Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Birgers Big Bang

Tirsdag d. 22. juni 2010

Af Tommy Poulsen

KNYSNA - Journalistlandsholdet oplevede en af de største dage, da de blev til en sejr på 1-0 over DBU i Knysna.

Kampen startede med Allan Poulsen, DBU, som dommer. Han klarede det over forventning, men blev efter 13 minutter afløst af en rigtig sort dommer, endda en trio, der kom for sent.

Journalistlandsholdets startopstilling:

Michael Jensen - Anders Kjærbye, Martin Laursen, Andreas Kraul, Christian Wolny - Jes Mortensen, Troels Henriksen, Christian Høgh, Christian Thye, Morten Crone, René Schrøder.

DBU's hold:
Lars Høgh, Peter Gorm, Peter Bonde, Johnny Nielsen, Lars Berendt, Jens Bangsbo, Ebbe Sand, Jesper Jæger, Torben Storm, Per Holm, Jimmy Nielsen.

DBU havde afbud fra Morten Olsen.
- Det er ikke nødvendigt, jeg spiller med, sagde landstræneren sejrssikkert.
Han var med i Japan for otte år siden, da DBU vandt med 6-3.

Martin Laursen, VM-helt fra 2002, styrede pressens forsvar suverænt.
DBU havde rykket Ebbe Sand tilbage på midtbanen.
- Jeg vidste det. Ebbe Sand turde ikke spille over for mig, sagde Martin Laursen før kampen.

Pressens hold stillede op i bolchestriber og var en blanding af The Lollipops og Find Holger i disse fangedragter, som Erik Clausen kan bruge til sin nye filmserie med "Ledsaget udgang" m.v.

Kampen åbnede med et behjertet skud fra Jes Mortensen, som skød højt over Lars Høghs mål.

Ebbe Sand var ved at narre pressens forsvar, men skød i sidenettet allerede efter otte minutter.

Et minut senere lå bolden i nettet - bag Lars Høgh.
René Schrøder spillede uselvisk på tværs til Morten Crone, der scorede uden chance for den fynske målmandslegende.

Morten Crone var den store synder i nederlaget til Sverige i Stockholm, men fik en klækkelig revanche med sit gyldne mål i Knysna.

Jes Mortensen havde endnu et langskud uden adresse, og Morten Crone brændte en stor chance efter 25 minutter.
DBU kom bedre med, da Lise Daugaard kom på banen. Hun var banens bedste tekniker.

I anden halvleg startede dramatikken, der skulle sende landsholdslægen Søren Kaalund på hårdt arbejde.
Først fik Per Holm en flænge i panden, så han skal sys på hotellet i aften.
Dernæst fik Johannes Breum en af den slags fibersprængninger,som koster mindst tre ugers pause, og endelig fik Jimmy Nielsen fra DBU en ankelskade.

Før sin skade havde Per Holm en god hovedstødschance.
DBU sendte kampens tidligere dommer Allan Poulsen ind for at få tyngde på midtbanen.

Efter 14 minutter pillede Ebbe Sand bolden fra Martin Laursen, men hans skud lignede landsholdets scoringskrise før Cameroun-kampen. De indfødte fodbolddrenge leder efter bolden endnu.

Adam - pressens radio star - fik et mål annulleret på grund af fem meters off-side, da René Schrøder uselvisk spillede ham fri.

Samme Schrøder brændte selv en stor chance fire minutter før tid.

Birger Peitersen havde travlt i svingdøren med den ene terrorudskiftning efter den anden, og han lignede Diego Maradona efter en Argentina-sejr, da pressens sejr var i hus. Det var Birgers big bang.

Hans indhoppere var Lars Fink, der var en af kampens store fightere, Peter Fiilsø, Tony Scott, Søren Olsson, Allan Nielsen og Adam Duvå Hall.

Kampen var historisk.
Kommende generationer vil spørge pressens folk:
- Hvor var du den dag, da journalistlandsholdet slog DBU?

- Vi var der - på Knysna Stadion - i de gyldne timer.
VM-slutrunden er reddet, uanset hvordan det går VM-holdet i de resterende kampe.

Blandt kampens 37 tilskuere var VM-spillerne Daniel Agger, Martin Jørgensen, Jon Dahl Tomasson, Dennis Rommedahl, William Kvist og Jakob Poulsen.