Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Dødsfald

Tirsdag d. 8. juni 2010

Sportsjournalist Thomas Johnsen, JydskeVestkysten, er død. Han døde på sin 44 års fødselsdag.
Thomas Johnsen har kæmpet med kræftsygdommen i flere år, men han arbejdede videre med stor ildhu og dækkede sine stofområder, især håndbold, hvor han var meget kompetent og havde en stor viden, ikke mindst om KIF Kolding og herrelandsholdet.
Thomas Johnsen, der var gift, men ikke havde børn, var elev på Horsens Folkeblads sportsredaktion i slutningen af 80'erne. Han havde en uforlignelig humor og var både flittig og professionel til fingerspidserne. Han fungerede bedst i aften- og nattetimerne og fandt hurtigt sin egen arbejdsrytme, som bredte sig til resten af redaktionen på effektiv vis.
I 1990 fik Thomas Johnsen ansættelse på Kolding Folkeblad og fulgte med til JydskeVestkysten ved fusionen i 1991. Han blev boende i Kolding sammen med sin kone og var gennem hele sin tid på JydskeVestkysten en kompetent, professionel medarbejder, der nød stor respekt hos kollegerne, både for sin måde at arbejde på og for sit vindende væsen.
Thomas Johnsen var ikke en mand, der svingede med albuerne. På sin egen stilfærdige facon havde han altid styr på tingene, og selv om han kendte sin skæbne med den alvorlige sygdom, var han afklaret og tog det som en mand med bemærkelsesværdig tapperhed.
Det virker helt urimeligt, at denne dejlige kollega skulle forlade verden i en så ung en alder. Vi vil altid huske Thomas Johnsen for det dejlige menneske, han var.

Tommy Poulsen