- og nu FCK-træner Christian Andersen om sit forhold til Dansk Boldspil-Union: »DBU? Jeg har ikke snakket med dem siden EM i Frankrig i 1984«.

Den 33-årige Herfølge-spiller Gert Nodin, der efter sommerpausen ikke mere var fast mand på Superliga-holdet: »Det er vigtigt at forstå, at fodbold i dag er forretning, og at det mere er et arbejde end en hobby. Den dag klubberne ikke har brug for dig mere, vender de dig ryggen. Når de ikke føler, at du passer ind på holdet længere, er der andre, de er tvunget til at bruge deres tid på. Sådan er det bare, og det er vigtigt, at spillerne forstår dette. Brugt legetøj smider man væk«.

Michael Laudrup på spørgsmålet om, hvorfor han ikke valgte at slutte karrieren i den danske Superliga: »Når du til daglig ser udlands-proferne i fjernsynet, så ser du blot klip og enkelte kampe, og så går det jo skide godt og ser fint ud. Men jeg ville aldrig kunne indfri folks forventninger om, at jeg skulle spille, som de havde set mig spille i Barcelona eller Madrid. Det ville være umuligt at leve med det pres. Hver søndag ville jeg møde den her unge fyr først i 20-erne, der skulle spille sit livs kamp modMichael Laudrup. Det ville jeg ikke ...«.

Landstræner Bo Johansson efter Michael Laudrups sidste kamp: »Vi får aldrig en spiller med et format som ham igen. Han har været fantastisk, også som personlighed og som menneske«.

Den engelske avis The Daily Telegraph om VM-kvartfinalen Danmark-Brasilien: »Takket være Rivaldos venstre fod holdt Brasilien sig inde i festen med sejren over et mageløst inspireret dansk hold. Dette var fodbold, når det er bedste. Ebbe og flod, proppet med stil og substans«.

Den tidligere landsholdsspiller Jan Bartram: »Jeg frygter, at rigtig mange kommer til at stå som 35-årige i åndelig armod og ikke som jeg økonomisk forgyldte. Deres karriere vil efterlade dem nøgne med dårlige forudsætninger for at få en god sidste halvdel af livet«.

West Ham-fodboldspilleren Eyal Berkovic, der under træningen blev sparket i hovedet af holdkammeraten John Hartson: »Hvis mit hoved havde været en bold ville det være pisket ind i nettet i målets øverste hjørne«.

HÅNDBOLD:

Håndboldspilleren Janne Kolling om at have spillet 228 landskampe og være tæt på rekorden hos både mænd og kvinder: »Jeg aner ikke, hvor mange landskampe jeg har spillet. Jeg ved ikke hvad mændenes rekord er, og jeg kender ikke det fjerneste til, hvem der har den«.

Landstræner Jan Pytlick til Politikens udsendte på forgæves jagt efter norske spillere på spillerhotellet under EM i Holland: »De går nok rundt oppe på taget med armene i vejret«.

Målvogteren Susanne Munk Lauritsen om at være skadet og ville i gang igen: »Man ser en lang tunnel foran sig, og det handler bare om at komme ud på den anden side. Og det kommer man kun ved at genoptræne. Træne, træne og træne. Så er det først i den anden ende af tunnelen, det svære begynder, for da skal man i gang med at spille igen«.

20-årige Katrine Fruelund, landsholdets Benjamin, om det store pres, der hviler på håndboldpigerne: »Når vi bare løber og træner, mærker jeg ikke den store forskel på A- landsholdet og U-landsholdet. Men når vi skal spille kamp, dukker der store advarselsskilte op i mit hoved, som siger: Så, nu bliver det farligt«.

Håndboldspilleren Camilla Andersen om at blive mandsopdækket: »Der burde være en regel om at man ikke må mandsopdække i 1. halvleg. Jeg kan gå amok over det«.

Camilla Andersen om forventningerne til hende som leder af et ungt landshold: »Herregud, det er jo kun sport«.

ORIENTERINGSLØB:

Avisen Sydsvenska Dagbladet om afgørelsen på World Cup i orientering: »Hele året har spørgsmålet været om Bjørnar Valstad, Norge eller Johan Ivarsson, Sverige ville blive den samlede vinder. Efter lørdagens finale i den finske by Hämeenlinna har vi svaret: Chris Terkelsen, Danmark«.

TENNIS:

Nyhedsbureauet Reuters tennis-reporter Mark Benedeich om stjernen Pete Sampras' forbrug af ketsjere: »Han ødelægger flere strenge i en turnering, end et helt orkester gør på en koncert-turne«.

Kroatiens es-konge i tennis Goran Ivanisevic om sine ritualer under deltagelsen i Wimbledon-turneringen: »Jeg lytter til to bestemte kroatiske sange hver formiddag, inden jeg forlader mit lejede hus, og i omklædningsrummet bader jeg på skift under de seks brusere der findes der«.

Tennisstjernen Martina Hingis, da hun fyldte 18 år i oktober: »Endelig kan jeg køre i min egen bil«.

TRIATHLON:

Den danske triatlet Marie Overbye om konkurrenter der doper sig: »Jeg håber, de dør af det«.



Sportens citater 1997

ATLETIK:

Da startskuddet lød, reagerede jeg godt nok. Men de sidste 59 meter gik rigtig dårligt ...
(Løberen Christina Schnohr efter sit VM-heat på 60 meter indendørs)

At have ondt i halsen er ikke den bedste taktik for en VM-finale.
(Kenyas detroniserede verdensmester i forhindringsløb, Moses Kiptanui)

Jeg må indrømme, at ved 27-28 kilometer tænkte jeg på at stå af. Men så så jeg 28 kilometer-skiltet og tænkte: 'Nej, jeg skal fanme ikke gå ud inden 30 kilometer.' Og ved 30 kilometer syntes jeg, at det ville være dumt at stoppe.
(Maraton-løberen Klaus Hansen, der ved VM i Athen som den første dansker siden 1988 gennemførte et maraton ved et af de tre store stævner - VM, EM og OL)

Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at jeg slår Wilson Kipketer. Men ser du, 'Wilson, he is The Man'.
(Løberen Mark Everett, USA, ved VM i Athen)

Han ser godt ud. Veltrænet. Ja, veltrænet.
(Norske Vebjørn Rodal med et skævt smil om Kipketer inden VM-finalen)

BORDTENNIS:

Når jeg ser optagelser af kampene, kan jeg også blive overrasket over at se, hvordan jeg selv spiller, men det er et vigtigt, psykisk signal at sende til modspilleren: At vise, at man tør, selv om det er spændende.
(Bordtennisspilleren Martin Monrad om sin egen spillestil)

BOKSNING:

Nielsen ligner en 50-årig, der netop er kommet ud fra en bar.
(Barry McGugian, tidligere verdensmester i professionel fluevægtsboksning, efter på tv-kanalen Sky Sport at have fulgt den danske sværvægter Brian Nielsens indsats ved et stævne i Canada)

FODBOLD:

Jeg er blevet mere moden og erfaren - og så oplevede jeg en dag, hvordan min søn Kasper som målmand i en drengekamp råbte efter medspillerne. Jeg synes, det var lidt pinligt, og jeg tænkte, hvor han mon har det fra ... ?
(Landsholds- og Manchester United-målmanden Peter Schmeichel forklarer, hvorfor han ikke råber og skriger så meget i kampene mere)

I Ajax stemmer strukturen og organisationen, og grundideen er identisk med min egen: Det gælder om at spille smukt fodbold, offensiv fodbold, gerne med hæl og tå. Det er dét, Ajax-tilskuerne forlanger. Det er ikke nok bare at vinde kampene. I Tyskland er det mere spillernes vilje og kampkraft, der er i højsædet. Tyskernes fodbold udvikler sig ikke. De vil dog fortsat vinde mange pokaler. Men når man vinder noget stort alene på 'power-fodbold', er det ikke sejre, der huskes længe. Om fem år har alle formentlig glemt, at Borussia Dortmund vandt Champions League. Til gengæld husker folk, at hold som Ajax, Milan og Real Madrid gennem årene har skabt rigtige fodbold-fester med flot fodbold.
(For Morten Olsen er cheftrænerposten i Ajax Amsterdam et ønskejob)

GOLF:

Hvis jeg tidligt kan lave fem, seks, syv birdies - f.eks. på de første tre huller - har jeg muligvis en chance.
(Golfspilleren Paul Stankowski, USA om udsigten til, efter tredje runde af Masters-turneringen, at indhente sin fænomenale landsmand Tiger Woods)

Det ville have været alle tiders fight om Masters-titlen, hvis bare Woods havde fortsat sine studier på Stanford-universitetet, i stedet for at blive professionel.
(En anden amerikansk golfspiller, Jeff Sluman, om den samme situation, med Tiger Woods langt foran de øvrige i stillingen)

Da jeg mistede cuttet for nylig i en turnering i Italien, kravlede jeg op på det største bjerg i nærheden for at tænke. Man skal søge at værdsætte sig selv, uanset resultatet. En vinder vinder ikke altid, men han ligner altid en vinder, og det er vigtigt at huske på, for at nå langt.
(Golfspilleren Knud Storgaard Jensen om sin reaktion, hvis en turnering går dårligt)

Thomas Bjørn anses for at være Danmarks største golfspiller nogensinde. Det svarer vel nogenlunde til at blive udråbt som den bedste cricketspiller i USA.
(Det amerikanske blad 'Golf Digest's ekspert John Huggan om Thomas Bjørn i sin foromtale af Ryder Cup-matchen mellem Europa og USA)

HÅNDBOLD:

Jeg vil beskrive Camilla Andersen med samme følelse, som når jeg ser Michael Laudrup, øv-følelsen. De spiller begge vidunderligt, men samtidig ved du, at de kan endnu mere, og på den måde får jeg følelsen af at blive snydt.
(TV-kommentatoren Per Skaarup om håndboldspilleren Camilla Andersen)

SPORTSJOURNALISTIK:

Vi har i Tyskland to slags sportsjournalister. Der er entertainere på tv, de tjener mange penge, og deres kompetence er ligegyldig, bare de kan smile på de rette tidspunkter. Den anden er de seriøse, som findes i de trykte medier - og heldigvis stiger oplaget på de aviser, som satser på god journalistik.
(Professor Josef Hackforth, leder af Institut for Sportsmedier i Köln, om udviklingen i sportsjournalistik)

SVØMNING:

Man kan godt kalde det en sejr over astmaen. Det er første gang, jeg har haft et løb med en Kvælnings-oplevelse undervejs, og så alligevel har svømmet så stærkt. Havde jeg oplevet det samme for et år siden, ville jeg slet ikke have gennemført.
(Svømmeren Mette Jacobsen efter i Sevilla at have oplevet et astmaanfald under det indledende heat og alligevel kvalificere sig til EM-finalen i 200 meter butterfly)

En idrætskarriere på højt niveau kræver beslutninger. Vi var et par uger om at tage vores, da det blev klart, at Ari skulle flytte til Danmark, men der er tidspunkter for alt her i livet. Min svømning er nu eller aldrig. Min mand har jeg resten af livet.
(SGIs finske landsholdssvømmer Marja Pärssinen om at efterlade sin mand i Finland og tage med træneren Ari Valvee til Esbjerg for at satse på sin sport)

TENNIS:

Man skal være lidt af en idiot, for at spille på grus. Bolden går over nettet 400 gange, man skriger, råber, falder, spytter, raser, peger på mærker, ruller rundt og svines til. Det er en krig derude, og samtidig skal en ofte flere timer lang pine føles sjovt. Jo, det er lige mig.
(Den danske tennisspiller Frederik Fetterlein før Davis Cup- matchen på udebane mod Belgien)

Jeg dropper mit orange hårbånd og skifter det ud med et hvidt.
(Ritualernes mand, tennisspilleren Kenneth Carlsen, om en markant ændring i sit udstyr før starten på Wimbledon)



Sportens citater 1996

ATLETIK:

- Der vil altid være gode og dårlige dage. Man skal være klar til at klare de dårlige.
(Renata P. Nielsen efter kvalifikationskonkurrencen, hvor hun overtrådte samtlige sine tre spring)

BADMINTON:

- Det er meget vigtigt, at jeg når at komme på toilettet - så skal jeg da ikke slæbe rundt på det.
(Poul-Erik Høyer efter sin anden All England-titel - om sin rytme i timerne op til en kamp)

BOKSNING:

- På søndag satser jeg alt. Det bliver krig - med mig som vinderen.
(Hasan Al efter sin fjerde sejr ved EM - før søndagens finale)

- Pauseklovnen, charmebøffen, fænomenet Super Brian, bonderøven og hvad han ellers bliver kaldt. Kært barn har mange navne.
(Promotor Mogens Palle præsenterer på et pressemøde sin sværvægtsbokser Brian Nielsen med ordene)

CYKLING:

- Mange mennesker påstår, at cykelryttere er halvoriginaler eller idioter, og det er såmænd rigtig nok... Der er ikke noget specielt fedt ved at køre cykelløb. Det er det for hårdt til.
(Brian Holm i interview i maj 96)

CYKLING - ØRNENS HIMMELFLUGT:

- Tomme løfter er det værste, jeg ved. Og dem er der mange af i cykelsporten. Jeg kan ikke få fiasko.
(Bjarne Riis den 25. juni - få dage før Tour de France begyndte)

- Alt er sagt. Nu vil jeg lade benene tale.
(Den 28. juni - dagen før Tour de France begyndte)

- Alt gik som planlagt, og det var nemmere at vinde Tour de France end jeg havde forventet.
(Den 21. juli efter at være kåret som samlet vinder)

FODBOLD:

- Hvis jeg kunne gå på vandet, ville mine kritikere hævde, at jeg gjorde det, fordi jeg ikke kan svømme.
(Den tyske landstræner Berti Vogts under EM i England - som Tyskland vandt)

- Jeg var til frisør i fredags, og vi snakkede om den store kamp mod FCK. Jeg fandt, at der skulle ske et eller andet. Med en ny hårfarve kunne jeg måske forvirre FCK'erne og forstyrre deres koncentration lidt, spekulerede jeg. Og så kunne jeg også bruge stilskiftet til at gejle mig selv op. Det lykkedes helt efter planen.
(Brøndby-spilleren Allan Nielsen, der havde fået farvet sit hår mørkeblåt før Superliga-forårspremieren i Parken)

GOLF:

- Det må aldrig blive pengene, det handler om. Det kan blive en farlig sovepude, for der skal stadig arbejdes lige hårdt. Én uge gør ingen golfspiller hverken værre eller bedre.
(Thomas Bjørn efter som den første dansker nogensinde at have vundet en European Tour-turnering)

GYMNASTIK:

- Tænk bare på afspringet fra recken, hvor vi kommer fra fire meters højde og lander med et brag på et underlag, der ikke er meget blødere end et stengulv.
(Gymnasten Rasmus Brandtoft om risikoen ved sin idræt)

HÅNDBOLD/ANJA ANDERSEN FORGYLDT:

- Vi havde set roernes guldmedaljer, og de var så flotte, at vi også ville have nogle, og allerede da vi stod op om morgenen vidste jeg, at det ville lykkes. Sådan noget kan man bare mærke.
(Anja Andersen efter den olympiske håndboldfinale)

- Det er som et eventyr, fordi vi har arbejdet frem mod dette så længe - mange af os har spillet sammen siden 1986...Og jeg synes f....., at vi har fortjent at vinde det her.
(Efter 37-33 sejren i OL-finalen mod Sydkorea)

- Jeg sagde 'Fuck you', fordi jeg ikke mente, det kunne passe. Jeg burde ikke have været vist ud.
(Efter at være blevet diskvalificeret i finalen mod Norge i NetCom Cup)

- I 1993 blev jeg kaldt en blærerøv og meget mere, når jeg skød bolden imellem benene, men jeg glemmer helt de tre år, hvor jeg har kæmpet, når jeg ser andre lave så flotte detaljer.
(Efter at Janne Kolling og Marianne Florman havde lavet mål på vip i EM-kampen mod Polen)

- Den der med 'tab og vind med samme sind' er det værste vrøvl, jeg nogensinde har hørt. Man vinder ikke sølvet - man taber guldet.
(Før EM finalen mod Norge)

- For mig overgår dette OL i Atlanta. At vinde VM-guldet står stadig som det største mål for mig, for der er alle de bedste hold med. Men det var stort at forsvare EM-guldet.
(Efter finalesejren over Norge)

MOTORSPORT:

- Man skal bare sætte sådan en racer foran mig, så er det ikke spor svært at lægge cigaretterne på hylden.
(Jan Magnussen ved præsentationen af den Stewart-Ford formel-1 bil, som han skal køre i 1997)

RONING:

- I bund og grund drejer det sig om, at når der resterer 500 meter, så skal vi alle fire være enige helt ind til knoglerne om, at vi vil vinde guld og ikke sølv.
(Roeren Thomas Poulsen umiddelbart efter den sejr, der gav ham og de tre andre i letvægtsfireren olympisk guld på Lake Lanier)

SEJLSPORT:

- Jeg er er først og fremmest glad, fordi jeg har sejlet så godt. Det er vigtigere for mig end at vinde en guld-medalje.
(Kristine Roug efter at være blevet Danmarks første kvindelige OL-guldvinder siden 1948)

SVØMNING:

- Det er jo en enorm ting, at det lykkedes, men det hænger altså også sammen med, at der var utroligt mange, der slet ikke svømmede op til deres bedste.
(Den 17-årige svømmer Jacob Carstensen, da han sensationelt havde kvalificeret sig til OL-finalen i 400 m fri)

TENNIS:

- Det er vel egentlig først i morgen, når jeg i avisen kan læse, at Becker har vundet årets første Grand Slam-turnering, at det rigtig går op for mig. Men så løber jeg sikkert også skrigende rundt hele dagen.
(Boris Becker om sine følelser efter finalesejren i Australian Open i tennis)

- Måske skulle jeg æde noget græs, før jeg stiller op i Queens-turneringen. Det bliver forfærdeligt.
(Tennissportens grus-konge Thomas Muster om sine forberedelser til Wimbledon)

- Han så træt ud, meget træt, men jeg vidste, at billedet løj. Pete havde sit hjerte med på banen, og han efterlod det derude.
(Jim Courier efter at have tabt i fem sæt til sin amerikanske landsmand Pete Sampras i French Open i tennis)

- Jeg kan tale med ham om alt, men på den betingelse, at jeg ikke bander, og det kan altså godt sommetider føles svært.
(Den kroatiske servekonge i tennis, Goran Ivanisevic, om at have tilknyttet en præst, fader Josip, til sin stab i Wimbledon)