Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Poul Munk er død

Tirsdag d. 29. december 2009

Poul Munk, journalist, Absalonsgården, Aalborg, er død, 80 år.

2. juledag ebbede et langt, et spændende og et indholdsrigt liv ud for en aalborgenser, fodboldspiller fra sit sjette år i AaB, siden engageret i mange andre klubber, sluttelig med B-landsholdsspiller på sit cv - og efterfølgende journalist med stort engangement, flair for historierne og skarp sans for at præsentere dem rigtigt.

Poul Munk var blandt andet sportsjournalist på Aalborg Stiftstidende i 10 år, fra midt i 70'erne til midt i 80'erne.

Her måtte han, i en alder af 56 år, slutte sit virke, scleroseramt, men hverken bitter eller nedtrykt, for som han sagde:

- Jeg har været jorden rundt halvanden gang og oplevet så meget, at jeg kun kan konstatere, at jeg har haft et fantastisk liv.

Hans engagement i sportens verden var stort, og han kaldte altid sport for livets salt. Og 100 kampe på Randers Frejas førstehold understregede, at nok var han lille af vækst, men stor nok til at bide skeer med de bedste på grønsværen.

Dagen efter sit 100 kamps jubilæum i Randers rejste han til Canada og fik fire fantastiske år, primært som sælger, men også som fodbold-pionér i Alberta.

Hans journalistiske karriere blev indledt som lærling på Holstebro Dagblad, han kom over Randers Dagblad til Jyllands-Posten og fik - efter årene i Canada - igen beskæftigelse inden for journalistikken på B.T., i Aller-koncernen og var redaktionschef på Ude og Hjemme, inden han vendte hjem og havde sin 10-årig periode på Aalborg Stiftstidende.

Han var et inspirerende og livsglad menneske, som altid kunne finde en vinkel i en historie, en nyhed eller et tip, og som han sagde på redaktionen, hvis ikke lige vi havde den store nyhed at byde på:

- Intet problem. Det, vi har, det hæfter vi op med roser.

Han tilbragte en del år i en lejlighed i højhuset ved Limfjordsbroen i Aalborg, hvor han gerne slog dørene op, og beredvilligt fortalte om sit liv, sine oplevelser og ikke mindst om sit syn på sport i alle afskygninger.

Den sidste tid boede han på plejehjemmet Absalonsgården i Aalborg, hvor han dog ikke fik fat i den rekord, sportsmand som han var, han gerne ville slå:

- Min mor blev 96. Det skal jeg overgå.

Poul Munk efterlader tre sønner, to svigerdøtre, fem børnebørn og overleves af to brødre.

Han bisættes fra Nr. Tranders kirke 5. januar kl. 14.