Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

10 dollars ekstra for AIPS-kort

Tirsdag d. 5. maj 2009

Prisen for et AIPS-kort, som har en to-årig løbetid, har i 20 år været uændret, 30 dollars.
Nu skal prisen fremover være 40 dollars, for AIPS har behov for øgede indtægter.
Begrundelsen for at hæve prisen blev af præsident Gianni Merlo begrundet dels med den lange periode på uændret niveau, dels med at dollaren er undergået en devaluering, der er stærkt mærkbar for AIPS.
I 2002 kunne de 30 dollars således omveksles til 33,6 euro.
I 2008 kunne de samme 30 dollars blot give 18,9 euro til AIPS-kassen.
Der var ikke stor uenighed om at hæve prisen, men en livlig debat om at synliggøre og specielt værdigøre kortet i langt højere grad, end det er tilfældet i dag.
Merlo påpegede, at man er i forhandling med de store organisationer inden for idrætten om bedre vilkår for AIPS-kortholdere. Det har eksempelvis givet disse fri adgang til gratis internet ved flere, store mesterskaber, men præsidenten påpegede samtidig det vigtige i, at man støtter op om AIPS og sørger for at erhverve sig kortet, så AIPS-ledelsen står stærkere i forhandlinger med IOC, FIFA og de andre, store organisationer.
Der gælder i øvrigt særlige forhold for Afrika, hvor sportsjournalister slet ikke kan matche en 30 dollars udgift til et AIPS kort. Deeres lønninger ligger de fleste steder så langt fra eksempel europæisk niveau, at man har vedtaget, at afrikanere blot betaler fem dollars for kortet.


Kommissionerne må styrkes

AIPS har oprettet en stribe idrætskommissioner, hvis arbejde er af rigtig stor betydning for udøvende sportsjournalister.
Men kommissionerne, som der er 24 af, har behov for økonomiske midler, så de også kan arbejde effektivt.
Det påpegede de norske sportsjournalisters formand, Reidar Sollied, fra talerstolen, og også fra schweizisk side blev problemet med økonomi bragt på bane.
Gianni Merlo svarede, at kommissionerne - som i øvrigt alle medlemslande - har mulighed for at skaffe sig indtægter via en procentsats af de indtægter, det giver at skaffe sponsorer eller annoncører til AIPS Magazine.
På kongressen i Milano skulle navnene på de 24 kommissioners medlemmer i øvrigt være forelagt - og konfirmeret - men da mange kommissioner endnu ikke er fuldtallige, har man givet de respektive kommissionsformænd yderligere frist til at finde de personer, som skal sidde i kommissionerne, således at man kan have den komplette list klar inden årets udgang.
Danske Sportsjournalister har opstillet Andreas Kraul til fodboldkommissionen, Dan Philipsen til håndboldkommissionen, og vil også have et forslag til badmintonkommissionen, hvor Søren-Mikael Hansen hidtil har haft sæde, men nu er forhenværende AIPS-medlem.


Udnævnelser

AIPS-kongressen vedtog - på indstilling fra præsidiet - at gøre den mangeårige "General Secretary" fra Malta, Charles Camenzuli, til "Honorary General Secretary".
Det sker på trods af, at Camenzuli for to år siden, på kongressen i Bregenz i Østrig, var part i en bizar situation, hvor han blev opfordret til at trække sig selv fra sit job i AIPS, fordi han som nærmeste medarbejder til daværende præsident for AIPS, Togay Bayatli, havde del i ansvaret for, at der var et "hul" i pengekassen på op mod 800.000 dollars.
Beløbet blev siden nedjusteret, efter at diverse bilag blev gennemgået, men det kunne ikke udviske en tvivl om, at Camenzuli havde medansvar for sjusket og mangelfuld bilagsføring og -kontrol.
Camenzuli valgte først at trække sig - poppede så næste dag op og meddelte, at han alligevel ikke agtede at trække sig - for så, efter mødepause og en "kammeratlig samtale" med Gianni Merlo, alligevel at stå frem og erklærede sin afgang for to år siden.
Kongressen 2009 udnævnte desuden canadiske Carlos Garcia til "Honorary 1. Vice president".


Kongresser i Antalya og i Seoul

Mens det allerede var klart, at AIPS-kongressen i 2010 skal foregå i Antalya i Tyrkiet, så valgte de delegerede på kongressen i Milano at vedtage Seoul i Sydkorea som hjemsted for kongressen i 2011.
Også Kinshasa i Congo og Tijuana i Mexico havde budt ind på arrangørværdigheden 2011.
Mexicanerne erklærede sig villige til at udskyde deres bud til 2012, hvis de kunne få en tilkendegivelse af, at kongressen ville bifalde dem som arrangør.
Men det opponerede Grækenland imod, idet de også har til hensigt at byde ind på den kongres. De henholdte sig til, at det ikke var nu, der officielt skullle bydes på 2012-kongressen.
Fra Congos side var der skuffelse over at blive vraget. Præsident Gianni Merlo foreslog congoleserne at tage hånd om en afrikansk kongres først, så man ad den vej kunne få erfaring med et arrangement af de dimensioner, som en AIPS kongres er.
London var oprindelig tiltænkt arrangørværdigheden af AIPS-kongressen 2012, fordi byen det år er OL-arrangør, men man er enedes med briterne om, at de i stedet arrangerer et AIPS Executive Board-meeting ived den lejlighed.


350 kongresdeltagere

AIPS-kongressen i Milano var det største tilløbsstykker i organisationens historie. Inklusiv ledsagere var 350 deltagere mødt op, og de kunne glæde sig over et flot arrangement, der bød på mange spændende præsentationer, livlig debat, kongres-valg og en række personligheder på talerstolen som stangsprings-ikonerne Sergei Bubka og Jelena Isinbajeva, fodbold-koryfæer som Marcelo Lippi, Javier Zanetti og Leonardo, bokselegenden Marvin "Marvelous" Hagler og løber-fænomenet Sebastian Coe, ligesom der var indlagt interessante besøg på "La Gazzetta dello Sport", på Monza-banen, og til fodboldkampen Inter-Lazio på Guiseppe Meazza, hvor også Inter-præsident Massimo Moratti, dukkede op og hilste på.

Flemming Olesen
og
Andreas Kraul