Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Spillernes boykot

Mandag d. 15. september 2008

Friheden til at tale – og til at la’ vær’



Af Steen Ankerdal

formand Danske Sportsjournalister



Vi kender det fra udlandet: Fodboldspillere og trænere, der ikke vil tale med pressen.

At det skete med et dansk hold – oven i købet landsholdet – var opsigtsvækkende - ikke

mindst på grund af omstændighederne:.

Efter en græsselig indsats mod Ungarn, der resulterede i et nul-resultat og meget skarp kritik, rejste spillerne sig og vandt sensationelt 3-2 over Portugal i Lissabon.

Okay der var en del lykke og held med i spillet, for Portugal var i 83 af 90 minutter det klart bedste fodboldhold. Men vilje og tro på det umulige ændrede resultatet fra 1-2 til 3-2 i kampens yderste minutter, hvor man i øvrigt nærmede sig midnatstimen og de ekstraordinært sene deadlines.

Det gav landsholdet ved denne lejlighed pokker i.

Okay Morten Olsen mødte alene op til det obligatoriske pressemøde og svarede så kortfattet, det overhovedet var muligt og gik så igen.

Da spillerne og træneren dukkede op i mixed zone, var der ikke et ord til pressen.

En fælles boykot som konsekvens af den hårde og personlige kritik af landsholdet op til de to september-kampe var spillernes beslutning – kunne journalister og fotografer forstå på den erklæring, som Lars Berendt på spillernes anmodning læste op.

De ville dele sejren og glæden med de mennesker, der havde været med dem: De medrejsende fans og landsholdsglade landsmænd derhjemme.

At sympatisørerne i takt med lang tids dårlige resultater og endnu dårligere spil var blevet færre og færre, rørte ikke de store ånder i spillerrådet anført af Jon Dahl Tomasson, der havde taget initiativet til tavshedens aktion.

Der var tydeligvis spillere, der havde det skidt med taleforbudet.

DBU var blevet taget på sengen og nåede reelt ikke at reagere – hverken over for deres vigtigste funktionær – landstræneren – eller spillerne.

Kommunikationschef Lars Berendts forsøg på at få spillerne til at droppe deres forehavende, fordi det kun ville give dem ”bad will”, prellede af på spillerne.

”Tudetøser, forkælede, selvhøjtidelige millionærer, der ikke kan tåle kritik”, var den pænere del af de gloser, der blev hæftet på ”de fornærmede”. Som i øvrigt strakte boykotten til også at omfatte ankomsten til lufthavnen i København klokken seks morgenen derpå.

Der var en del, der i forlængelse af boykotten drilsk konstaterede, at det ikke var de store åndrigheder, nationen gik glip af. Og der var andre, der som den nye konservative leder fastslog, at ytringsfriheden også er retten til ikke at ytre sig.

Det er naturligvis rigtigt.

Problemet er bare, at denne type kollektive beslutninger altid vil indskrænke den personlige frihed til at tale, fordi alle ikke føler sig lige krænkede, og ikke nødvendigvis har lyst til at boykotte.

Men det skete og i et døgns tid var presseboykotten det store emne, selvom det faktisk var 7-årsdagen for 11. september!

Som forening kunne DS ikke gøre meget andet end at tage afstand fra boykotten, men også at sætte den i perspektiv:

Det er DBU’s landshold, ikke pressens. Så det er DBU’s opgave at tage en kammeratlig snak med spillerne og gøre dem deres opgaver som landsholdsspillere klart.

Vi – sportsjournalisterne – er hverken fornærmede eller sure på spillerne, fordi de ikke vil udtale sig efter sejren. Vi er forundrede – og lidt ærgerlige over ikke at kunne formidle glade spiller-kommentarer, efter en lang periode med meget få glæder.

Det er DBU’s opgave at fortælle landstræner Morten Olsen, hvad unionen forventer af ham i den slags situationer – og det er ikke at støtte sådan en aktion – eller støbe grundlaget ved selv at lukke i og kun svare kort på de mest direkte spørgsmål. Uagtet at han også selv følte sig stødt på manchetterne.

Den stil kender vi fra udlandet, hvor der ikke skal meget til at spillere og trænere føler sig fornærmet – og derfor isolerer sig fra medier og omverden.

Men den danske stil og tradition er heldigvis anderledes, og det skal den blive ved med at være.

Det vil vi igen understrege over for DBU på det møde, der er aftalt inden årets sidste VM-kvalifikationskamp mod Malta den 11. oktober.

I virkeligheden er det jo ret enkelt for en træner, en spiller eller hele truppen at fortælle den enkelte journalist eller den medrejsende pressegruppe, at man mener, at de er gået over stregen i deres kritik. Og så kan man tage en diskussion ud fra det. I stedet for at hænge sig i det fornærmelige i at blive kaldt det dårligste landshold i 30 år.

3-2 sejren over Portugal satte jo i sig selv den kritik på plads.

Også fordi landsholdet for 30 år siden tabte 0-1 i Portugal og i 1971 fik en ørn på 5-0, i den første kamp med udenlands-professionelle på holdet.

Med presseboykotten var det spillerne selv, der dementerede den gamle sandhed om, at vinderen altid har ret.

De skaffede sig selv en tabersag på halsen på en aften, hvor de havde alt at vinde, fordi de havde vundet en flot sejr på banen..