Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Bestyrelsesmøde

Torsdag d. 10. august 2000

Referat fra bestyrelsesmøde onsdag den 9. august 2000 kl. 11.00-14.00 i "Huset med det grønne træ", Gammel Torv 20, København.

Afbud fra Leif Rasmussen.
Deltagere:
Flemming Thor Madsen, Steen Ankerdal, Flemming Olesen, Tommy Poulsen, Hanne Højer, Rasmus Bech, Per Kjærbye, Lars Poulsen og Flemming Toft (debutant).

14 ordinære punkter plus Eventuelt.

1. EM i fodbold.
Danske Sportsjournalister v. Steen Ankerdal skaffede 75 akkrediteringer til kolleger (journalister og fotografer), og det var netop det antal, der havde søgt, så alle fik de akkrediteringer, de havde bedt om.

Der var ros til Rejsegalleriet for et godt arrangement til EM, billigt og effektivt, og det er en stor lettelse for de udsendte medarbejdere, at det bliver koordineret, så hver enkelt ikke skal ud og lede efter hotel og transport. Humørbussen samlede kun 15 deltagere, men den har bestemt ikke overlevet sig selv. Den kan få kronede dage i Portugal ved næste EM, men næppe i Japan/Korea.

Mixedzone-problemet:
Steen Ankerdal: - Idéen med mixed zone gav umulige arbejdsforhold, men jeg har haft en snak med Lars Berendt om sagen, og han meddeler, at det fortsætter som tidligere - uden mixed zone. Derfor er det et ikke-eksisterende problem.

Vedrørende billetdebatten:
Flemming Thor Madsen skriver en leder om emnet i næste nummer af "Den Gyldne Pen".


2. De Olympiske Lege.
Kirsten Balslev, Her og Nu, har overtaget den sidste billet, Billed-Bladet har siden henvendt sig og er på venteliste.
Steen Ankerdal bliver DS' kontaktmand til finnen Matti Salmenkyla, AIPS, under OL.
Afrejse til Sydney: nogle 7.9., andre 10.9.
Hjemrejse: 4.10.

Vinter-OL Salt Lake City 2002.
Formand Flemming Thor kiggede på forholdene under sin ferie i USA, og det ser godt ud, meddelte han.
Danmark har fået samme kvote som til Nagano, 10 skrivende, fem fotografer.

3. Hall of Fame.
Hanne Højer: - Vi afventer indkaldelse til møde i udvalget í august som planlagt.
Per Kjærbye og Hanne Højer er vore repræsentanter i HOF-udvalget.

4. Kriterier for Årets Sportsjournalist.
Rasmus Bech laver et oplæg til næste møde.

5. Den Gyldne Pen har deadline den 15. august og må højst være på 28 sider. Poul Erik Andersson har tegnet 10 en halv side annoncer.

6. Anti-doping den 21. august.
DS har været med til at fastsætte datoen, men derudover kører Antidoping-seminaret selv hele herligheden.

7. Efteruddannelse.
Rasmus Bech og Steen Ankerdal kommer med oplæg.

8. Fremstød for nye medlemmer.
Vi forsøger at få mere styr på de nyansatte på blade og tv-stationer, så de kan blive medlem med det samme.
Flemming Toft tager sig af tv-folkene, Tommy Poulsen og Flemming Olesen tager sig af medlemsliste og fremstød hos de skrivende, så alle aktive sportsjournalister er medlem af DS.
Dags dato: 608 medlemmer - men mange flere på vej.

9. Kasserer Flemming Olesen fremlagde detaljeret up-to-date-regnskab og budget for resten af 2000. Han advarede mod at bruge for mange penge, da festen har rykket godt i kalveskindet.

10. Nordisk Kongres.
Udvalget med Rasmus Bech, Jørn Højmark, Mads Wehlast og formand Flemming Thor Madsen holdt møde den 30. maj og har nyt møde den 22. august kl. 12.00.
Nordisk Kongres finder sted fra 8. maj til 11. maj 2001 med Hotel Richmond som base.

11. DGI's internationale kursus i DGI-byen.
DS står fast på bevillingen om to billetter til østeuropæiske deltagere - pris 12.000 kr. pr. styk - men der bevilges ikke tilskud til danske deltagere, da det foregår på dansk grund og kan søges via det normale tilskud til efteruddannelse.

12. Presseforhold i superligaen.
Vi arbejder på at gøre AIPS-kortet obligatorisk til superligakampe via dialog med divisionsforeningen.

13. Generalforsamlingen afvikles tirsdag den 6. marts 2001 på Odense stadion - i VIP-rummet. Leif Rasmussen arrangerer generalforsamlingen og sørger for det praktiske. Bestyrelsesmøde kl. 11.00, generalforsamling kl. 12.00, som vi plejer.

14. Næste bestyrelsesmøde: Onsdag den 11. oktober kl. 11.00.
Samme aften spiller Danmark-Bulgarien i Parken, og vi har fået vore OL-reportere hjem fra Sydney.

15. Eventuelt.

Fyraftensmøder gemmes, indtil vi har overstået efterårets mange aktiviteter med møder, Anti-doping-Danmarks seminar, OL-møderne, DGI-seminaret og alt det løse. Vi arbejder ud fra et fyraftensmøde til februar/marts.

Steen Ankerdal orienterede om Dansk Journalistforbunds fagfestival til november. DS deltager.