Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Kommentar fra DHF om pressen

Tirsdag d. 20. januar 2009

Kommentar: At fyre eller ikke fyre Bent Nyegaard
af: Finn T. Jensen, presse- og informationschef DHF, Porec

Det danske herrelandshold i almindelighed og Kasper Hvidt i særdeleshed er på VM-slutrundens første hviledag, tirsdag, havnet i nærmest barok situation med udspring i et indlæg i Bent Nyegaards blog på TV 2's hjemmeside.

Her foreslår TV 2's mangeårige håndboldekspert, at Ulrik Wilbek benytter sig af muligheden for udskiftning efter de indledende kampe til at sende Niklas Landin hjem og hente dennes klubkammerat Peter Henriksen til Kroatien i stedet.

Man kan mene om Nyegaards holdning og måske især timing, hvad man vil, men i ytringsfrihedens hellige navn har både Landin selv, landstræneren og spillertruppen accepteret, at selv de mest usaglige argumenter også har en form for liv - men modsat skal der heller ikke herske den mindste tvivl om, at spillerne en bloc bakker op om deres unge keeper og at man er totalt uforstående over for Nyegaards indlæg, især set på baggrund af Landins forrygende 2. halvleg i kampen mod Serbien søndag.

Ikke overraskende var det pågældende indlæg på dagsordenen hos de fleste journalister, da DHF tirsdag eftermiddag afviklede et i øvrigt særdeles velbesøgt pressemøde på spillerhotellet. Og her tog udviklingen en komplet bizar drejning:

Under et interview med Berlingske Tidendes journalist Jan Mitchell giver Kasper Hvidt udtryk for sin kritiske holdning til Bent Nyegaards blog. Dette interview, som Mitchell optager på bånd for at komme så præcist på kildens udtalelser som muligt, bliver overhørt af Fyens Stiftstidendes sportsredaktør Niels Abildtrup, der efterfølgende kreerer sit eget interview med Kasper Hvidt under rubrikken "Kasper Hvidt: TV 2 bør fyre Bent Nyegaard".

Ord som Kasper Hvidt aldrig har været i nærheden af at udtale og som selv ikke den skarpeste vinklede gennemlytning af Jan Mitchells bånd vil kunne afføde.

Ikke desto mindre forbeholder Niels Abildtrup sig retten til at citere Kasper Hvidt for det kontroversielle udsagn med en forklaring om, "at det jo er det, Kasper Hvidt inderst inde mener." og "at det jo kun er en rubrik."

Fyens Stiftstidende har ydermere følt sig kaldet til at ulejlige TV 2 Sportens chef Frederik Lauesen for at høre hans mening om Kasper Hvidts holdning til Bent Nyegaards blog. Nu er vi for alvor ude på tredje fjerde hånd.

Lauesen siger til avisen, at han ikke forstår, at Kasper Hvidt i det hele taget gider beskæftige sig med problematikken og han citeres desuden for følgende udsagn: "Alle har jo en mening om det landshold, og Bent er faktisk en af dem, der ved allermest om det, men det kan godt være, at nerverne sidder lidt uden på tøjet under sådan en slutrunde, hvor man går rundt i joggingtøj hele dagen."

En i mine øjne usaglig og helt unødvendigt nedladende attitude over for Kasper Hvidt - en dybt begavet og seriøs idrætsmand, som blot har begået den "fejl" at være blevet citeret for noget, han aldrig har sagt.

Så hvem, der står forrest, næste gang der skal fyres folk, er vel op til hver enkelt at bedømme. Der synes i hvert fald at være kandidater nok.





Med venlig hilsen
Finn Tage Jensen
Presse- og Informationschef

DANSK HÅNDBOLD FORBUND
Idrættens Hus · Brøndby Stadion 20
DK-2605 Brøndby
Telefon +45 4326 2427
Mobil +45 2916 0910
E-mail: finn.tage.jensen@dhf.dk
Besøg os på: www.dhf.dk