Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Finn Kobberø er død

Onsdag d. 21. januar 2009

En af dansk sportsjournalistisks kendte profiler, Finn Kobberø, er død. Han blev 72 år.

Finn Kobberø arbejdede i en årrække på sportsredaktionen i Danmarks Radio.
Han blev også kendt via sin karriere som badmintonspiller.

Finn Kobberø er den største herredouble- og mixeddoublespiller, der er set til dato.
KBK'eren respekteres som sådan blandt mange, bl.a. af det internationale forbunds mangeårige generalsekretær, Herbert Scheele.
Kobberø er da også den danske spiller, der har opnået flest sejre i verdens fornemste turnering, All England. Det er blevet til 15 mesterskaber, syv i herredouble og otte i mixeddouble. De er blevet vundet med fire makkere. De seks af herredouble-mesterskaberne med Jørgen Hammergaard Hansen og et med Poul-Erik Nielsen i 1960. Fire gange blev Kobberø mester i mixeddouble sammen med Kirsten Thorndahl og fire gange sammen med Ulla Strand. Fire gange har Finn Kobberø været dansk mester i herresingle, men til trods for at han flere gange var favorit til titlen i All England, lykkedes det ham aldrig at vinde mesterskabet. Tre gange var han i finalen, men tabte to gange til Erland Kops og én gang til Eddy Choong, Malaya.

Kobberø har yderligere fem gange været tabende finalist i doublerækkerne. To gange i herredouble i 1959 og i 1966, begge gange med Hammergaard Hansen.
I mixeddouble led han nederlag i finalerne i 1954 sammen med Inge Birgit Anker Hansen, i 1958 med Aase Winther og i 1964 med Ulla Rasmussen. Kobberø er den mest vindende mandlige spiller i Danmark.
Til de mange titler i All England kan tillægges 22 danske mesterskaber - de fire i herresingle, ni i herredouble (syv med Jørgen Hammergaard og to med Bent Albertsen) og ni i mixeddouble (et med Inge Birgit Anker Hansen, tre med Ulla Strand, to med Kirsten Thorndahl, to med Lis Hagen Olsen og et med Anne Flindt). Finn Kobberø blev desuden nordisk mester i mixeddouble i 1964 med Ulla Strand. Finn Kobberø har spillet 42 landskampe for Danmark fra 1953-1966.