Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Formandens beretning

Torsdag d. 9. marts 2006

Danske Sportsjournalister
Generalforsamling 8.3. 2006

Bestyrelsens beretning 2005:

Det er bestyrelsens lidt triste pligt at indlede årsberetningen med at mindes kollegaer, der gik bort i det forløbne år.
Ekstra Bladets mangeårige sportsredaktør Axel ALSTRUP døde den 12. juni,84 år gammel.
Als blev kendt for sine skarpe og meget velskrevne kommentarer og klummer under titlen
I centrum med Als.
Han tilbragte også en periode hos Gunnar Nu på Danmarks Radio, men det var som en af vore skarpeste og fine penne, at Alstrup satte sig spor i den periode, hvor Ekstra Bladet voksede til landets største avis. Alstrup var et aktivt medlem af DS.

En anden velanskrevet kollega fra Ekstra bladet KURT Poulsen for knap to uger, blot 68 år gammel.
Hestesporten – trav og galop - var Kurts domæne og den skrev han om i Ekstra Bladet i omkring 40 Jeg var som sportsredaktør på Ekstra Bladet selv med til at reducere hestesportsstoffet i bladet, men selv Kurt var uenig, accepterede han de nye vilkår og var lige loyal og venlig. Det er et fint menneske, vi har mistet.
Pressefotograf SØREN Holmberg fra Holbæk Amts Venstreblad blev kun 46 år.Han var handelsuddannet, men startede i 1977 som free lance i Holbæk, hvor han blev fastansat i 1980.
Han var også uddannet pilot – og det kombinerede han til at lave flotte luftfotos. Som udsendt til Beirut i 1985 oplevede han både, at det fly han skulle have været med, blev sprængt i luften, og det han derfor efter kom med, blev kapret, uden at han rigtigt opdagede hvad der foregik i luften. Men Søren fik dog billederne, da kaprerne blev anholdt og ført bort efter landingen.. Hans alt for tidlige dø var et chok for hans nærmeste.
En god ven af danske sportsjournalister finnen MATTI Salmenkyla døde i februar, 75 år gammel.
Matti var nok især kendt af danske journalister, der har dækket OL, fordi han i 20 år fra 1984 til 2004 stod for fordelingen af billetter til pressen til de idrætsgrene, hvor der ikke var plads til alle.
Det var en opgave, der krævede diplomati og tålmodighed, snilde og sprogkundskaber, når han både skulle tackle stressede kollegaer og stædige bureukrater i det olympiske system.
Matti klarede det hele – uden nogen sinde at tabe hovedet. Han var til sit første OL i 1952 i Helsinki, var i en lang periode generalsekretær i AIPS og formand for de finske sportsjournalister og derfor også aktiv i det nordiske samarbejde. Det en god ven, vi har mistet, men for alle fire gælder det, at deres død efterlader et tomrum først og fremmest hos deres familier og nærmeste venner.
Lad os udtrykke vor medfølelse og vise vores respekt ved at rejse os og holde et øjebliks stilhed.
ÆRET VÆRE DERES MINDE.
Tak.

Og så over til årets forretninger.
Bestyrelsen har brugt nogen tid på at medvirke til at forandre og forny vores internationale forbund AIPS.
Efter at vi for nogle år siden drøftede helt at melde os ud, og jo blandt andet afskaffede AIPS kortet som medlemskort, fik vi sidste år generalforsamlingens tilslutning til at prøve at ændre AIPS ved at få nogle ordentlige folk ind. Det lykkedes for så vidt, som at vi fik valgt italieneren Gianni Merlo som præsident. Som det kan ses på AIPS nye website og i bladet, vil Merlo professionalisere AIPS og gøre sammenslutningen til en faktor, der tages alvorligt i den internationale sportsverden.
Bladet, AIPS NEWS, er selvom OL-nummeret kom en uge efter OL, eksempler på, at der sker noget.
Næste fase er det europæiske UEPS, altså den europæiske gren af AIPS.
Den har otte år haft svenske Leif Nilsson som formand, men der er sket for lidt. Leif træder af på kongressen i Dublin i næste måned, hvor hele bestyrelsen på 12 er på valg.
Fra Norden opstiller vi flere folk, samtidig med at vi foreslår reformer og initiativer.
Enten aktiverer vi UEPS eller også lukker vi butikken, fordi AIPS ordner sagerne.
Vi havde udset os tyskeren Erich Laaser som ny præsident – og havde aftalt det med ham på AIPS-kongressen i Marakech sidste forår.
Men siden er det tyske sportsjournalistforbund blevet splittet af et opgør om sportsjournalisikkens troværdighed og professionalisme, og derfor tak Erich sig som kandidat i starten af januar.
Den tyske strid handler blandt andet om censurerede og manipulerede interviews på tv, hvor vore skrivende og elektroniske kollegaer i tyskland virkelig har været på kant.
I spidsen for kritikerne, der har lavet Sportnetzwerk står en af de virkelig dygtige yngre tyske sportsjournalister Jens Weinreich, sportsredaktør på Berliner Zeitung, kendt fra Play the Games og bøger om korruption i sports verdenen – bl.a. FIFA i 1998.
I konsekvens af konflikten faldt Erich Laaser fra som formandskandidat.
Efter at have snakket sammen med de nordiske kollegaer opstiller jeg som formand,
Adolf Ingi fra Island som vicepræsident – og sammen med Tom Grønvold fra Norge går vi alle tre efter bestyrelsesposter.
Til formandsposten er der to andre kandidater polakken Jerzy Jaschke og en hviderusser.
Til de øvrige poster dobbelt så mange kandidater, som der skal vælges, så vi får nok svært ved at komme igennem med vort forslag- fremsat af Norge – om at reducere og aktivere eksekutivkomiteen.
Vi har i denne proces styrket det nordiske samarbejde, fordi vi havde noget konkret at tage fat på. Vi mødtes i København – og vi har aftalt at mødes igen til efteråret når Finland holder 75 års jubilæum.
I er velkomne til at spørge, hvad pokker vi skal bruge tid og penge på europæiske og internationalt samarbejde. Men det bliver især for den trykte presse sværere og svære at få plads i det internationale idræts verden. Derfor har vi ment, at det var nu eller aldrig med AIPS og UEPS, fordi globaliseringen kræver organisation og professionalisme. Den bilder vi os ind, at vi i Norden kan levere.
På hjemmefronten har vi kæmpet med fodbolden, der imod vores aftale lukker flere og flere køkkenbordsfotografer og website amatør-fotografer ind i strid med vore aftale.
Det har vi talt med Divisionsforeningen om, og det skulle blive bedre. Det samme gælder arbejdsforhold på enkelte stadion, der er blevet bedre, f.eks Brøndby.
Næste opgave er Parken, der mangler P-pladser og trådløst netværk. Det prøver vi nu at gøre noget ved.
I forbindelse med årets status kan jeg ikke dy mig for at komme ind på fagets tilstand:
Vi har i flere år kunnet rose os selv af, at kvaliteten af sportsjournalistikken var i stadig stigning.
Det kan ikke rigtig siges mere.
Da vi havde gå hjem-møde med den schweiziske dommer Urs Meier var vi under 20 i Sikker Hansen-salen. Da jeg spurgte en tilstedeværende kollega, hvorfor der ikke var flere fra hans store, og unge redaktion, hvor reportagerne ofte efterlader indryk af, at indsigten og den almene viden kunne forbedres, var svaret, at de ville hellere sidde på cafe og snakke om hvor fint det var at arbejde for TV.
Man hører det og bliver forstemt.
Når det tilmed er sådan, at ¾ af OL-artiklerne i de store blade er EN eller nul-kilde-historier, så har fagets tilstand det ikke for godt, som dokumenteret af i flere undersøgelser, den seneste lavet af ”Mandag Morgen” og fremlagt på Play the Game-konferencen - og omtalt på vores hjemmeside – ja så kan ikke sige, at fagligheden ikke har det for godt.
Jeg hører det igen og igen fra folk i sportsverdenen: Det er ikke godt nok det, Jeres/dine medlemmer laver.
Journalisterne eespekterer ikke den journalistiske børnelærdom at: Hvor der er et PRO er der også et KONTRA.
Altså hør begge sider. Den har senest været oppe og vende i FCK-Royal League-sagen.
Hvor det undervejs kun var den ene part, der blev hørt – og hvor kernen i sagens afslutning – og dom - kun i meget ringe omfang kom frem, selvom hele kendelsen blev offentliggjort.
Jeg hæftede mig også ved kritikken af den kæmpestore danske delegation til vinter-OL
Der var tre gange så mange ledere som deltagende curling kvinder incl. koste.
Hele bondetoget var jo af sted for at sikre Danmark IOC-sessionen i 2009, der på set og vis er et led i kampagnen for at få OL til Danmark i 2020-24.
Så er det lidt løsagtigt og tale om pamper-tur mm. Vi må da i det mindste undersøge, hvor mange, der var af sted, hvad de lavede og hvem de var, som dokumentation for påstanden om, at lederne rigtig tog for sig af de olympiske retter.
.Jeg læser i den sammenhæng i en af de OL-delegationskritiske aviser, at hverve-eksperten Lars Haue Pedersen fremhæver vigtigheden af, at Danmark havde mange folk og var overalt i Torino med deres lyseblå tørklæder. Det var med til at fremme sagen.
Helt ærligt – jeg synes ikke fagligheden er holdt i hævd, når man både kritiserer mængden og to uger senere fremhæver at den store delegation sikrede succes.
Det er helt fint at kritisere pamperi og rejser på firmaets regning, men skal vi tages seriøst i sportsverdenen, må der altså være mening i kritikken.
Ellers er vi til grin.
Og det oplever jeg faktisk lidt for tit. Fordi vi selv gør det for nemt for vore kritikere at skyde osi skoene, at vi skriver og siger, hvad der passer os – uden respekt for kendsgerningerne.
Som vi i øvrigt heller ikke har styr på.
Jeg bryder mig ikke om at få at vide, at den og den er en meter for kort.
Jeg bryder mig slet ikke om at mangle argumenter til a tilbagevise kritikken.
Og det er det altså kun hver enkelt, journalist, redaktør og fotograf, der kan gøre noget ved.
Det er en udfordring, jeg synes at alle i vor kreds skal tage op.
Vi kan ikke leve med, at godt håndværk bliver til en gods gang makværk.

Lad mig til slut sige´, at vi er gået i rette vicepræsidenten i WADA. Alias kulturminister Brian Mikkelsen, fordi han har billiger at WADA’s kontrollanter i Torino udgav sig for journalister for at atleterne ikke skulle stikke af fra dopingkontrollen.
Det er helt UAKCEPTABELT – efter vor mening.
Man kan ikke bekæmpe snyd – altså doping – med andet snyd – altså falsk identitet.
Uanset hvor meget vi personligt måtte støtte dopingbekæmpelsen, så kan vi aldrig acceptere at det sker med fup og falsk identitet – slet ikke af en offentlig myndighed som WADA og Antidoping Danmark og kulturministeriet.
Det agter vi at skrive til Brian Mikkelsen efter dagens generalforsamling.
Sportsjournalisternes arbejdsvilkår er jo svære nok i forvejen.
Med disse ord tak til bestyrelseskollegaer, medlemmer og andre med interesse og engagement i Danske sportsjournalister.
Hermed er beretningen overladt til debat og godkendelse.


Årets Sportsjournalist. 2005
Mange kandidater som det kunne ses på hjemmesiden.
Årets Sportsjournalist har med dygtighed og engagement omlagt og fornyet et fint gammel blad, der efter at have levet i 50 år nok var blevet lidt tyndt i toppen og træt i koderne.
Det er jo ofte sådan, at når man skal modernisere et blad, så ender det med et nyt lay out – og det gamle indhold.
Tipsbladets chefredaktør Anders Bay – for det er ham vi har valgt som den bedste blandt ligemænd i 2005 – sammen med sin stab formået at gøre noget ved indholdet.
Flere nyheder, som er journalistikkens salt. Mere kant, som han altid selv taler om, men altså også kan få ned på papir sammen med sin stab. Dermed kommer man også til at sætte lidt flere dagsordener. Og det er altså gjort – uden den store tilskrivning af ressourcer – ved at inspirere bladets medarbejdere, og supplere med nogle få free lancere, der ikke bare løber stærkt, men også er skarpe.
Tipsbladet sparker røv igen. Tipsbladet er som kollega Andreas Kraul skrev i sin indstilling af Anders en nødvendighed for alle fodboldjournalister.
Mere kan en redaktør ikke ønske sig – bortset fra oplag og annonce-indtægter.
Kåringen af Anders til Årets Sportsjournalist blandt mange meget kvalificerede kandidater er naturligvis - og ikke mindst en cadeau til hans stab.
Til lykke til Jer på Tipsbladet ,men selvfølgelig først og fremmest til Anders, holdets kaptajn..
Kom op og modtag den gyldne pen. Som årets sportsjournalist 2005.