Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Ny sportschef på TvDanmark

Lørdag d. 24. juni 2000

Pressemeddelelse
Fredag den 23. juni 2000


Ny sportschef på TvDanmark bliver Martin Dalgaard


Fra mandag den 26. juni starter 35-årige Martin Dalgaard som ny chef for TvDanmark Sporten. Martin Dalgaard har siden 1994 arbejdet som freelance sportsjournalist på Information, Berlingske Tidende, Tips-bladet, Euroman og Weekendavisen.

Martin Dalgaards første, store opgave bliver at samle topkvalificerede folk til en sportsredaktion, som kan give TvDanmarks offensiv på sportsområdet et stort spring fremad. Udover at fortsætte succesen med ”Fight Night”-boksningen i efteråret bliver en af de helt store opgaver transmissionen af fodboldlandsholdets udebanekampe i VM-kvalifikationsturneringen på TvDanmark 1.

TvDanmark har sikret sig rettighederne til i alt fem VM-kvalifikationskampe og en stribe UEFA Cup- og Champions League kvalifikationskampe. Rettighederne omfatter mindst 60 fodboldkampe af høj international klasse, og første gang, TvDanmark 1 sender landsholdsfodbold, bliver den 16. august – Færøerne-Danmark – som samtidig er debutkampen for den ny trænerduo Morten Olsen og Michael Laudrup.

Martin Dalgaard siger: - Sport er det bedste TV-stof, der findes. Og vores opgave bliver at give fodbolden og selvfølgelig boksningen en begejstret og samtidig seriøs dækning. Vi vil tage sporten alvorligt og servere den på sportens præmisser – det vil sige med faglig kompetence, grundig journalistik og med fascinationen i behold.

Martin Dalgaard har et indgående kendskab til dansk fodbold. Han har været ansvarlig for sportsdækningen på Information og har skrevet om bl.a. fodbold og cykelløb for Berlingske Tidende, Tips-bladet og Euroman. Derudover har han dækket VM i fodbold for Weekendavisen. Martin Dalgaard stod i 1994 og 1996 desuden bag sportsdokumentarerne ”Et skridt Frem” om boldklubben Frem på TV2 og ”Bosse er boss” på TV3.

I 1998 var Martin Dalgaard en del af teamet bag DR2s ”Mediemagasinet”, og i 1999 arbejdede han som redaktionschef for TvDanmarks forbrugermagasin ”Banzai”.

TvDanmarks programdirektør, Paul Gazan, siger: - Der er et generationsskifte på vej i dansk landsholdsfodbold, og derfor har jeg fundet det naturligt at rekruttere TvDanmarks nye sportschef blandt det nye, yngre lag af sportsjournalister, der kan og vil sammenkæde kærligheden til sportens inderste væsen med en respekt for såvel stjernerne som det store publikum. Martin Dalgaard er en fremragende journalist, der kan vinkle en historie knivskarpt uden at smide det nødvendige følelsesmæssige engagement i sporten overbord. Knivskarpt engagement – det er sådan, vi vil lave sport på TvDanmark.

For yderligere oplysninger kontakt venligst:
TvDanmarks programdirektør, Poul Gazan, tlf.: 21 71 96 21.

TvDanmark 1 og TvDanmark 2 gik i luften den 3. januar år 2000. TvDanmark-kanalerne er rig på danske produktioner som ”Biker-Jens i Østen”, ”48 Timer” og ”Stripperkongens Piger”. Det er på TvDanmark 1, at vi blandt meget andet præsenterer dansk, professionel boksning fra Stald-Palle, topfodbold fra den hollandske æresdivision og masser af storfilm. På TvDanmark 2 viser vi programmer for de unge voksne. Her finder man programmer som ”Skadestuen”, ”Bryllupper”, ”Talk TV – med Charlotte” m.fl. Det er også her, at man finder de lokale programmer og de daglige lokale nyheder.

Signalet for TvDanmark 2 sendes via det lokale netværk, som består af fjorten lokal-TV stationer: TvDanmark 2/Kanal 2 (København), TvDanmark 2 Næstved, TvDanmark 2 Vestsjælland (Slagelse), TvDanmark 2 Fyn (Odense), TvDanmark 2 Østjylland (Århus), TvDanmark 2 Trekanten (Vejle), TvDanmark 2 Midtjylland (Herning), TvDanmark 2 Aalborg, TvDanmark 2 Sydsjælland (Vordingborg), TvDanmark 2 Sydfyn (Svendborg), TvDanmark 2 Lolland Falster (Nakskov), TvDanmark 2 Esbjerg, TvDanmark 2 Sønderborg samt TvDanmark 2 Haderslev.