Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Ankerdals leder i Den Gyldne Pen

Torsdag d. 10. februar 2011

Vi har fået et par opfordringer til at lægge formandens leder i det nye nummer af Den Gyldne Pen ud på internet, da lederen er sat med meget små typer og derfor har været vanskelig at læse for dem, der har henvendt sig.
Det gør vi gerne.
Her er den:


Det ser lidt
dystert ud

Af Steen Ankerdal


Den engelske avis The Sunday Times og den nationale TV-kanal BBC blev
før jul kritiseret skarpt for at skade britiske interesser i forbindelse med tildelingen af slutrunden for fodbold VM 2018 og 2022.
Årsagen var, at den ansete engelske søndagsavis nogle uger før afgørelsen i det internationale fodboldforbund FIFA afslørede, at nogle medlemmer var parat til at sælge deres stemme for ussel mammon.
Under foregivende af at repræsentere det engelske bud på VM 2018 tilbød Sunday Times seks forskellige medlemmer af FIFA’s øverste organ, executiv komiteen, at købe deres stemmer, mod at de efterfølgende stemte for England som VM-vært i 2018. Sunday Times brugte skjult kamera til at dokumentere, at FIFA-medlemmernes stemmer var til salg.
Selvom seks medlemmer har fået bøder og flere-årige karantæner fra honorære hverv i fodboldverdenen, var FIFAs præsident Sepp Blatter også kritisk over for avisens metoder.
”Man kan spørge sig selv om sådan en aktion, hvor man lokker folk i en fælde, er passende. Det er et problem, der er dybt forankret i engelske medier. Hvem drager nytte af denne situation og hvem skader sådan en historie? Vi spørger os selv, hvorfor dette sker, og hvorfor er det specielt engelske journalister, der laver den slags. Det ser vi på, sagde Blatter på en pressekonference.
Typisk for magtmennesket Blatter at skyde på budbringerne, altså de journalister, der afslørede, at korruptionen stadig florerer i FIFA.
For FIFA’s magtfulde præsident er det ikke primært korruptionen blandt FIFA’s højt placerede medlemmer, der er problemet. Det er lige så høj grad de emsige journalister, der afslører råddenskaben, og især de arbejdsmetoder, som Sunday Times, anvendte. Kan man ikke argumentere – eller købe - sig ud af problemerne, kan man jo altid miskreditere sine kritikere – det ved Blatter.
Men virkeligheden er en anden: Afdækningen af korruption, bestikkelse og beskidte aftaler, kræver ekstraordinære arbejdsmetoder, hvor journalister f.eks. arbejder i forklædning. Det understregede den tyske journalist Günther Walraff for mere end 30 år siden, da han tog job på Bild Zeitung under navnet Hans Esser for at kunne skrive historien om virkeligheden og manipulationerne på et af Europas største og mest magtfulde dagblade.
”Under cover”-journalistik vil altid være kontroversiel – og genstand for forargelse, kritik og debat. Derfor et det en stående diskussion, om målet i hvert enkelt tilfælde helliger midlet.
Men når forhenværende præsident Bill Clinton stiller sig i spidsen for USA’s bud på VM-slutrunden i 2022. og nuværende præsident Vladimir Putin for det russiske, så signalerer det, at en VM-slutrunde er langt mere end en fodboldturnering mellem 32 landshold. Hvilket understreges af, at man i USA har beregnet, at en VM-slutrunde giver en mer-omsætning i landet på 40 milliarder kroner og skaber omkring 10.000 nye job i VM-året i de byer, der får kampe.
Dermed er det dokumenteret, at VM har stor samfundsmæssig betydning. Der er mange penge og meget prestige på spil, og derfor har folk i frie demokratiske lande krav på, at deres massemedier afdækker, hvad der sker bag de lukkede døre, hvor de store beslutninger tages.
Den opgave har klassiske journalistiske medier som f.x. the Sunday Times, Washington Post, der Spiegel, og L’Equipe, BBC, ARD/ZDF, Jyllandsposten, Berlingske, DR’s Søndagsavisen og TV2’s LPS taget på sig.
Det er på de klassiske medier, at der har været manpower, tid og penge til at lave den slags krævende, udgravede nyheder. Og det er her, der er tradition for at gøre det.
Det er tankevækkende, at det ikke er på de websites, der for tiden skyder op som mælkebøtter på en grøftekant, at de vigtige afsløringer med konsekvenser for vort syn på magthaverne og deres beslutninger publiceres. Og det er dybt bekymrende, at der her og der skæres ned på den journalistiske indsats, fordi den er langt dyrere at producere end den ultrahurtige og korte formidling af informationer og facts, som nettet er så velegnet til – ikke mindst i formidlingen af sportsresultater.
Således besluttede TV2, at magasinet LPS lukker ved årsskiftet, fordi det ikke har seere nok til sendetidspunktet ved 22.30 tiden torsdag aften. I stedet tildeles sendetiden til Politirapporten og serier som den fra sommer-Skagen om de rige, de smukke, de unge.
Der er med andre ord gået Paradise Hotel og Amalies Verden – også kaldet dumme-TV – i beslutningerne på TV2, der trods reklamefinansieringen er offentligt eje.
I konkurrencen om de unge, der i øvrigt ser mindre og mindre tv, læser færre og færre aviser – og er mere og mere på nettet for at spille og chatte går lederne efter laveste fællesnævner.
Sidste afsnit af DR1’s Borgen gav således et rystende, men langt ad vejen også realistisk indblik i tankegangen, holdningen og kynismen hos ledelsen på en moderne nyhedsredaktion. Det var nærmere for lidt fiktion end for meget realisation.
Kan det virkelig være rigtigt, at nyheder og dokumentar-programmer, også på sportsområdet, må vige pladsen for underholdning og fiktion. Kan det virkelig passe, at specielt tv-programmer ikke må handle om noget som helst væsentligt - og ikke have den journalistiske tilgang til problemerne, der kan oplyse læsere og seere og gøre dem en lille smule klogere?
Er virkeligheden, at vi som brugere er tilfredse med laveste fællesnævner? At vi er tilfredse med nettets hurtige og flygtige strøm af ligegyldige og brugbare informationer, der i øvrigt har organisationer, klubber og magtfulde enkeltpersoner som leverandører? Af de informationer, som de – magthaverne - mener vi andre skal have, men ikke de vigtige nyheder, hvor de bliver kigget i kortene og stillet til ansvar for deres beslutninger og handlinger?
Det bliver på den måde AGF, FCK, Brøndby, DBU og Manchester United, der bestemmer, hvad de interesserede skal have at vide om klubben og forbundet på en given dag. Og måske især, hvad de ikke skal have at vide! Og ved at lukke for adgangen til de primære kilder, trænere, spillere og ledere undgår de også journalisternes spørgsmål.
Den frie nyhedsformidling – på godt og ondt – afløses mere og mere af organisationerne stadig mere penge-orienterede og professionelle interesser. Det er tilstanden i engelsk premier league-fodbold et skræmmende eksempel på. Heldigvis er der på Sunday Times som på adskillige danske aviser ansat undersøgende og gravende journalister, der opererer som vagthunde og ikke som sportens kæledyr.
Naturligvis er det ikke nødvendigvis forkert, hvad ”ejerne” selv lægger ud til folket, men det er heller ikke sikkert, at det er rigtigt og vigtigst. Og fremfor alt er det berøvet de kontroversielle spørgsmål, som journalister er uddannet til at stille.
Det er demokratisk set et problem.
Jeg postulerer ikke, at alt, hvad journalister på aviser, tv, radio eller uafhængige netsider publicerer, er rigtigt, og at alt, hvad klubber, organisationer, aktionærer, ejere og interessenter publicerer på deres egen hjemmeside er forkert.
Men trods fejl og mangler så stiller den klassiske journalistik spørgsmål til mændene med magten – og får dem i de bedste tilfælde til at redegøre for deres beslutninger og handlinger.
Det ser man ikke meget af på nettet, som i vid udstrækning betjenes af ikke-journalister. Men er der i www-verdenen overhovedet brug for journalister, der på godt og ondt stiller de ubehagelige spørgsmål – og viser virkeligheden bag ”1-0 og tilbage til studiet”?
Jeg kan godt blive i tvivl, for jeg kan se hensigten og bliver forstemt på den kritiske sportsjournalistiks og det frie, oplyste demokratis vegne. Var det her alt, hvad der kom ud af den nye teknologi, medierevolutionen og finanskrisen?