Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Ny bog om Danmarks VM-trænere

Tirsdag d. 4. maj 2010


Masser af dynamit i ny samtalebog med mændene, der har bragt Danmark til VM i fodbold

”Morten, hvorfor sagde du ikke, at Michael skulle holde fingrene fra Rusland. Jeg vidste, det ikke ville gå. Michael er for rar. Russerne skal have pisken. Du skal have skyderen med til træning.”
Så er tonen slået an i forsommerens store fodboldbog ”VM-BOSSERNE – bag facaden med Sepp, Morten og Bo”. Bogen, der er en samtalebog mellem den nuværende landstræner Morten Olsen og hans to forgængere, Sepp Piontek og Bo Johansson, samler op på de seneste 25 års danske VM-historie med et miks af hidtil ufortalte anekdoter, skarpe analyser og markante holdninger om dansk og international fodbold.
”I sommeren 2010 er vi der så igen. For fjerde gang har Danmark løst billet til en VM-slutrunde, og det synes vi var en god grund til at samle de tre VM-bosser, der siden midten af 80’erne med jævne mellemrum har bragt os alle i ekstase og skabt en perlerække af dansk landsholdsfodbolds fineste øjeblikke,” siger Dan H. Sørensen, der står bag bogen sammen med medforfatteren Hans Krabbe.
Sepp Piontek, Bo Johansson og Morten Olsen taler ud om en række af dansk landsholdsfodbolds største stjerner fra Allan Simonsen over Michael Laudrup til kontroversielle Thomas Gravesen.
”Jeg siger ikke, at Dennis Rommedahl spiller med bravur hver gang. Men det er dog en mand, der har spillet så mange kampe og gjort det så godt for Danmark. Så giv ham dog noget kredit!” lyder det blandt andet fra Morten Olsen.
”De tre er meget åbne og ærlige. Sepp Piontek sætter for eksempel spørgsmålstegn ved, om Michael Laudrup nu også var en spiller i verdensklasse. Det giver en række helt nye og opsigtsvækkende vinkler på de seneste tre årtiers dansk landsholdshistorie,” siger Hans Krabbe.
Desuden leverer trioen inside-historier fra mindeværdige kampe mod Uruguay, Spanien, Vesttyskland, Nigeria og Brasilien.
”At samle de tre var som at have huset fuldt af succesrige onkler, der genser hinanden efter mange år og bare har så meget, de skal have indhentet. De var afslappede, fordi de har præsteret og ikke længere skal bevise noget. De var knivskarpe, fordi fodbolden er deres liv, og fordi de stadig har holdninger til tingene. Og så var de tænksomme, fordi de nu kan se tilbage på et fuldt liv i fodbold. Det gav en fordomsfri og livlig debat med afstikkere til folk, begivenheder og beslutninger, der kendetegner en lille menneskealders dansk VM-succes,” siger Dan H. Sørensen.
Bogen er rigt illustreret med nye, stemningsmættede portrætter af de tre og hidtil ubrugt materiale fra DBU-fotografen Per Kjærbyes unikke arkiv. Desuden er der en udførlig statistikdel med holdopstillinger og matchfacts fra samtlige danske VM-kvalifikations- og slutrundekampe.
”VM-BOSSERNE” fra forlaget Turbulenz er i handelen fra tirsdag den 4. maj.

Om forfatterne:

Dan Hirsch Sørensen:
Født 1966. Er vært på TV MIDT-VEST samt redaktør af Spillerforeningens blad Indersiden. Har tidligere været vært på Kanal 5 samt reporter og vært på TV 3’s Onside. Spillede fra 1992 til 2000 over 200 superligakampe for AGF, Ikast FS og Vejle Boldklub. Har tidligere udgivet ’Den store fodboldquiz’ og ’Drengene fra Wembley.’

Hans Krabbe:
Født 1962. Partner i Kommunikationsbureauet NewsRoom. Arbejder med presse for FC Midtjylland. Har været vært, reporter og redaktionsleder i Danmarks Radio. Dækkede i 10 år superligaen for DR Radiosporten. Har dækket to EM- og en VM-slutrunde. Har tidligere udgivet ’På stregen’ om håndboldspilleren Tonje Kjærgaard, ’Den store fodboldquiz’ og ’Drengene fra Wembley.’