Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Danmark slog Polen med 2-0

Onsdag d. 13. oktober 2010

Jan Kalborg debuterede som landstræner for journalistlandsholdet med en trestjernet sejr på 2-0 over Polen i smukt vejr på Lyngby Stadion.
Polakkerne fløj til Danmark udelukkende for denne kamp og en sightseeingtur til Malmø - men de kommende EM-værter kom til kort over for et velspillende dansk mandskab.
Polen havde ellers Piotr Swierczewski, 38 år, 70 A-landskampe og tidligere Marseille, St. Etienne, Bastia, Gamba Osaka og Birmingham, professionel i 10 år, som offensiv midtbanespiller.
Jan Kalborg havde sammensat et hold, der virkede som et kollktiv og mere veltrænet, end vi har set mange journalistlandshold tidligere.
Holdet:
Dan Engelsted, Gisle Thorsen, Andreas Kraul, Troels Henriksen, Jan Schouby, Christian Thye-Petersen, Tobias Hansen, Søren Klestrup, Jacob Neister, René Schrøder, Anders Juul.
Lars Fink og Lars Rønbøg startede på bænken.

Afbud fra Flemming Fjeldgaard, Jon Hovmøller, Mads Wehlast og Jes Mortensen gav den nye landstræner panderynker, men som træner for Vigerslev hentede han afløsere i sin egen baghave.

Anders Juul, der spiller journalist i tv-serien "Borgen", var den sidste, der blev hentet til undsætning, og han bragte Danmark foran 1-0 på smukt forarbejde af René Schrøder i det 31. minut.

Denne dynamiske og driblestærke tidligere prof-spiller i Italien er stadig holdets store offensive profil, men hans skarphed har mere brug for en skærslipper end en veltalende landstræner.

Jan Kalborg var ivrig i sin debutkamp. Han fik en "sviner" af den polske landstræner, da han kom uden for sit tekniske område og invaderede det polske minefelt, men Kalborg holdt sig på måtten og fodrede sine spillere med positive bølger fra sidelinien. Det var som Oddball i "Kellys Helte".

- Det er en pryd for øjet at se jer spille, sagde Kalborg.
Han havde ret. Det danske journalistlandshold har ikke spillet så smukt i mange år.

Det var velorganiseret, men samtidig præget af boldsikkerhed, overblik og entusiasme.

Polakkerne kom bedre med efter pausen, og deres brede bænk med fem udskiftere var en klar fordel over for Kalborgs to udskiftere.
Det blev endda reduceret til én, da indhopper Lars Fink kastede sig ind i en luftduel med den polske målmand og faldt uheldigt. Det sendte Lars Fink på skadestuen til observation for et brækket kraveben.

Polakkerne havde ønsket at spille to gange 45 minutter, og det var hårdt for de rød-hvide at stå distancen.
Christian Thye-Petersen slog til med et slangehug, da han scorede til 2-0.
Kampens bedste danske forsøg havde den tidligere førsteholdsspiller fra Odder Jacob Neister, der bankede bolden på overliggeren, så den vibrerer endnu.

Det danske hold spillede med et bundsolidt forsvar foran en pålidelig målmand, en løbestærk midtbane og en kreativ angrebsduo.

Den nye landstræner Jan Kalborg har noget at leve op til næste gang, han sender journalistlandsholdet i kamp.
Vi må håbe, Danmarks A-landshold kommer med til EM-slutrunden i Polen og Ukraine, så der kan blive en revanchekamp.
Polakkerne har allerede indbudt det danske hold til returkamp i Polen, men der er ikke tradition for, at det danske journalistlandshold tager på turné med alle stjernerne, medmindre det sker i forbindelse med en slutrunde.

Der var ikke udsolgt på Lyngby Stadion i går.
Faktisk var der blot seks tilskuere, men alle seks nød både solen og spillet.

Blandt de seks var Troels Christensen, der havde formidlet kampen med sin tætte kontakt til Piotr Wozniacki, og de polske spillere nød at være i Parken til Danmark-Cypern, men gik dog mere op i, at Caroline Wozniacki var til stede i Parken.
Vi kan vist roligt vænne os til, at vi skal dele verdensranglistens nr. 1 med polakkerne, men efter kampen i Lyngby i går kan vi se frem til et nært venskab med vore polske kolleger.