Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Prof-boksning på TvDanmark 1

Torsdag d. 28. september 2000

Pressemeddelelse
Torsdag den 28. september 2000


- ”Fight Night” på TvDanmark 1 -
Paulie Ayala vender tilbage i bokseringen lørdag den 7. oktober i en direkte transmission fra Las Vegas

Lørdag nat den 7. oktober kl. 04.00 blændes der op for boksning i verdensklasse, når TvDanmark 1 Sporten atter trækker i de internationale boksehandsker og transmitterer direkte fra MGM Grand Hotel & Casino i Las Vegas. Seerne bliver præsenteret for et bragende gensyn med WBA-verdensmesteren Paulie Ayala, når han endnu en gang skal møde WBO-verdensmesteren Johnny Tapia.

Den amerikanske WBA-verdensmester, Paulie Ayala, huskes nok bedst herhjemme for sin kamp mod vores egen Johnny Bredahl den 4. marts i år i Las Vegas. Dengang tabte danskeren WBAs VM-titel i bantamvægt til Ayala i en kamp, som virkelig fik sveden frem på panden. Nattens kamp den 7. oktober bliver lige så spændende, når den 29-årige Paulie Ayala (30-1, 12 KO) tordner sammen mod den 33-årige WBO-verdensmesteren, Johnny Tapia (48-1-2, 25 KO), fra New Mexico.

En nærmere gensidig introduktion for de to herrer er ikke nødvendig. De mødtes nemlig - i hvad der dengang blev kaldt ”Årets kamp” – i juni sidste år. Her måtte Tapia give afkald på sit WBA-bælte, og han har længe skreget på en revanchekamp. Nu er hans bønner blevet hørt.

Lørdag nat kl. 04.00 dansk tid står de to boksere derfor endnu en gang ansigt til ansigt i Las Vegas i en titelløs kamp, som skal gå over ti omgange. De er begge enige om, at æren betyder mere end titler og penge.

Desuden kommer seerne også til at opleve amerikaneren Eric Morels WBA-titelforsvar mod Jose Bonilla fra Venezuela.

Meningen var også, at seerne skulle se den hårdtslående kvindelige bokser, Mia Rosales St. John, i sin 19 professionelle kamp. Hun er dog blevet skadet og kommer ikke til at bokse. I skrivende stund foreligger der intet nyt om, hvem der skal i ringen i stedet for.

Kommentatorer: Søren Søndergaard og Jørgen Herbert.




For yderligere oplysninger kontakt venligst:
TvDanmarks presseafdeling, Johnny Jensen, tlf.: 32 69 96 73.